Stenhusets 2. hold herrer spillede lørdag d. 17/11 på hjemmebane i Løvvang Bowling Center mod HIK Bowling fra Hobro. De to hold har tradition for at give hinanden nogle spændende og jævnbyrdige kampe, og i dag var ingen undtagelse. 

Første serie blev spillemæssigt på det jævne og serien var spændende og jævnbyrdig. Per Dennis startede fremragende med en serie på 220, men desværre tabte hans double med sølle 7 kegler. De øvrige doubles gik én til hver side, og dermed tabte Stenhuset 2-6 (1045-1067). I anden serie så Stenhuset ikke så godt ud. Vi tabte igen med 2-6 (1029-1077) og ingen fra Stenhuset skilte sig ud med fremragende resultater. 

Tredje serie blev kampens klart bedste - for begge hold. Der blev nu leveret bowling på højt niveau, og det blev til flere høje serier. Bastian (236) og Henrik Binderup (233) var bedst for Stenhuset, mens Jan Brun (256) og Ole Jensen (234) var i spillehumør hos gæsterne. Også Daniel, der stillede op til kampen som nybagt onkel (tillykke!) spillede godt med 210. Stenhuset vandt serien 1181-1162, men tabte desværre to doubler. Dermed endte serien 4-4. 

4-4 blev også resultatet af fjerde serie, hvor HIK var spillemæssigt bedst (1094-1121). Nu var det Jacob, der med 243 førte an på Stenhusets hold. 

I femte serie tog gæsterne sig en gevaldig slapper, og det var Stenhuset ikke sene til at udnytte. Vi vandt 8-0 (1118-1007) - et resultat der var afgørende for vores comeback i kampen. Jacob (209) og Per D (206) sneg sig over pari i denne serie. Sjette serie endte, ligesom selve kampen, uafgjort. Stenhuset vandt en double stort og var uheldige med snævre nederlag i de øvrige doubler. Serien sluttede 4-4 (1082-1037). 

Samlet endte kampen 24-24 (6549-6471). Stenhuset kunne have fortjent en smal sejr, men alt i alt et fair resultat af en jævnbyrdig kamp. 

Sæsonens sidste opgaver for Stenhuset i 2. division er de prestigefyldte lokalopgør mod BK Nordkraft og LBC 2, som spilles hhv d. 1/12 og 8/12. 

Dagens topscorer: Jacob Larsen 976 (5)  

Stenhusets 3. hold ligger på førstepladsen i 3. division, og sæsonens fjerde modstander var BC Royal i Løvvang Bowling Center. 

Stenhuset vandt planmæssigt den første serie stort med 1092-916, og cifrene fik os til at to, at vi gik en storsejr i møde. Carina starede suverænt med 240. 

I anden serie manglede Stenhuset marginalerne og tabte knebent med 985-1004. I tredje serie faldt vi helt ned på 916, og så kunne gæsterne med blot 944 sætte yderligere to point ind på kontoen. 

Sidste serie blev velspillet og spændende og endte uafgjort 1017-1017. Henrik Binderup sluttede bedst af med 209. 

Samlet endte kampen 5-5 (4010-3881) - en kamp, som Stenhuset burde have vundet. Vi bevarer dog førstepladsen :-)

Topscorer var Binderup med 744.

Det var fuldt fortjent, da herrernes 2. hold i den forgangne weekend spillede fik sæsonens første sejr i 2. division efter at have spillets sæsonens klart bedste kamp.

Modstanderen var BK Outsiders 2 fra Brønderslev.

Stenhuset startede en smule nervøst og tabte keglerne i første serie. Det lykkedes dog at vinde to doubler, så serien endte 4-4 (1077-1093). I anden serie, som også endte 4-4 var rollerne byttet om. Nu var det Stenhuset, der lige akkurat vandt keglerne 1143-1137. Gabi (218) og Bastian (214) viste vejen i anden serie.

Herefter trak Stenhuset fra! I tredje serie vandt vi 6-2 på en billig baggrund, idet gæsterne kun nåede 1020. Vores 1089 var dermed nok til at vinde 6-2.

I fjerde serie blev Daniel skiftet ind, og han gik straks forrest med en serie på 227. Også Jacob spillede rigtig godt 217. Stenhuset vandt serien 6-2 (1139-1027). 

I femte serie gik gæsterne helt i stå. Stenhuset vandt igen 6-2 (1135-995). Outsiders snuppede to point med en margin på 9 kegler. Surt! I denne serie steppede Bo op med 212.

Sidste serie endte også 6-2 til Stenhuset 1125-1035). Her var Torben flyvende med 235. 

Samlet vandt Stenhuset 32-16 i en kamp, der startede lige, men som Stenhuset gradvist overtog. Topscorer var Torben med 1171. 

 

Damernes 2. hold spillede i den forgangne weekend lokalkamp mod LBC, som vi desværre tabte 2-8 :-(

Første serie blev en kæmpe afklapsning af vores hold, som fik det forkerte ben først ud af sengen. Vi tabte hele 486-738.

Herefter fulgte to meget tætte serie, hvor vi desværre manglede marginalerne. Vi tabte 2. serie 561-586 og 3. serie med sølle 613-618. 

I fjerde serie var der heldigvis trøst, da vi spillede en rigtig god serie og vandt 711-594. Ninna (211) og Ketty (207) fandt det flotte, høje niveau frem i denne serie.

Samlet 2-8 (2371-2536). 

Stenhuset topscorere blev Ketty (641) og Ninna (479 på 3)

 

Stenhuset og Trekanten, som i maj 2018 mødtes i DM finalen, gav i den forgangne weekend hinanden en værdig topkamp, da de to hold mødtes i Løvvang Bowling Center. Begge hold præsterede god fight, højt niveau og gav hinanden kamp til stregen. 

Første serie var tæt og endte 4-4 (1100-1125). Randi (234) og tilbagevendte Mie (208) startede bedst for Stenhuset. 

I anden serie manglede Stenhuset de små marginaler. En skidt 10. rude blev dyr, idet keglerne blev tabt med en margin på 4. Stenhuset vandt dog to doubler og sikrede dermed 4-4 (1113-1117).

I tredje serie hævede gæsterne niveauet og vandt 2-6 (1117-1201). Stenhusets bedste i denne serie var Lone (209) og Mika (201). 

Fjerde serie blev kampens klart bedste. Trekanten spillede rigtig god bowling, men Stenhuset var bedre og vandt 6-2 (1244-1197). Mie (266) og Lone (235) var helt flyvende i denne serie, men også Charlotte (213) var over par. 

De to sidste serier blev desværre tabt 2-6 (1157-1225) og (1095-1137). 

Samlet 20-28 til Trekanten - et fair resultat af en god bowlingkamp. 

Stenhusets topscorer var Lone med flotte 1260. 

Stenhusets 3. hold herrer vandt lørdag topkampen mod BK Skawbo og lagde sig alene i spidsen for 3. division nord. Holdet har nu tre sejre i tre kampe. 

Første serie blev kampens mest velspillede. Her vandt Stenhuset 1015-960. Svend Erik Kristensen scorede en flot serie på 222 og var sit holds bedste. 

Anden og tredje serie var tætte og marginalerne var på Stenhusets side. Anden serie vandt Stenhuset 952-932. Dion var med 188 højst scorende i denne serie. 

I tredje serie var intet afgjort før sidste kugle var spillet. Jacob Larsen skulle lukke 10. rude for at sikre sejren. Det gjorde han på fornem vis med en spare og en strike. Dermed scorede han 210 og Stenhuset vandt 934-926. 

I fjerde og sidste serie spillede gæsterne pludselig markant bedre, mens flere på Stenhusets hold fik problemer. Stenhuset tabte serien 987-1015, men reelt var det en fremragende serie på 258 til Jacob, der forhindrede Skagboerne i at hente keglerne. 

Samlet vandt Stenhuset 8-2 (3888-3833). 

Topscorer blev Jacob med flotte 833. 

Stenhusets 1. hold herrer spillede dobbeltkamp i den forgangne weekend. Lørdagens modstander i sæsonens tredje hjemmekamp var topholdet BK Outsiders, mens turen søndag gik til Århus for at spille mod Amici i Viby.

Status efter lørdagens hjemmekamp mod BK Outsiders er den helt usædvanlige, at Stenhuset nu er uden sejr i sæsonens tre hjemmekampe. Det er mange år siden det sidst er sket i 1. division. Vi må også være ærlige og sige, at vi kun kan takke os selv for, at det ikke lykkedes at vinde. Kampen bød på alt for mange udfald mod en modstander, der bestemt gav os et vindue til at vinde kampen. Vi udnyttede bare ikke muligheden. 

Fra starten i første serie lagde Stenhuset sig i front på alle doubler. Men stille og roligt åd Outsiders sig ind, og Stenhuset begyndte at misse. Torben/Anders såvel som Martin/Kløjer endte med at tabe klart. Den sidste double med Kim/Claus endte meget tæt. Claus kunne i sidste 10. rude sikre sejren med 9 eller X, men det blev til en 8'er. Dermed endte serien uafgjort og Stenhuset tabte samlet 1-7 (1075-1179). Denne dårlige start blev udslaget for, at Outsiders vandt kampen, for resten af kampen var meget jævnbyrdig. 

Anden serie endte 4-4 (1235-1173). Anders (247) og Torben (233) vandt deres double med langt over 100 kegler. Claus (229) spillede også en god serie, men selvom doublen nåede over 400 tabte vi med næsten 50 kegler. I tredje serie spillede gæsterne skidt og Stenhuset kunne relativt let vinde 6-2 (1162-1067). Anders og Per H gik forrest i denne serie med 2x223. 

I fjerde serie spillede Stenhuset blændende bowling, og det samme gjorde gæsterne. En fremragende serie endte 6-2 til Stenhuset (1351-1295). Anders og Claus scorede begge 264. Kim kom ind fra bænken og scorede 215, mens også Torben (223) og Per H (210) ville være med i "over-pari" festen. 

Herefter brød det midterste banesæt ned, så de sidste 2 serier blev spillet på banerne 9/10, 13/14 og 21/22. Dermed var stemningen og intensiteten reelt ødelagt. Ingen af holdene spillede specielt godt i de to sidste serier, hvor Stenhuset desværre ikke kendte besøgstiden. Outsiders vandt begge serier med 2-6 (1095-1122) og (1066-1076). Surt!

Samlet 21-27 til Outsiders (6984-6912)

Topscorere: Anders (1344) og Per H (1010 på 5)

 

Søndag gik turen så til Århus til kampen mod Amici. Torben havde afbud til denne kamp grundet arbejde, så Stenhuset stillede uden reserve. Det blev dog en rigtig fin bowlingkamp, hvor Stenhuset spillemæssigt steppede op. 

En tæt førsteserie endte 2-6 til Stenhuset (1152-1213). Claus startede fantastisk med en serie på 280! Anden serie blev velspillet og tæt. Stenhuset vandt en double sikkert, men tabte desværre keglerne med sølle 4 pinde. Dermed endte serien 6-2 til hjemmeholdet (1252-1248). 

Tredje serie gik igen Stenhusets vej. Med stabilt spil og få fejl over hele linjen vandt vi 2-6 (1144-1243). Samme billede tegnede sig i fjerde serie, som også sluttede 2-6 (1144-1206). I femte serie førte Stenhuset midtvejs i serien, men så strikede Amici pludselig stribevis og sluttede serien fantastisk af. En velspillet serie endte 6-2 til hjemmeholdet (1245-1218). 

I sjette og sidste serie gik hjemmeholdet helt i stå, så Stenhuset havde meget let ved at vinde 0-8 (1048-1209). Martin/Kløjer var lige ved at komme i problemer, da Amici fik et par tripler, men stormen blev reddet af efter en flot afslutning. 

Samlet vandt Stenhuset fortjent 18-30 (6985-7337). 

Martin Rosenkvist havde store problemer i lørdagens kamp, men fik i den grad taget revanche søndag. 1363 på 6 serier gjorde ham til topscorer og en vigtig del af forklaringen på sejren. Også Kim fik sig flot revancheret fra en sløj lørdag med flotte 1267. Anders fortsatte den gode stil med 1291. 

Stenhuset ligger p.t. på fjerdepladsen i 1. division. Om 4 uger gælder det to udekampe mod Smut og RBK 90 (NB! Vi er fortsat ubesejret på udebane)

Stenhusets 2. hold damer hentede lørdag endnu en hjemmesejr, da Thisted BK blev sendt hjem til Thy med et stort nederlag. 

I første serie spillede Stenhuset rigtig god bowling og vandt 660-631. Lisbeth startede fremragende med 192, og også Ninna spillede med 175 en god serie.

I anden serie var det Ketty der gik forrest med en serie på 187. Gæsterne havde noget sværere ved at få spillet til at hænge sammen i denne serie, som Stenhuset vandt 606-544. 

Tredje serie blev meget tæt. Det lykkedes Stenhuset at sikre sig endnu en sejr med de knebne cifre 598-584. Forskellen var dermed reelt et par spares. Ketty var Stenhusets bedste i denne serie med 175. 

Sjette serie blev endnu mere tæt, faktisk så tæt at den endte uafgjort (600 - 600). Dermed fik de to hold ét point hver. Ketty (185) og Ninna (172) scorede Stenhusets højeste serier.

Samlet vandt Stenhuset 9-1 (2464-2359) og lægger sig dermed i spidsen for rækken efter tre kampe.

Topscorer: Ketty med 701. 

Stenhusets 2. hold herrer er kommet halvskidt fra land i årets 2. division med to nederlag mod hhv. BBKL og Stars & Strikes. Lørdag skulle holdet så spille en svær udekamp mod Hjørring BC. Det skulle vise sig at blive en kamp, som giver masser af grund til optimisme. Stenhuset fik spillemæssig oprejsning og fik fightet sig tilbage i kampen efter en svær start.

Første serie endte 4-4. En af hjemmeholdets doubler startede med en serie på 504, heraf 279 til Ole Ditlev. Denne double tabte Stenhuset naturligvis kæmpestort, men det lykkedes at vinde de to øvrige forholdsvis sikkert. Stefan (222) og Per D (223) startede suverænt. Stenhuset nåede 1138 mod 1191 til hjemmeholdet. 

Herefter fulgte to svære serier. Anden serie vandt hjemmeholdet 6-2 (1077-1057), hvilket Stenhuset med rette kunne ærgre sig over. Der manglede få spares for at vende nederlaget til en sejr. I tredje serie blev spillet langt bedre, men desværre var hjemmeholdet nu helt ustyrlige. Hjørring BC vandt serien 8-0 (1315-1147). Stefan (227), Daniel (225) og Per D (224) spillede fremragende serier, men desværre fordelte de sig på hver sin double. 

Nede med 18-6 syntes gode råd dyre, men Stenhuset fortsatte ufortrødent og fik sig fightet tilbage i kampen. Hjemmeholdet kom ned på jorden igen, og i fjerde serie kunne Stenhuset relativt let vinde 2-6 (1053-1098). Morten Jacobsen var bedste mand i denne serie med 223. Også femte serie endte 2-6 (1085-1145), og her var Stefan (223), Bastian (212), Preben (208) og Henrik Binderup (200) de største bidragsydere til festen. 

Sjette serie blev velspillet og Stenhuset vandt for tredje serie i træk med 2-6 (1126-1177). Per Dennis (243) sluttede af med dagens højeste Stenhuset-serie, mens også Binderup (204) og Daniel (210) var over pari.

Samlet sluttede kampen 24-24 (6847-6762). Et flot comeback af Stenhuset, der giver masser af optimisme forud for de kommende kampe. Næste opgave er mod BK Outsiders 2 på hjemmebane. Her skulle vi meget gerne have sæsonens første sejr.

Dagens topscorer: 

Per Dennis (1230) og Stefan (1050 på 5 serier)

Stenhuset vandt søndag den anden hjemmekamp i træk, da Brasilia blev sendt hjem til Odense med et nederlag på 30-18. 

Stenhuset kom forrygende fra start i kampen og bragte sig foran 22-2 efter de første tre serier. Seriescorerne var 1149, 1130 og 1099. Dette vidner naturligvis også om en meget svag start af gæsterne, der kun i anden serie fik sig sneget over 1000 kegler. 

I første serie startede Janni, der vikarierede pga afbud, fremragende med 245. I anden serie var Mika flyvende med 238, mens Randi med 223 fulgte en første serie, som også var over 200, godt til dørs. I tredje serie var det Lone (210) og Charlotte (204), der overtog førertrøjen. 

I den sidste halvdel af kampen faldt Stenhusets niveau, mens gæsterne hævede deres. Stenhuset tabte 4. serie 2-6 (1095-1098) og manglede i den grad marginalerne. Næstsidste serie sluttede 4-4, inden det igen i 6. serie blev 2-6 (1067-1116). 

Stenhusets topscorer blev Mika med 1172.