En weekend, der gav både håb og spænding
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Stort set samtlige hold fra Stenhuset var i kamp i weekenden d. 22.-23. april 2023. Her er et overblik.
DAMERNE i ligaen ligger fortsat på førstepladsen efter denne weekends kampe, men kampen om grundspillets førsteplads ender med at blive tættere end vi kunne ønske det. Lørdag tabte vores damer på hjemmebane til SAS København med 20-28, mens det søndag blev til en spinkel sejr på 26-22 over Ravnsborg. Da Trekanten samtidig vandt begge deres kampe er Stenhusets forspring nu skrumpet til 8 point før den sidste runde, hvor Stenhuset hjemme møder Lucky, mens Trekanten hjemme i Kolding tager imod Brasilia. Vi krydser fingre for, at Stenhuset holder skansen.
Herrernes to bedste hold slås for livet i hhv. ligaen og 1. division. Ligaholdet tog lørdag et stort skridt mod overlevelse, da Center blev besejret 14-34 i Rødovre. Søndag skabte Stenhuset sig en komfortabel føring over én af de andre konkurrenter i bunden, nemlig SAS. På udebane i Tårnby førte Stenhuset klart, men så fulgte et banenedbrud og en pause på næsten 1½ time. Efter pausen vendte kampen desværre på hovedet, og det endte med en sejr på 26-22 til SAS. Søndagens øvrige resultater flaskede sig ikke for Stenhuset! Ravnsborg fik hele 40 point mod Enghaven, mens Center højst overraskende slog LBC med 26-22. Dermed ligger Center, SAS og Stenhuset stort set side om side - og ét af holdene skal ned i 1. division. Stenhusets to sidste kampe spilles i Løvvang om 3 uger mod Brasilia og Trekanten.
Herrernes 2. hold var før weekendens kampe bagud med 31 point til Smut, som lå lige over nedrykningsstregen. Derfor var kniven på struben inden lørdagens hjemmekamp, men dette pres forvaltede Stenhuset godt. Vores hold vandt en klar sejr på 38-10 og halede dermed gevaldigt ind på fynboerne. Søndag skulle endnu en hård nød knækkes, nemlig Trekanten på hjemmebane. Her kom Stenhuset ud for det helt usædvanlige, at Trekantens Mikkel Brus præsterede 2 300-serier i træk. Stenhuset kæmpede godt, men tabte kampen 18-30. Og også i 1. division gik de øvrige resultater Stenhuset imod. LBC formåede kun at slå Smut med 26-22. Dermed har Stenhuset syv point op til Smut på den anden side af nedrykningsstregen inden den sidste runde, hvor Stenhuset spiller lokalbrag mod LBC, mens Smut skal en tur til Kolding.
Lokalholdet sikrede sig denne sæsons GULDMEDALJER efter en sejr på 18-6 i lørdagens kamp
Stenhuset i DM finalen efter sejr over SAS
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Stenhuset deltager i weekenden d. 25.-26. juni 2022 i Final 4 i Løvvang Bowling Center, som er en del af DM-ugen.
Lørdagens semifinalemodstander var SAS København. Stenhuset blev nummer 2 i grundspillet, mens SAS blev nummer 3.
I første kamp var der niveauforskel på de to hold. Kampen var slut allerede efter 4 serier, hvor Stenhuset førte 28-4. Seriescorerne 1201, 1242, 1195 og 1201 vidner om stor stabilitet af vores hold. Vores samlede keglefald på 4839 var klart bedre end københavnernes 4219. Kampens topscorer var Sascha med 869.
Anden kamp blev en helt anderledes tæt affære, hvor Stenhuset startede med at komme bagud 0-8 (1042-1154). Det var lidt af et chok, og det skabte en vis usikkerhed. I anden serie var Stenhuset heldig med at sikre 4-4 (1096-1151), og herefter kom vores hold heldigvis op på hesten. Tredje og fjerde serie blev vundet 6-2 (1165-1120 og 1109-1061), og dermed var stillingen 16-16 før de sidste to serier.
I begge de to sidste serier vandt Stenhuset kun én double, men den blev vundet stort nok til at sikre sejren på det samlede keglefald. Begge serier sluttede således 4-4 (1093-1061) og (1116-1070). Den super tætte kamp sluttede 24-24 (6621-6617), og således var Stenhuset klar til finalen mod Trekanten, som klart slog Ravnsborg. Stenhusets topscorer var Christine med 1242.
GULD TIL STENHUSET - Herre 3 fuldender imponerende stime
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Stenhusets 3. hold i pulje B (4-mands open) har cruiset gennem sæsonen 2021-22 på imponerende vis.
Sæsonens fjortende og sidste kamp skulle spilles lørdag d. 21. maj 2022 i Han Herred Bowling Center i Fjerritslev. Omend det var under vanskelige forhold snuppede Stenhuset sejr nummer 14 i lige så mange kampe. Hjemmeholdet blev slået 2-8 (2053-2206) med Rasmus Christoffersen som topscorer med 613.
Stenhuset slutter sæsonen med imponerende 130 point i 14 kampe, hvor det maksimalt opnåelige antal point ville være 140. Ingen kampe er vundet "mindre" end 8-2 og i de fleste kampe blev det til 10-0. Stor respekt for en MEGET flot sæson.
De øvrige medaljer gik også til Aalborg-hold: Der var sølv til Five o'Clock og bronze til BKC.
Se billeder af guldholdet på vores facebookside.
Ligadamerne i DM SLUTSPILLET!
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Det bliver med Stenhuset-deltagelse, når Løvvang Bowling Center d. 25.-26. juni 2022 lægger baner til DM semifinalerne og finalen i dameligaen.
Lørdag d. 21. maj blev sidste kamp i grundspillet afviklet. Lucky fra Herning fra ikke lucky enogh til at snuppe en sejr over Stenhuset, som med sin sjette sejr i træk sikrede sig grundspillets andenplads, 3 point foran SAS, som bliver Stenhusets mest sandsynlige semifinalemodstander.
Kampen var rent keglemæssigt ikke på niveau med flere af de andre hjemmebanepræstationer i denne sæson, men sejren var aldrig i fare. Lucky vandt en enkelt serie, men ellers sad Stenhuset på kampen fra start til slut. Især i de to sidste serier, hvor Stenhuset hævede niveauet, blev der sat trumf på.
Samlet vandt Stenhuset 32-16 (6721-6438) med Bettina "BD" Hansen som topscorer med 1207.
Så kære venner: Nu kan I godt finde klaphatten og Stenhuset-halstørklædet frem. Lørdag d. 25/6 skal vi spille DM SEMIFINALE PÅ HJEMMEBANE i Løvvang Bowling Center.
Tillykke piger med en flot præstation i grundspillet
Stenhusets herrer opnår historisk placering
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Det var ikke kun Premier League og superligaen i fodbold, der havde sidste spillerunde i weekenden d. 21.-22. maj 2022. Det galdt også for bowlingligaen.
Stenhusets herrer har i de seneste uger øjnet en mulig (overraskende) FINAL-4 placering, dvs. en plads I DM slutspillet. Ambitionerne led et knæk for 14 dage siden, da Brasilia "kun" blev slået 28-20 i Løvvang, men i denne weekend skulle vi forsøge at høste point nok til at komme i det forjettede land.
Det blev ved "lige ved og næsten" for Stenhuset! Lørdagens kamp i Vejle mod Enghaven, som slås for at undgå nedrykning, så ellers ud til at gå Stenhusets vej. Vores hold spillede i det store hele en god kamp og var foran 16-24 inden den sidste serie. Seriescorerne var pæne! Tre serier lå omkring 1300, mens to lå mellem 1100 og 1200. Men ligesom det var tilfældet i kampen mod Brasilia, så havde vi i den sidste serie hverken heldet eller dygtigheden. Enghaven vandt 8-0 (1175-1108), og dermed fik de uafgjort 24-24 i en kamp, som Stenhuset ellers sad på og burde have vundet.
Topscorer for Stenhuset i Vejle var Erik med 1323, stærkt forfulgt af Kimmy med 1302.
Søndag var holdet så kørt længere øst på, til World Cup Hallen i Rødovre, hvor modstanderen var et andet nedrykningstruet hold, nemlig traditionsklubben SISU. Hjemmeholdet startede som lyn og torden og kom foran 14-2 efter de første to serier (1286-1119) og (1336-1283). Dermed må man sige, at Stenhusets slutspilsambitioner led at afgørende knæk. Men i denne situation viste Stenhuset forbilledlig moral, og ikke alene kom vi tilbage i kampen - vi endte med at vinde den! I en velspillet 3. serie vandt Stenhuset 3-5 (1254-1265), og herefter præsterede Stenhuset tre serier i træk mellem 1310 og 1330, som gav 3 x 2-6. Dermed vandt Stenhuset fortjent kampen 23-25 (7453-7651). Men da Brasilia samtidig lammetævede ST med 40-8 gik den sidste slutspilsplads til odenseanerne. Desværre for SISU fightede Enghaven sig til 23 point mod LBC, og dermed sikrede vejlenserne sig overlevelse. SISU må med få points margin en tur ned i 1. division.
Topscorere i Rødovre: Bo (1126 på 5 serier!), Kimmy 1352.
Dermed slutter Stenhuset på 5. pladsen i Danmarks bedste række, hvilket er den bedste placering et herrehold fra Stenhuset har opnået i bowlingligaens historie. Vi skal tilbage til 80'ernes 1. division (som den bedste række hed dengang) for at finde en højere placering.
Tillykke til gutterne med en flot sæson!
Ligaherrerne fortsætter højt niveau og dufter savsmuld
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Stenhusets ligaherrer leverede i seneste kamprunde imponerende resultater og viste meget højt spillemæssigt niveau, da både S.A.S og BK Center blev sendt hjem til hovedstaden med store nederlag.
Holdet fortsatte i samme rille i lørdagens kamp mod ST Viborg, der kæmper for at undgå nedrykning. Viborgenserne spillede en god kamp mod Stenhuset, men fik trods dette ikke et ben til jorden.
Stenhuset vandt hele 40-8 (7723-7100). Det var anden kamp i træk med disse imponerende cifre. Alex Basala spillede sit livs kamp med 1466 (!!), men også Erik (1330) og Kløjer (1327) er værd at fremhæve.
Søndag var modstanderen så topholdet LBC. Da Stenhuset rykkede op i ligaen var der et klart store-/lillebror forhold mellem LBC og Stenhuset, og de første kampe endte med store sejre til LBC. Bl.a. husker vi en kamp i 2018, hvor Stenhuset kom foran 6-2 og endte med at tabte 6-42. Efter dagens kamp står det klart, at der ikke er tale om et tronskifte, men at der der derimod nu er tale om to stort set jævnbyrdige hold. Vores hold leverede en mandfolkepræstation mod vicemestrene, og da kampen var færdigspillet var der kun 10 keglers forskel: 7480 mod 7470. Efter 4 serier stod der 16-16, men i kampens sidste face var LBC en anelse skarpere i de afgørende situationer. Således sluttede kampen 27-21. Marginalerne var med de grønne, der vandt keglerne i første serie med 8 og i tredje serie med 6.
Stenhusets topscorer i søndagens kamp blev Kimmy med flotte 1391.
Stenhuset indtager p.t. ligaens femteplads og skal forsøge at hente Brasilia på den fjerdeplads, der giver adgang til slutspillet. Stenhuset skal møde netop Brasilia på hjemmebane d. 24/4 i en direkte duel. Derudover mangler vores hold 4 kampe.
Stenhuset fortsat suveræne i den nordjyske række B
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Lørdag d. 26/3 vandt Stenhusets 3. hold for 11. kamp i træk, da BKC blev slået 10-0 (2772-2231).
Kampen var reelt blottet for spænding, idet Stenhuset vandt alle serier stort.
Stenhuset har nu imponerende 102 point af 110 mulige på sæsonens 11 kampe og cruiser sikkert mod guldmedaljer.
Dagens topscorer var Binderuå med 736.
Lokalholdet vandt lørdag 20-4 over BK Strike, men tabte desværre til BK Nordkraft med 6-18 søndag.
Stenhusets 2. hold leverer flotte uderesultater i 1. division
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Stenhusets 2. hold herrer spiller sin første sæson i 1. division vest, og holdet har på imponerende vis budt stort set samtlige hold i rækken op til ligeværdig dans. Derfor ligger holdet i øjeblikket på femtepladsen i rækken med mulighed for at avancere til fjerdepladsen. Det er en helt imponerende præstation i en række, der er væsentligt stærkere end 2. division.
Holdet var afbudsramt til weekendens kampe og måtte drage til Åbenrå / Kolding uden reserve.
Lørdagens kamp mod BK Sydvesten i Sportscentrum Åbenrå så på forhånd meget svær ud. Sønderjyderne er stærke på hjemmebane og havde brug for point. Men Stenhuset startede kampen bedst og vandt første serie 2-6 (1135-1165), og det var faktisk kun én spare, der afgjorde, at serien ikke sluttede 0-8. I anden serie blev der til gengæld gjort rent bord, da Stenhuset sejrede 1118-1166. Henrik Jensen var sit holds bedste med 223 i denne serie.
Herefter vågnede hjemmeholdet op til dåd, og selvom Stenhuset fortsat gjorde det godt, så blev det nu langt vanskeligere at hente point. Tredje serie blev tabt 8-0, og Stenhuset kunne ikke være tilfredse med 1072. I de to efterfølgende serier vandt Stenhuset i begge tilfælde 2 doubler, men tabte desværre den sidste double stort nok til også at tabe keglerne. Fjerde serie blev tabte med 2 kegler, mens marginen var 13 kegler i 5. serie. I sidste serie tabte Stenhuset 8-0 (1286-1166) og kunne ikke stille noget op.
Samlet 26-22. Et trods alt meget tilfredsstillende resultat med Per H som topscorer (1288).
Søndagens kamp mod Trekanten-KIF 2 i Kolding formede sig lige omvendt. Koldinenserne kom foran 12-4 og spillede ganske overbevisende. Stenhuset havde svært ved for alvor at presse hjemmeholdet. Men så faldt hjemmeholdets niveau pludselig i tredje serie, som Stenhuset vandt 1089-1102, og det var kun en meget ærgerlig 10. rude som forhindrede os i at snuppe alle point. Fjerde serie blev dagens bedste for Stenhuset. Ligesom i 3. serie vandt vi 2-6 (1048-1203) og Per D stod med 237 for dagens højeste serie.
I femte serie fik Stenhuset det meget svært og var heldige med at snuppe 2 point (sejr på 2 kegler), mens de to øvrige doubler blev tabt stort (1156-988). Efter denne nedslående oplevelse faldt hjemmeholdet helt på halen i sidste serie, og et hårdt kæmpende og stærkt fightende Stenhuset holdt havde lidt for let ved at vinde 0-8 (993-1080) og dermed snuppe den samlede sejr 22-26 (6589-6543). Søndagens topscorer var Kim med 1212.
Ligadamerne snublende tæt på slutspilsplads
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Stenhusets ligadamer rider i øjeblikket på en bølge af succes. Efter den danske rekord og storsejren over Brasilia i seneste kamprunde skulle den gode stime i denne weekend fortsættes: Lørdag på hjemmebane mod bundholdet PIF København og søndag mod Pin-Crackers på hjemmebane - den mest direkte duellant i kampen om slutspilspladserne.
Lørdagens kamp udviste som forventet niveauforskel mellem Stenhuset og de københavnske gæster. Dette sagt omend københavnerne faktisk spillede en rigtig god kamp med mange flotte serier. Stenhuset vandt kampen 36-12. Efter 6-2 i første serie (1281-1116) fulgte to serier, hvor gæsterne faktisk var bedst. Keglemæssigt vandt PIF begge disse serier, men Stenhuset vandt i begge tilfælde to doubler, således at resultatet blev 4-4. I anden halvdel af kampen skruede Stenhuset op for niveauet og tillod kun gæsterne at snuppe to point. Fjerde serie, som blev vundet 8-0 (1374-1061) er én af de absolut bedste serier et damehold fra Stenhuset nogensinde har præsteret. Alt klappede, og med serier på 266, 258 og 231 var der ikke andet en dyb beundring at spore blandt tilskuerne. I femte serie (6-2) scorede Stenhuset 1189 mod PIFs 1185. Og herefter fulgte så sidste serie, som gæsterne trods en fremragende score på 1249 tabte med 8-0. Stenhuset scorede nemlig 1372 i en serie, hvor alle var over 200!
Samlet 36-12 (7377-6881). Topscorer var Christine med imponerende 1411.
Søndagens modstander var ligeledes fra hovedstaden, nemlig Pin-Crackers. Københavnerne vandt det omvendte opgør i Grøndal med 30-18, så det var Stenhuset, der havne revanche til gode.
Niveauet i kampen var højt, men ikke lige så højt som i lørdagens kamp. Stenhuset vandt 34-14 og grundlagde sejren med 2 x 6-2 i de to første serier. Første serie sluttede 1158-1094, mens anden serie blev kampens mest velspillede. Med 1262-1233 viste de to hold virkelig topklasse. I tredje serie faldt Stenhuset ned på 1090 og var lige ved at tabte 0-8, men en enkelt double sled sejren i hus. Derefter overtog Stenhuset igen initiativet og hente 20 sikre points i de sidste serier med scorer på 1200, 1131 og 1171. Stenhuset scorede samlet 7012 mod 6714 til gæsterne. Søndagens topscorer blev BD med flotte 1247.
Ligaen føres fortsat klart af Trekanten, der søndag slog PIF med hele 44-4. Stenhuset og SAS ligger stort set side om side på anden pladsen, dog med et lille forspring til københavnerne. Ravnsborg, der i dag vandt i Odense, ser p.t. ud til at snuppe den sidste slutspilsplads. Der resterer 3 kampe i grundspillet. Stenhusets margin til Pin-Crackers på 5. pladsen er på næsten 80 point, så det må anses som helt usandsynligt, at vi misser slutspillet. Det er i juni, det er på hjemmebane, og det er et selvtillidsfyldt og MEGET velspillende hold, der bærer de blå trøjer i øjeblikket.
Tillykke med en flot stime piger!
Stenhusets herrehold sejrede på hjemmebane søndag d. 6/3
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Stenhusets bedste herrehold i ligaen skulle søndag d. 6/3 forsøge at følge op på lørdagens flotte sejr på 34-14 over Center. Modstanderen var SAS fra København, som i de senere år flere gange har været i DM slutspillet. Stenhuset spillede denne søndag sin bedste hjemmekamp nogensinde og satte ny hjemmebane-klubrekord (kun overgået af et udebaneresultat i Tønder).
Stenhuset startede med at vinde 6-2 i en meget velspillet førsteserie (1305-1256), inden der i de to efterfølgende serier blev gjort rent bord. Anden serie sluttede 8-0 (1372-1096), og ligeså sluttede 3. serie (1319-1167). I fjerde serie faldt niveauet en smule, men Stenhuset snuppede en 6-2 sejr (1213-1157). Derefter skuede vores hold atter bissen på og vandt de sidste to serier 6-2 (1359-1293) og 8-0 (1327-1202).
Af personlige resultater kan fremhæves, at Erik med 1217 og Kløjer med 1286 var eneste spiller under 1300! Dette i sig selv er historisk. Torben Lindstrøm, der har spillet over 300 førsteholdskampe for Stenhuset, sad på bænken samtlige 6 serier. Kimmy blev topscorer med 1386.
Med denne weekends pointhøst på hele 74 point bevægede Stenhuset sig fra nedrykningsfare til reel slutspilskandidat. Vi har nu 246 point for 11 kampe. Der er 28 point op til fjerdepladsen, som giver adgang til slutspillet, men Brasilia ( på denne placering ) har spillet en kamp mere.
Også Stenhusets 2. hold i 1. division fik rejst sig efter lørdagens nederlag på 44-4 til topholdet i Horsens. Team Århus blev sendt hjem med et nederlag på 32-16 i en kamp, hvor Henrik Jensen var topscorer med 1200.