Store sæsonstartsweekend: Alt i alt en succes for Stenhuset
- Detaljer
- Oprettet: 24. september 2023
- Skrevet af Per Høberg
Weekenden d. 23.-24. september bød på sæsonstart i ligaen og 1. division. De øvrige hold startede sæsonen tidligere i september, og er generelt kommet godt fra start. Det kom også til at gælde for ligaholdene denne weekend.
Ligaherrerne kom fra start med to sejre! Hjemmekampen mod oprykkerne fra ST om lørdagen i Løvvang lignede ellers lidt af et mareridt. Stenhuset kom bagud 6-18 efter de første tre serier, men så blev bøtten vendt og kampen blev vundet 28-20.
Søndag ventede Brasilia i Odense Bowlinghal - en udebane, som Stenhuset historisk set har haft meget svært ved at løse. Det blev en lavscorekamp på vanskelige baneforhold, men Stenhuset vandt kampen 22-26 :-)
Ligadamerne viste sig værdige til titlen som forsvarende danske mestre, da holdet på udebane vandt over to af sidste sæsons slutspilsdeltagere. Lørdag bød på en klar sejr i Tårnby på Amager over SAS med 14-34, mens søndagens sejr i Køge blev på 20-28 over Ravnsborg.
Herrernes 1. divisionshold gennemgik en spillemæssigt horribel weekend og kunne slet ikke løse hjemmebaneolien. Heldigvis havde modstanderne det også svært, og i to tætte kampe tabte vi lørdag 22-26 til Silkeborg, samt 20-28 til Fight fra Herning. Der skal andre boller på suppen i de kommende kampe, men det var trods alt glædeligt, at en forfærdelig omgang bowling resulterede i 42 point.
Herrernes 3. hold var tæt på en meget overraskende sejr over BC Royal i Frederikshavn, men det endte 30-18 til hjemmeholdet efter at de vandt 16-0 i de to sidste serier. Stenhuset spillede dog en god kamp. Der var debut til Ronni Reedtz.
4-mandsholdet vandt 2-8 ude over SFFB Sæby og måtte have assistance af to ungdomsspillere pga. mange afbud. Oscar og Mayan gjorde en fremragende indsats.