Familiebowling
- Detaljer
- Oprettet: 9. marts 2020
- Skrevet af Erik Kalmar Møller Jensen
Kunne I tænke jer en fritidsaktivitet, som hele familien kan dyrke sammen?
Så skulle I overveje at begynde til familiebowling i Bowlingklubben Stenhuset, Løvvang Bowling Center i Nørresundby.
Familiebowling foregår hver torsdag i tidsrummet 16.30 – 17.30. (Der kan dog være mulighed for andre tidspunkter for familier, som ønsker det)
Et familiemedlemsskab kan tegnes af familier på 2-6 personer, hvoraf der er mindst én person under 18 år.
Hvad indeholder familiebowling?
- Træning: Familien kan få tilknyttet en bowlingtræner, så I gradvist kan lære bowlingspillets forskellige elementer og blive dygtigere til at bowle. Du kan f.eks. lære spareteknikker, teknik til at skrue kuglen, grundspil, timing o.s.v.
- Familiedyst: I kan dyste mod andre familier, som også går til familiebowling. Hvem bliver ugens bedste bowlingfamilie?
- Familiehygge: I får en aktivitet, som I dyrker sammen. I kan dyste indbyrdes eller hjælpe hinanden til at blive bedre. Bowling er en både hyggelig og social sport.
- Alle generationer kan deltage: Børn og forældre, men bedsteforældrene kan også være med.
Vil I prøve familiebowling?
Man behøver ikke tilmelde sig på forhånd – man kan bare møde op en torsdag senest kl. 16.20 i Løvvang Bowling Center. Henvend jer til Stenhusets ledere, som sørger for, at I får en bane.
Det er gratis og uforpligtende den første måned – herefter kan man melde sig ind, hvis man ønsker det.
Priser
Der findes to slags familiemedlemsskaber: (Der spilles 3-4 personer pr. bane).
1) Fast medlemskab - fast(e) bane(r) til familien hver torsdag kl. 16.30 – 17.30. Pris pr. person: 80 kr. pr. måned.
2) Fleksibelt medlemskab – betaling fra gang til gang, hvis man ikke kan komme hver gang. Pris pr. person: 40 kr. pr. torsdag.
Priserne inkluderer lån af bane, kugler, sko og trænerbistand.