2. division: Stenhuset sikrer sig sølvet

Stenhusets 2. hold herrer havde lørdag d. 14/4 muligheden for at slutte sæsonen 2017/18 med guldmedaljer om halsen, men det så på forhånd meget vanskeligt ud. Ganske vist førte Stenhuset divisionen før dagens kampe med 2 point foran BK Nordkraft og 18 point foran LBC 2. Dagens modstander var netop LBC 2, mens BK Nordkraft hjemme mødte Stars & Strikes.

Set med Stennhuset briller fik kampen den værst tænkelige start. BK Nordkraft vandt 8-0 i første serie over Stars & Strikes (smalle sejre i alle sejrer), mens Stenhuset tabte 0-8. Vi startede spillemæssigt på det jævne med 1087 mod 1213 til LBC. 

I anden serie meldte Stenhuset sig ind i kampen og vandt 6-2. Men der skulle en serie på 1240 til (1162 til LBC). Daniel var holdets bedste med 230, mens Kim (220), Per H (212) og Gabi (201) også spillede på højt niveau. Samtidig hentede Stars & Strikes en 6-2 sejr over Nordkraft, så spændingen var tilbage. 

I de efterfølgende serier viste det sig dog, at Stenhuset ikke kunne følge med et meget velspillende LBC hold i dag. Tredje serie sluttede 4-4 (1165-1154). Vi tabte en double med én kegle, men heldigvis lykkedes det at holde fast i føringen på keglerne. Gabi (246) og Jacob (226) spillede rigtig godt i denne serie. 

Fjerde og femte serie blev begge tabt 2-6. I fjerde serie scorede Stenhuset 1230, hvilket man MEGET sjældent taber på i 2. division. Med LBC scorede 1239. Femte serie var mere ulige, 1138-1230. Gabi holdt sit imponerende høje niveau og scorede i 3.-5. serie 246 tre gange i træk. Bo Lentz stod i 4. serie for kampens højeste serie med 266, og da han var på double med Gabi vandt de 512 - 473. Tænk at tabe på 473!

Nu var Stenhuset i den situation, at der skulle to point på kontoen i sidste serie for at sikre sølvet. Ellers ville LBC overhale os. Dette kom heldigvis aldrig rigtig i fare. Sidste serie endte 4-4 (1196-1203). Både Jacob/Daniel og Gabi/Bo sikrede sig sejre. Bo (234) og Daniel (226) steppede op og sejrede.

Samlet 18-30 (7046-7200). Keglemæssigt var det Stenhusets næstbedste kamp i sæsonen.

Topscorere: Gabi (1326) og Bo (1062 på 5 serier)

 

Tredjeholdet kunne før sidste spillerunde ikke slippe væk fra sidstepladsen, men det forhindrede dem ikke i at slutte sæsonen med maner. BK Outsiders 2 blev sendt hjem til Brønderslev med et nederlag på 32-16. Vores hold leverede en kamp på et godt og stabilt niveau, hvor kun én serie blev tabt. 
Topscorere: Randi (1265) og Per D (1227). 

Template Design Ext-joom.com