2. division: Sejr i topkamp, samt nederlag til 3. holdet
- Detaljer
- Oprettet: 12. marts 2018
- Skrevet af Per Høberg
Vores to hold i 2. division var begge i kamp søndag d. 11/3. 2. holdet spillede topkamp på hjemmebane mod Stars & Strikes fra Frederikshavn, mens 3. holdet spillede en svær lokalkamp mod BK Nordkraft, som er 2. holdets nærmeste forfølger i toppen.
2. holdet var på en svær opgave mod Stars & Strikes - en kamp, der på papiret så meget lige ud. Sådan blev det dog ikke, for Stenhuset spillede en rigtig fin kamp på højt niveau. I en tæt første serie kom vi fra land med en sejr på 6-2 (1150-1129). Jacob (201) og Daniel (207) startede stærkest. Anden serie blev endnu bedre. Her vandt vi 8-0 (1215-1034). Serien var ikke for alvor spændende. Jacob Justsen kom ind fra bænken og startede med 211, men også Bo (224), Kim (214) og Daniel (210) ville lege med.
Tredje serie sluttede uafjort. Begge hold vandt en double, og Stenhuset trak længste strå i en meget tæt double. Dermed sluttede serien 4-4 (1080-1140). Det kunne Stenhuset være godt tilfredse med. I fjerde serie gik det helt i smadder for gæsterne, som tabte klart 8-0 (1152-947). Jacob Justsen var med 247 flyvende i denne serie.
Femte serie sluttede 4-4 (1144-1102). Gæsternes Kim W. Nielsen fyrede en serie på 278 af, mens de øvrige spillere havde det svært. Endelig sluttede sidste serie 6-2 til Stenhuset uden spænding. Per H og Bastian tabte stort, mens de øvrige doubler vandt stort. Kim Johansen scorede fantastiske 278 i denne serie.
Samlet en flot sejr på 36-12 til Stenhuset (6948-6429). Topscorere var Jacob Larsen (1176 på 6), men nævnes skal også Kim Johansen (1031 på 5) og Jacob Justsen (1056 på 5).
Mindre godt fik det desværre for tredjeholdet i kampen mod de stærke lokalrivaler fra BK Nordkraft. Vores hold spillede ellers en fin kamp, men måtte se sig slået af en stærk modstander.
Første serie var ganske tæt og sluttede 6-2 til Nordkraft (1147-1110). Der var comeback til Stine Schorman Johansen i Stenhuset-trøjen, og i sin første kampserie scorede hun 245 og sikrede 2 point. Også Gabi startede godt med 205.
I anden serie (8-0 1311-1090) var Stenhuset trods fint spil chanceløse). Noget bedre blev det i tredje serie, som Stenhuset var tæt på at vinde 0-8. Vi tabte dog en enkelt serie med 3 kegler og måtte derfor nøjes emd 2-6 (990-1091). Det var utroligt at se Nordkraft falde fra 1311 til 990 på én serie.
I fjerde serie havde vi ikke marginalerne med os og tabte 6-2 (1114-1076), hvilket også blev resultatet af femte serie, som vi dog keglemæssigt tabte væsentligt større (1170-1034). Endelig tabte vi desværre sidste serie med 8-0 (1181-1094). Samlet sluttede kampen 36-12 (6913-6495).
Dagens topscorer var Gabi med 1294. Stine blev næstbedst med 1224.
I toppen af 2. division ligger Stenhuset nu nummer 1 med 347 point. Samme antal point har LBC 2, som dog har spillet en kamp mere. BK Nordkraft ligger nummer 3 med 343 point.
Stenhuset mangler en svær udekamp mod BK Split i Thisted, samt en hjemmekamp mod LBC 2. BK Nordkraft mangler at møde Stars & Strikes i Løvvang, samt Outsiders 2 i Brønderslev. Der venter således en spændende sæsonafslutning.