Stenhusets damer viste storspil og sejrede mod Fight
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Dagens kamp i 1. division damer i Løvvang Bowling Center stod mellem Stenhuset og Fight fra Herning. Det var en kamp, som ikke alene gav debut til Heidi Bach Madsen - det var også Janni Holmgrens første kamp i denne sæson efter familieforøgelsen. Det skulle vise sig at blive en rigtig god kamp for damerne!
Fra start var det tydeligt, at gæsterne fra Herning ikke havde tænkt sig at give op på forhånd. De bed særdeles godt fra sig, og pressede Stenhuset til det yderste i den første serie. Holdene fulgtes ad gennem stor set hele serien, og i ottende rude havde Fight et mindre forspring. Dette blev dog hentet efter en fremragende slutspurt af Stenhuset, hvor adskillige strikes hang sammen. Det endte med en komfortabel sejr på 1123-1001. Charlotte scorede 236 i denne serie.
I anden serie gentog stort set samme mønster sig. Herningenserne spillede ganske habil bowling og fulgte godt med Stenhuset, som først til slut viste sig som det bedste hold. Igen fik vores hold sluttet serien godt af og endte med at vinde 1080-1018. Sascha, der havde scoret 215 i den første serie, svang sig i denne serie op på 218.
Efter baneskiftet fortsatte Stenhuset det gode spil, men gæsterne skruede nu endnu mere op for blusset. Tredje serie blev overordentlig velspillet, og der var ikke så meget at sige til, at det var Fight, der trak det længste strå. Gæsterne vandt 1159-1113 i en serie, hvor der ikke var en finger at sætte på Stenhusets hold, der spillede solidt og stabilt.
I fjerde serie havde Fight fået blod på tanden og gik målrettet efter yderligere to point. Efter at de to hold havde fulgtes ad i de første fem ruder skabte Stenhuset sig et lille hul, som dog blev lukket efter et par splitter til Stenhuset, mens Fight havde flere dobler og en enkelt 5-dækker. Før 10. rude var Fight foran med 31 kegler, men havde misset 2/6 tienderuder. Kravet til Stenhuset var derfor, at der skulle stilles doublestrikes, mens der ikke var råd til missere. Og man må sige, at holdet sluttede af med manér. Heidi, der havde en strike i 9. rude, lavede de to første i tiende, og også Janni lavede en double (sluttede på 231). Også Grethe præsterede en double, og da alle andre lavede spares lykkedes det at hive en sejr på 1125-1108 i hus.
Kampen blev dermed vundet 8-2 (4441-4286), hvilket er sæsonens hidtil bedste resultat. Da Amici samtidig tabte 2-8 i Hjørring, mens KBK/Kammeraterne hjemme slog HIK med 8-2, er Stenhuset nu alene på førstepladsen, seks point foran Amici og KBK/Kammeraterne, der deler andenpladsen. I morgen gælder det en svær udekamp mod Viking i Århus.
Dagens topscorer: Sascha (843). Janni præsterede 786 i sin første kamp, mens Heidi efter en skidt første serie kom stærkt igen og fik en samlet god debut.
Damerne måtte bøje sig for Thor 94, men bevarede 1. pladsen
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Stenhusets damer spillede søndag på hjemmebane mod Thor 94, hvor holdet skulle forsøge at gå efter en sejr, efter at det lørdag lidt skuffende kun blev til 6 point mod HBK 91. Desværre viste sønderjyderne fra Vojens markant bedre takter, end det var tilfældet i den modsatte kamp, som Stenhuset vandt 10-0 i oktober måned.
I den første serie lå Thor 94 i lang tid til at vinde serien. Stenhuset havde lidt svært ved at få sammenhængende strikes, og Thor spillede med stor sparesikkerhed. Men mod slutningen af serien begyndte Thor 94 at misse på nogle afgørende tidspunkter, og Sascha formåede at lukke med en vigtig stribe strikes. Dermed blev serien vundet 1027-1005, og det kunne vi bestemt ikke være utilfredse med.
I anden serie var spændingen meget hurtigt væk. Thor 94 spillede ganske enkelt fremragende i denne serie, hvor Stenhuset tabte 20-30 kegler i næsten hver eneste rude. Det endte med et smædeligt nederlag på 872-1150 i en serie, hvor Stenhuset bestemt ikke viste imponerende takter. Men heldigvis var der langt fra en opgivende attitude på holdet. Der var stor vilje til at forsøge at hente det tabte hjem igen.
I den tredje serie viste Stenhuset rigtig fint spil. Fra start til slut lå vi et skridt foran gæsterne, og selvom Thors ankerspillere præsterede 209 og 225 var det Stenhuset, der vandt 1096-1050 på en god holdpræstation. I sidste serie faldt niveauet desværre igen, og momentum bølgede frem og tilbage. I 9. rude var de to hold stort set lige, men hele 3 splits til Stenhuset i 10. rude blev desværre meget dyre. Thor 94 vandt serien knebent (1029-1047) og dermed kampen 6-4.
Stenhusets samlede keglefald (4124 mod 4252 til Thor) var i underkanten, men samlet set kan der ikke siges så meget til Thors sejr. I anden serie var de en klasse bedre end os, og når vi vinder 2/3 tætte serier må vi være tilfredse. Heldigvis fik Stenhuset hjælp af noget nær ideelle resultater i de øvrige kamp i divisionen. I Århus slog Amici KBK/Kammeraterne md 8-2. Således ligger Stenhuset nu på 1. pladsen med 76 point for 11 kampe. Samme antal point har Amici på 2. pladsen, men Stenhuset er bedst indbyrdes. KBK/Kammeraterne er 8 point efter, men har spillet én kamp færre. Men må således sige, at spændingen er intakt i 1. division damer. Næste kampweekend er d. 14.-15. februar, når Stenhuset gæster Viking i Århus og tager imod Fight fra Herning.
Dagens topscorer: Charlotte (759)
Herrernes 2. hold på medaljeplads efter udesejr - også 3. holdet og mixholdet fik sejre i lokalopgør
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Stenhusets 2. hold herrer fik søndag revanche mod MBK Stjernen 67, som vandt efterårets kamp i Løvvang Bowling Center med 8-2: I dag vandt Stenhuset nemlig kampen i Herning med samme cifre. Det var en kamp, som blev vundet på solidt og stabilt spil fra stort set alle spilleres side.
Den første serie blev ganske velspillet og spændende, og det hjalp ikke hjemmeholdet, at de havde en spiller, som præsterede en serie på 236. Hos Stenhuset lavede Jacob 216 og Gunnar 202, og dermed var de to spillere hovedforklaringen på, at det lykkedes at vinde serien 1143-1101.
I anden serie gik Stenhuset desværre ned i gear, og selvom hjemmeholdet ikke imponerede, så lykkedes det dem at vinde 1087-1044. Det var især "heltene" fra første serie, Gunnar og Jacob, der nu pludselig havde fået problemer. Men heldigvis tilhørte kampen Stenhuset, så snart baneskiftet var overstået. Her var det især Bastian og Jacob, der præsterede gode serier. Den tredje serie blev ganske vist meget, meget tæt, og det var kun marginalerne, der gjorde, at Stenhuset vandt så knebent som 1067-1060.
Det knebne nederlag knækkede formentlig hjemmeholdet, for i sidste serie var der ikke meget i deres spil, der hang sammen. Stenhuset vandt let 1107-1022, og dermed var sejre på 8-2 hjemme. Stenhuset ligger nu pludselig på 3. pladsen i 2. division nord efter en god weekend med 16 point. Divisionen føres af Stars & Strikes Frederikshavn, som endnu en gang nyder godt at deres hjemmebane, hvor ingen hold kan præstere noget som helst. Søndag var det BK Skive, der måtte tage til takke med 0-10 og et keglefald på under 3800 i Rødspættebyen. BK Viborg er på 2. pladsen og Beach Bowl på 4. pladsen, á point med Stenhuset.
Dagens topscorere: Jacob (749), Bastian (748) og Chresten (748)
Også Stenhusets 3. hold herrer fik en sejr i topkampen mod BK 81 i Løvvang. Stenhuset vandt de to første serier med cifrene 679-669 og 752-605. Den anden serie, hvor Poul Erik (214) og Preben (202) var flyvende, blev afgørende for kampens udfald. Den tredje serie blev vundet klart af BK 81 med 702-605, og ligesom Stenhuset vandt den første serie knebent, så var det i fjerde serie BK 81's tur til at vine kvebent: 666-646. Dermed vandt Stenhuset kampen med 6-4 (2682-2646) og er på andenpladsen i pulje A.
Topscorer: Jan Ulrik Hansen (748)
Stenhusets mixhold vandt weekendens kamp mod LBC med 6-4 efter sejre i første og sidste serie. Det var en meget lige kamp, hvor Stenhuset altså endte med det samlet højeste keglefald.
Herrerne tabte snævert i topopgøret
- Detaljer
- Skrevet af Lars Møller Jensen
Herrernes 1. hold mødte i dag topholdet Trekanten, der i kraft af en pæn føring ligger til oprykning til bowlingligaen. Stenhuset lå efter lørdagens sejr på 2. pladsen, så der var tale om et ægte topopgør.
Holdet startede den første serie under vanligt niveau. Strikerne hang ikke sammen og vi skulle frem til 8. rude før vi fik en double. Samtidigt tordnede Trekanten fra start og selv om vi fik styr på spillet i slutningen af serien blev vi banket med 1361 til Trekanten mod vores 1159. Bagud med over 200 kegler efter første serie så det sort ud.
Holdet lod sig dog ikke slå ud og holdt fast i det gode spil fra slutningen af første serie. Det lagde pres på Trekanten som kom bagud med halvfjerds kegler midt i serien. Trekanten kom dog stærkt igen, og ved indgangen til 10. rude, var vi helt lige. Her viste Stenhuset styrke - alle mand lukkede solidt, og selv om Trekanten også lukkede godt, var det forgæves og vi løb med en sejr på 25 kegler.
Tredie serie var lige hele vejen igennem med Trekanten lidt i front mod slutningen. Vi fik føringen hentet, men et par ærgerlige affald i 10. rude, gav Trekanten en sejr på 21 kegler.
Den sidste serie blev aldrig spændende. Stenhuset kom hurtigt foran, men aldrig med så meget, at de samlede kegler kunne komme i spil. Inden 10. rude førte vi med 110 kegler, og selvom Trekanten igen sluttede godt, tog vi serien med 71 kegler.
Vi endte med 4836 mod Trekantens 4963, og hvert hold vandt to serier hver. Kampen var tæt og intens med godt spil, og begge hold havde stor ære af indsatsen.
Herrernes førstehold ligger efter week-endens kampe på 2. pladsen i 1. division vest med 14 point op til Trekanten.
Bedste individuelle præstationer:
Lars H. 875, Kløjer 823, Knuden 806 og Per H. 803.
Se flere detaljer om kampen på infosport.
Bjørnebanden fik sejr over Apollon i lørdagens sene kamp
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Bjørnebanden fik i dag en dejlig hjemmesejr over Apollon i 2. division, men ligesom det var tilfældet i damernes kamp mod HBK 91, så manglede herrerne marginalerne i et enkelt tilfælde. Dagens kamp blev spillet kl. 17.00 (måske fordi det var en TV-kamp?), men spillerne kunne dog nå hjem i tide til at overvære Danmarks vanvittige kamp mod Polen i håndbold :-)
Det var med hiv og slæb, at der overhovedet kunne stilles hold i denne weekend, hvor samtlige hold var i kamp. Bjørnebanden var således også uden reserve til dagens kamp, som var Dennis’ sidste på hjemmebane i over et halvt år, eftersom han skal studere et halvt år i Skotland.
Den første serie gik i den grad Stenhusets vej. Apollon kom en smule foran i de første ruder, men herefter trak Stenhuset fra i hver eneste rude. Holdet spillede samlet set solidt, og det endte med en klar sejr på 1101 – 993.
I anden serie blev spillet pludselig decideret ringe. Det var kun de rutinerede kræfter, der holdt niveauet, idet Chresten og Gunnar gjorde hvad de kunne for at holde niveauet oppe. Ingen af holdets øvrige spillere nåede op over 160, hvilket selvfølgelig ikke er imponerende. Men det var nær blevet til en sejr alligevel, for Apollon spillede meget lidt imponerende. Det endte med, at Apollons ankermand (som havde 110 i 9 . rude) skulle præstere en 9’er i 10. rude for at sikre sejren. Han leverede et skidt slag, som ramte utroligt tyndt på venstre side, og nærmest som ved et mirakel væltede 9 kegler. Dermed vandt Apollon med én kegle (1012-1011).
Efter baneskiftet fik herrerne heldigvis genfundet melodien. Spillets niveau blev hævet betragteligt, og selvom Apollon fulgte fornuftigt med, så var det såre fortjent, at Stenhuset vandt 3. serie med 1129-1093 og 4. serie med 1152-1112. Især Dennis og Bastian, som havde det meget svært i 2. serie, havde rigtig godt fat i spillet i disse serier. Bastian lavede solide 202 og 204, mens Dennis med 209 og 213 endte med at blive banens bedste.
Dermed blev det til en samlet sejr på 8-2, og dermed har herrerne fortsat kontakt til medaljepladserne i 2. division nord, som er meget tæt i denne sæson. I morgen gælder det den svære udekamp mod MBK Stjernen 67 i Herning. Herningenserne formåede overraskende at slå os 8-2 i efterårets kamp i Løvvang, og dermed er der (forhåbentlig) lagt op til revanche i Herning søndag.
Dagens topscorer: Dennis (763)
Herrerne slår Brasilia 8-2
- Detaljer
- Skrevet af Lars Møller Jensen
Der var topopgør i Løvvang i dag hvor udeholdet Brasilia på 2. pladsen mødte Stenhusets herrer på 3. pladsen. Der var inden kampen forventning om en tæt kamp, hvor vi skulle spille på højt niveau.
Sådan kom det ikke til at gå. Brasilia fik aldrig spillet rigtigt til at køre, og derfor fik vi gode arbejdsbetingelser, selv om vi også selv havde vore problemer.
Kampen blev spillet på bane 27-30, og uden nyoliering var banerne mere som vi kender dem fra torsdag aften, end til sædvanlige turneringskampe. Det var dog nok mest til vores fordel, hvilket afspejles i Brasilias vanskeligheder med at finde spillet.
1. serie var tæt men vi fik trukket fra til sidst og endte med en 72 keglers sejr. 2. serie startede også tæt, men halvvejs gav Brasilia op, og vi endte med en 130 keglers sejr. 3. serie startede igen tæt, men vi fik igen trukket fra til sidst og endte med en 66 keglers sejr. Den sidste serie startede også lige, men i modsætning til de tre andre var det Brasilia der gennem en stærk femte og sjette rude fik momentum, og det endte med et nederlag i sidste serie på 40 kegler.
Samlet set et rigtigt godt resultat mod den nærmeste modstander, men ærgerligt at vi ikke kunne tage fuldt hus.
Individuelt havde holdet en ren strikemaskine med, idet Jan P. virkeligt havde indstillet spillet, og med 29 striker førte han an i dagens kamp.
Bedste individuelle resultater:
Jan P. 923, Per H. 844 og Lars H. 837.
Vi ligger nu natten over på 2. pladsen, 2 point foran Brasilia og 12 point efter Trekanten, som i dag i Løvvang tabte 8-2 til Five o'Clock. I morgen møder vi kl. 9.00 i Løvvang førerholdet fra Trekanten.
Se alle kampens resultater her og andre kampresultater fra 1. division vest herrer her.
Damerne snydt af marginalerne
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Det lykkedes for Stenhuset at sikre sig en sejr på 6-4 i dagens kamp mod HBK 91 i 1. division vest, men set over kampen som helhed for denne sejr beklageligvis for lille. Marginalerne var med gæsterne på de afgørende tidspunkter, og trods sejren tabte Stenhuset terræn i topstriden i divisionen.
Den første serie så længe ud til at gå Stenhusets vej. Ganske vist var spillet ikke prangende, men gæsterne diskede heller ikke ligefrem op med lækkerier. I 6. rude førte Stenhuset med næsten 70 kegler - et forspring, som desværre blev bortforvaltet i den sidste halvdel af serien. Efter en god enkeltmandspræstation i 10. rude lykkedes det for HBK 91 at vinde serien så knebent som 998-988. Et surt nederlag.
I anden serie var holdet som forvandlet, og pludselig spillede Stenhuset ganske fremragende bowling. Gæsterne fik ikke et ben til jorden, og både Susanne, Ketty og Sascha scorede 200 eller derover i denne serie, som blev vundet 1134-1009.
I tredje serie gik det desværre igen galt. HBK 91 spillede ganske stille og roligt derudaf, og flere af Stenhusets spillere fik lige pludselig uoverstigelige problemer. Der er ikke så meget at sige - serien blev tabt 958-1006, og nu var en sejr i sidste serie påkrævet.
Den kom heldigvis også i hus, og det endda med eftertryk. HBK 91 gik pludselig helt ned, og Stenhuset havde let ved at vinde 1053-882. Dermed var sejren på 6-4 en realitet - en kamp, som når man kigger på modstanderens seriescore, vel nok burde have været vundet 10-0. Man skal imidlertid ikke græde over spildt mælk, og i morgen er der en ny kamp på hjemmebane med Thor 94. Vi krydser fingre for en sejr i denne kamp.
Dagens topscorer: Sascha (749).
1. hold herrer fra Brørup: "Yes We Can"
- Detaljer
- Skrevet af Lars Møller Jensen
Det var med spænding at holdet så frem mod dagens kamp i Brørup mod Sydjysk Bowling Team. Dels var det returopgøret til en intens match tidligere i sæsonen, og dels var der store gisninger om baneolieforholdene i Brørup.
Vi fik ved ankomsten til hallen oplysning om at banerne til dagens kamp var olieret med dual-oil, hvilket vil sige at de to baner i baneparret havde forskellig oliering, og dermed skulle spilles forskelligt.
Under opvarmningen var det tydeligt, at de uvante baneforhold gav alle holdets spillere væsentlige spillemæssige udfordringer, og ved kampens start var der nogen usikkerhed om hvordan hver af banerne skulle spilles.
1. serie blev tålmodighedens serie, hvor ingen spillere rigtigt fandt spillet. Torben blev højeste mand med 187 mens laveste serie blev 157. Samlet nåede vi 1024 mod SJBT på 1115.
2. serie fortsatte som 1. serie var sluttet, men bagud med 40 kegler efter 4. rude, var det som om at momentum skiftede, og vi fandt banerne mere og mere. I 5. rude hentede vi 20 kegler, og uden at spille rigtigt godt tog vi afstand. I 7. og 8. rude spillede vi pludseligt rigtigt godt, strikerne hang sammen, og inden 10. rude førte vi med 60 kegler. Her blev der rutineret sparet hjem, og sejren var i hus med 1134 mod 1065.
At vi fik 2 point inden baneskiftet kom vist bag på både modstanderne og os selv, og kampen var helt åben.
3. serie var åben frem til 7. rude hvor vi førte med 40 kegler, føringen holdt gennem 8. rude, men blev reduceret til 20 kegler inden 10. ruden. SJBT afsluttede 10. ruden meget stærkt med flere sammmenhængende strikes, og inden Kløjer og Torben skulle spille deres 10. rude var vi nede med 10 kegler. Det viste sig efter at de begge havde sparet, at der skulle samlet 19 kegler på tavlen for at vinde serien med en kegle. Torben kastede først og lavede en meget tynd indgang som heldigvis stillede 3'er keglen dejligt alene tilbage. Herefter skulle Kløjer "bare" lave en strike, og det var lige hvad "The Ice Man" gjorde. Serien var vores med 1137 mod 1136.
Det tog kampgejsten fra SJBT. Den sidste serie blev en walk-over, med en føring på 100 kegler i 4. rude og en samlet sejr på 215 kegler, tog vi også med sikkerhed keglerne, hvor vi ellers var bagud med 21 kegler samlet inden sidste serie. Samlet 8-2 og 4520 mod 4326.
Kampen der så meget svær ud inden starten og efter 14 ruder, viste sig at være en opgave som vi kunne løse, i kraft af tålmodighed og godt holdspil. Dagens spil giver grund til optimisme inden den spændende dobbeltkamp om 3 uger hvor vi møder Brasilia og Trekanten på hjemmebanen i Løvvang. De to kommende modstandere er placeret på første- og anden-pladsen, med Stenhuset på tredie-pladsen.
Dagens individuelle resultater:
Henning med 619 på 3 serier efter indskiftning og Kløjers afsluttende serie på 266 (10 striker på dual-lane).
Nederlag til herrernes 2. hold i lokalopgør - men sejr til mixholdet
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
I lørdagens lokalopgør i 2. division nord mellem Stenhuset og Five'o Clock blev det til et knebent nederlag til Stenhuset. Efter at have haft overhånden i lokalopgørene mod Five o'Clock de seneste mange sæsoner lykkedes det altså denne gang for Clockerne at få skovlen under os - og det selvom det før den sidste serie tegnede til en Stenhuset sejr.
Five o'Clock havde flere normale førsteholdsspillere på holdet til dagens kamp, hvilket naturligvis stillede dem stærkere end sædvandligt i 2. division. Men traditionen tro blev det en spændende og intens kamp, som de ganske mange tilskuere i Løvvang Bowling Center blev vidner til. I den første serie fulgtes holdene pænt ad og ingen var på noget tidspunkt foran med mere end 45 kegler. Mod slutningen havde Five o'Clock en mindre føring p.g.a. mange splitter til Stenhuset i 7.-9. rude. Men da hele tre af Five o'Clocks spillere missede deres 10. ruder øjnede vi chancen. Desværre bød 10. rude på endnu 2 store splitter (det blev til i alt 8 splits i 7.-10. rude), og således blev det til et ærgerligt nederlag på 1109-1121.
I anden serie var Stenhuset mere i teten end det var tilfældet i første serie. Kun i korte glimt var Five o'Clock foran i dysten, og Stenhuset havde da også en komfortabel føring. Denne føring var så komfortabel, at tre spillere (heriblandt Stenhusets to ankermænd) kunne tillade sig at misse i 10. rude uden at det kostede point. Serien blev vundet 1069-1063 - men prangende var det ikke.
Efter baneskiftet fik Stenhuset klart bedst fat. Det blev til mange gode strikes, men også ærgerlige missere, som holdt Five o'Clock inde i kampen. Flere af modstanderne havde det dog sværere på det nye banesæt end vi havde, og en solid holdindsats resulterede i en sejr på 1102-1072. Dermed var Stenhuset foran med 4-2 og 25 kegler før den sidste serie.
Desværre blev kampens afslutning en rigtig skidt oplevelse. Flere af holdets spillere faldt helt sammen i de første fem ruder. Alt for mange spares blev misset, og splitter kom unægteligt meget på tværs. Allerede efter 4 ruder var Five o'Clock foran med 120 kegler, og dermed var serien reelt tabt. Five o'Clock fortsatte nemlig i flot og frigjort stil, og Stenhuset kunne intet stille op. Serien blev tabt så klart som 1246-1050, og dermed vandt Five o'Clock kampen 6-4 4502-4330. Resultatet var egentlig OK i en kamp, hvor Stenhuset bestemt ikke præsterede sit optimale, og hvor Five o'Clocks hold var væsentligt stærkere end normalt. Næste opgave om tre uger er en dobbeltkamp på hjemmebane mod Apollon 2 og på udebane mod MBK Stjernen 67.
Dagens topscorer:
Per H (786)
Lasse T (767)
Stenhusets mixhold i Mix A rettede op på herrernes nederlag ved at vinde deres kamp mod Five o'Clock med 6-4. Stenhusets seniorer har nu spillet fire kampe mod Five o'Clock i denne sæson, og de er alle endt 6-4. Tre af kampene (1. hold herrer, 2. hold herrer i første halvsæson og mixholdet) er faldet ud til Stenhusets fordel. Man må sige, at lokalopgørene har været tætte og spændende.
Herrernes 1. hold vandt og er tre point fra 2. pladsen
- Detaljer
- Skrevet af Lars Møller Jensen
Dagens kamp mod Amici fra Viby nær Århus, var en ujævn indsats hvor holdet først midt i tredie serie kortvarigt fandt fodfæste.
Første serie endte med fire mand under 180! Simple opsamlinger af enkeltkegler kiksede, og splitterne stod i kø. Vi kom i løbet af serien mere og mere på hælene, og efter 7. rude var vi bagud med 40 kegler. To dobler i 8. rude og resten opsamlinger udlignede dog Amicis føring, og serien endte med smal sejr på 1095 mod 1078.
Anden serie var vi bagud fra start til slut. Selv med en super afslutning blev det til et nederlag på 1113 mod 1133.
Efter baneskiftet gik det fra midt i serien meget bedre. Nu var holdet på banen, og fra en lige kamp, skiftede spillet karakter og vi rykkede klart fra Amici, og sluttede på 1211 mod 1095. Det skulle vise sig at være det eneste vi så til det sædvanlige niveau i hele kampen.
Fjerde serie blev igen en jævn affære, og vi skulle helt frem til sidste rude, inden det stod klart at vi ville vinde en 8-2 sejr. Serien blev vundet med 1120 mod 1086, og kampen med 4569 mod 4392.
Individuelt præsterede Jan P. flotte 855 og Torben L. 815. Kløjer kom flot igen med samlet 589 på 3, efter 140 i 1. serie og en udskiftning.
Vi holder nu juleferie på 5. pladsen, kun 3 point fra Fight på 2. pladsen. Kort efter nytår venter udekampen d. 4. januar mod Sydjysk Bowling Team i Brørup.