Herrerne spillede i eftermiddag lokalopgør mod Five o'Clock. Lokalopgørene har i en årrække været en tilbagevendende begivenhed, hvor der er kæmpet om æren af en sejr. Five o'Clock ligger nu desværre til nedrykning, og dagens kamp var derfor den sidste, for et stykke tid, og vi skulle specielt derfor gerne komme ærefuldt ud af opgøret.

Inden kampen fik vi information om, at Enghaven havde tabt 10-0 til Sydjysk BT, så kravet til os, var en 10-0 sejr for at bevare det et points forspring vi inden weekendens kampe, havde på andenpladsen.

De to første serier inden baneskiftet blev spil til et mål, hvor vi sikkert kom foran 4-0, med 1265 mod 1154 og 1252 mod 1099.

Efter baneskiftet blev spillet mere lige, men 3. serie blev aldrig spændende, og vi vandt med 1200 mod 1138.

Dermed skulle den sidste serie "bare" spilles hjem, men som så ofte i sidste serie, gik vore spil helt i stå. Peter Mølgaard var den eneste som kunne spille banerne med flotte 268, og vi endte med 1117, samtidigt med at Five o'Clock spillede deres bedste serie på 1244.

Vi tabte dermed to points, og rykkede ned på 3. pladsen i rækken, inden den sidste kamp der spilles næste søndag d. 18. april kl. 13.00 i Løvvang, hvor Stars & Strikes kommer på besøg. Sydjysk BT skal møde Fight i Brørup. Vi skal have to point mere end Sydjysk BT for at genvinde andenpladsen. Vi er sikre på medaljer.

Dagens individuelle præstationer: Kløjer med 894, Peter med 850 (efter 356 på 2) og Lars H. med 840. Se alle resultaterne på infosport.

Dagens bedste individuelle resultat
Kløjer dagens bedste

Stenhusets damer satte tidligt søndag formiddag Fight fra Herning til vægs i dagens kamp i 1. division damer vest. Der var reelt tale om en kamp uden betydning, efter at oprykningen til bowlingligaen definitivt blev sikret i den seneste hjemmekamp mod Amici. Damerne stillede dog til start i stærkeste opstilling og var opsatte på at vise godt spil.

 

Opvarmningen blev en smule kaotisk. Charlotte havde hævede fingre og kunne ikke passe en eneste af sine kugler. Efter et par meget flyvske afleveringer blev det besluttet, at Charlotte skulle starte ude. Hun fik en pose is til at køle fingrene ned, således at hun forhåbentlig ville være klar til anden serie.

 

Kampen blev præget af en meget usikker indledning. Der var mange missere, mange 9’ere og meget få sammenhængende strikes. Heldigvis for Stenhuset haltede Fight hele tiden et enkelt skridt efter os, og derfor var der aldrig for alvor grund til panik. I de sidste tre ruder fandt Stenhuset pludselig storspillet frem, og så rykkede vi fra gæsterne. Det endte med en solid sejr på 1107-963. Susanne fik lukket fremragende og nåede 219, mens Heidi 210.

 

Anden serie blev fra starten præget af større stabilitet, men til gengæld uden de store udskejelser undervejs. Der var atter i denne serie ikke ret mange sammenhængende strikes, men spændende blev serien ikke – dertil spillede modstanderen ganske enkelt for svagt. Serien blev vundet 1061-952.

 

I tredje serie fik Fight en flyvende start. Flere doubles og tripple strikes satte Stenhuset under pres, og i 5. rude var vi, trods ganske udmærket spil, bagud med 90 kegler. Herefter var det som om det gik op for damerne, at vi var ved at tabe en serie, og så blev der skiftet gear. Adskillige spillere bidrog til stimevis af strikes, og på blot to ruder var de 90 kegler hentet hjem. Dette er helt klart en af holdets meget store styrker – der bliver ikke givet op selvom vi er langt bagud. Serien endte med at blive vundet med 1156-1033 efter en fænomenal afslutning.

 

Efter denne oplevelse var Fight groggy, og fjerde serie var blottet for spænding. Både Charlotte og Sascha åbnede serien med 6 strikes, og også de øvrige spillere gjorde en god figur. Stenhuset vandt 1221-1045. Charlotte scorede 249 i denne serie, mens Sascha scorede 233 og Ketty 215.

 

Samlet vandt Stenhuset 10-0 med 4545 kegler. Fight nåede ikke 4000. Stenhuset har nu vundet ni af sæsonens i alt 10 kampe i Løvvang med 10-0. Kun HBK 91 fra Horsens har formået at tage point fra Stenhuset i Løvvang, men de vandt til gengæld også 6-4.

 

Dagens topscorer:

Sascha 844

Charlotte 662 (3 serier)

 

Kampen blev efterfulgt af et hyggeligt spil rundbold på Løvvanghallens græsplæne – en oplevelse, som Ketty skulle tilbage til sin barndom for at finde mage til!

Herrerne mødte i dag søndag på hjemmebanen førerholdet Brasilia fra Odense. Brasilia kunne med en sejr definitivt sikre sig oprykning til ligaen.

Herrerne var igen i dag uden reserve som følge af Per D.'s sygemelding, så der var pres på alle mand gennem hele kampen.

Første serie udviklede sig fra starten til Stenhusets fordel, hvor Brasilia havde svært ved at finde spillet, og midt i serien var vi foran med 50 kegler. Herfra kom serien aldrig i fare og vi endte med sikker sejr på 123 kegler.

Anden serie blev helt tæt hele vejen igennem, men en solid afslutning af Stenhuset gav os sejren med 36 kegler. Herefter var Brasilia godt nede i sækken, og alvoren stod klart for vore modstandere.

Efter baneskiftet faldt vores niveau, og vi lukkede Brasilia ind i kampen. I tredje serie var vi foran med 30 kegler inden 10. rude, men en stærk afslutning af Brasilia gav dem sejren med 27 kegler.

Herefter skulle sidste serie i hus, for at sikre en 8-2 sejr. Med et forspring på 132 kegler, skulle et nederlag ikke være muligt. Vi lagde godt ud og var midt i serien foran med 50 kegler. Herefter gik vores spil helt i sort. Strikerne udeblev og samtidigt begynde Brasilia at røre på sig. I 7. rude var vi lige, og inden 10. rude bagud med 40 kegler. Her sluttede Brasilia stort set med fuldt hus, hvor de byggede på strikes fra 9. rude, og det endte med at vi blev sat til vægs med 137 kegler, og dermed tabte vi de samlede kegler med 5.

Føj for en nedtur, og så på samme dag som damerne definitivt sikrede sig oprykning til ligaen. Vi må lære af denne kamp, sådan at vi ikke kommer i samme situation en anden gang.

Brasilia sikrede sig med resultatet førstepladsen i 1. division vest herrer, og Stenhuset må nøjes med en sølv- eller broncemedalje. Tillykke til Brasilia.

Bedste personlige resultat: Torben med flotte 926.

Se alle kampens resultater på infosport.

Herrerne var farvoritter til dagens kamp mod ST, i kraft af de to holds placering i stillingen, samt at ST kom med et reservespækket hold.

Per Dennis måtte melde afbud kort tid inden kampen. Kampen blev derfor gennemført uden reserve.

Kampen blev indledt med godt spil af Stenhuset, og vi kom hurtigt komfortabelt foran, men det blev en sovepude, og efter en række dårlige slag og et ST hold som fandt spillet, var vi presset. Faktisk troede vi da vi havde spillet færdigt, at vi havde tabt serien, men en plukker til sidst til ST, gav os sejren med 3 kegler.

Anden serie gik meget bedre, og vi var hele serien langt foran. Per Høberg lavede en "Jacob", efter 127 i første serie præsterede Per 244 i den følgende serie. Man kan filosofere over konsekvensen af udskiftninger, når samme spiller i følgende serie præsterer på et helt andet niveau, hvor der normalt var foretaget udskiftning. Anden serie blev vundet med 1350 mod 1116.

Efter baneskiftet gik vi igen i stå, og 3. serie blev tæt, uden at vi dog følte at vi tabte kontrollen. Inden 10. rude var vi foran med 40, men et ST hold som var først færdige og som sluttede med to doubler efter strike i niene, lagde lidt pres på os, som vi dog modstod.

Sidste serie blev igen helt på Stenhusets præmisser, og det sluttede med en sikker sejr på 1318 mod 1146.

Samlet 10-0 og 4941 mod 4497.

Individuelle præstationer der kan fremhæves: Sascha på 900 (der er tre herrer med nogenlunde pæne personlige resultater, men slet ikke på Sascha niveau. De resultater må I se på infosport, sammen med alle andre resultater fra kampen).

Efter at have været hos vagtlægen er Per Dennis beordret i ro, indtil han kan blive yderligere behandlet af sin læge, for hvad der desværre tyder på en begyndende diskusprolaps. Per Dennis kan derfor heller ikke deltage i søndagens kamp mod Brasilia i Løvvang.

Lørdag d. 20. marts 2010 satte Stenhusets damer en tyk, tyk streg under værdigheden af, at vi i øjeblikket ligger på førstepladsen i 1. division vest. Topkampen mod Viking blev lige præcis den bowlingfest, som alle i Stenhuset havde håbet på. Efter en 10-0 sejr tør vi godt sige, at oprykningen nu reelt er en kendsgerning. Der skal i hvert fald ske sensationer af astronomiske dimensioner i de sidste kampe, hvis ikke Stenhuset skal være at finde i bowlingligaen i næste sæson.

Det var ellers Viking, der markerede sig bedst fra starten. Flere af Stenhusets spillere havde svært ved at komme ud af starthullerne, og Viking bragte sig foran med næsten 90 kegler, da første serie var halvvejs til ende. Men så var der et par unge damer, der gik forrest: Med en fantastisk afslutning på serien og nogle lange stimer strikes opnåede både Randi og Sascha en serie 237. Dette gjorde, at Stenhuset vandt serien 1109-1087.

I anden serie løftedes holdets niveau gevaldigt. Sascha (225), Charlotte (214) og Janni (213) var holdets bedste i denne serie, som Stenhuset vandt klart med 1181-1054.

Det var som om den første serie og den overraskende vending knækkede Viking og deres spinkle håb om at hale ind på Stenhuset i toppen. Tredje serie blev ganske vist mere tæt, men endnu en flot serie på 243 til den nybagte landsholdsspiller Sascha gjorde den store forskel: Alle øvrige spillere på holdet gjorde en rigtig god figur, og holdet vandt serien 1161-1105.

Fjerde serie blev aldrig rigtig spændende: Stenhuset vandt sikkert 1123-1005.

Dagens topscorer: Sascha (900), Randi (806)

Stenhusets 3. hold herrer vandt søndagens hjemmekamp mod Hjørring BC 3 med 10-0. Alle serier blev vundet relativt sikkert, og alle mand gjorde en god figur.

Preben var en af holdets bedste spillere med 729, og det endda på trods af en skidt afslutning i fjerde serie. Topscorer blev dog Bastian, der med 211 i den sidste serie nåede 779. Dermed ser han ud til at være på vej tilbage mod storformen. 

Kampen blev vundet med cifrene 4195 - 3661.

Herrernes 2. hold har siden juleferien vist forbedrede takter i 2. division, men har været oppe mod mange gode hold. I dag var modstanderen HIK Bowling fra Hobro, der sidste sommer rykkede ned fra 1. division. Sæsonens første møde mellem de to hold i Hobro endte 8-2 til de gule, og derfor var det Stenhuset, der havde revanche til gode. Og man må sige, at vores hold formåede at give publikum i Løvvang en serværdig kamp.

Den første serie blev en meget mærkelig oplevelse for Stenhuset. Jacob Justsen fik en forfærdelig start, og nåede kun lige akkurat op på et trecifret resultat: han nåede 109! Heldigvis var der i denne situation andre spillere, der bar holdet til sejr. Knud Erik (247), Chresten (224), Dennis (213) og Jan (212) gjode det særdeles fremragende, og således vandt Stenhuset 1179-1112 efter en ægte holdpræstation.

Man må sige, at Jacob formåede at tage revanche efter den forfærdelige start. Da der ikke var nogen reserve på holdet var der mulighed for at komme igen allerede i 2. serie, og her scorede Jacob 209 (en forbedring på 100 kegler :-). Knud Erik fortsatte det høje niveau og scorede 218, og resten af holdet leverede ligeledes en solid indsats. Stenhuset vandt sikkert 1149-1035.

I tredje serie gjorde Stenhuset det ganske enkelt fremragende. Hvis Jacob var frustreret efter den første serie, så var han nu flyvende. I tredje serie blev han topscorer med 248, og også Peter (212), Chresten (212), Jan (203), og Knud Erik (213) ville lege med. HIK fik en bowlinglektion, idet de tabte 1276-1093. Dermed var de otte point reelt i hus.

I fjerde serie fik Stenhuset en lidt tøvende start, og det udnyttede HIK til at bringe sig foran med ca. 50 kegler. Men mod slutningen af serien fik Stenhuset vist, at viljen til at uddele æg var stor. Både Peter, Knud Erik og Jan P bidrog med sammenhængende stimer, og så blev det tabte hentet hjem. Sejren blev kneben (1133-1121), men det var såre fortjent, at Stenhuset fik en sejr på 10-0. Dermed er holdets position midt i rækken sikret, og nedrykning er ikke længere en teoretisk mulighed.

Det var meget glædeligt at se herrerne spille i dag. Der var god guist og flot spil på holdet. Topscoreren blev Knud Erik med flotte 891, men også Jan P slap med 802 over pari.

Stenhusets damer spillede sig søndag d. 7. marts et godt stykke tættere på oprykningen til bowlingligaen. Modstanderen var RBK 90 fra Randers, som forud for sæsonen fik underkendt sin hjemmebane, og derfor har holdet hele sæsonen måtte spille hjemmekampene i Hobro. Den første kamp i Løvvang endte 10-0 til Stenhuset, og derfor var vi også storfavoritter til dagens kamp.

Den første serie blev ingen spillemæssigt stor oplevelse. Stenhuset havde ikke færre end 15 missere (som ikke var splits), hvilket naturligvis ikke er tilfredsstillende. Seriescoren endte på lunkne 1060, hvilket dog var rigeligt til at vinde serien med 64 kegler. Charlotte var Stenhusets bedste med 201.

I anden serie blev spillet, især sparespillet, markant bedre. Humøret var højt på Stenhusets hold, og selvom der var forskel på de to baner, så fik Stenhuset god tjek på tingene. Serien blev sikkert vundet med 1164-1026. Sascha var bedst med 219, mens både Henriette og Charlotte landede på pæne runde 200.

Efter baneskiftet vendte problemerne imidlertid tilbage. Stenhuset fik en skidt start med mange uprovokerede missere. I såvel første som tredje rude blev det kun til en 3'er, og da RBK 90 samtidig startede godt ud fik de hurtigt skabt sig et forspring på 90 kegler. Stenhuset kom sig aldrig over den dårlige start, og selvom spillet blev bedre undervejs, så kom der aldrig en stime af strikes, som kunne vinde det tabte tilbage. Vores dårligste serie blev desværre hjemmeholdets bedste, og derfor måtte vi indkassere et nederlag på 1029-1082.

Fjerde serie blev aldrig spændende. Stenhuset trak fra allerede fra seriens start, og pludselig havde vi noget af det held, som havde manglet i de første serier. Sascha præsterede i sin sidste snittællende serie inden hun på tirsdag fylder 20 år, at score 238 (dagens højeste serie). Resten af holdet gjorde også en rigtig fin figur, og Stenhuset vandt sikkert 1128-1058.

Samlet vandt Stenhuset således 8-2, hvilket må betegnes som en pligtsejr. Spillemæssigt lå vi en smule under middel, men vi må være meget tilfredse med at vinde 8-2 på udebane på en dag, hvor det ikke for alvor fungerede.

Dagens topscorer: Sascha (814).

Der resterer nu fire kampe i 1. division damer, og Stenhuset har mulighed for at sikre oprykningen allerede i weekenden d. 20.-21. marts, hvor modstanderne er forfølgerne fra Viking (lørdag) og Amici (søndag). Med fuld pointhøst i disse kampe kan Stenhusets førsteplads ikke længere indhentes. Vi håber på stor opbakning i Løvvang.

Herrernes 2. hold vandt søndag en smal sejr på 6-4 i en ikke særligt velspillet kamp mod bundholdet BK Split i Thisted Bowling Center. Banerne var som ventet ganske interessante, men et par af holdets spillere formåede at levere ganske hæderlige resultater. Sejren var en opfølgning på lørdagens flotte 8-2 sejr over Hjørring BC, og dermed kommer holdet ud af weekenden med et fornuftigt pointudbytte på 14 point.

Den første serie blev ikke nogen spillemæssigt stor oplevelse. Hjemmeholdet havde et par spillere, der fik deres strikes til at hænge sammen, mens det i den grad kneb for Stenhuset. Serien blev tabt 1013-1063.

I anden serie blev spillet heldigvis noget bedre, og Stenhuset fik ikke alene hentet de tabte kegler, men fik også sat 100 kegler i banken. Jacob (225) og Jan P (202) var holdets bedste spillere i denne serie, som Stenhuset vandt 1072-943.

Det gode spil fortsatte i tredje serie, som Stenhuset vandt 1106-1008. Igen var det Jacob og Jan, der med serier over 200 holdt fanen højt. Det lignede nu en formsag at sikre en 8-2 sejr, eftersom sejrene i 2. og 3. serie viste, at Stenhuset spillede på et klart højere niveau end hjemmeholdet. Men ak! I fjerde serie tog thyboerne sig for alvor sammen, og udnyttede at Stenhusets spillere dalede i niveau. Flere af holdets spillere havde meget vanskeligt ved banerne, og endnu en god serie (214) til Jacob rakte ikke. Serien blev tabt 1041-1094.

Samlet blev det til en sejr på 6-4 (4232 - 4108).

Dagens topscorer: Jacob (819)

Søndag d. 14. februar skulle Stenhusets damer spille lokalkamp mod LBC – en kamp, hvor holdet nåede at blive ændret et par gange frem mod kampstart. Karla måtte melde fra grundet sygdom, og så blev Rie indkaldt. Der var nemlig afbud fra Charlotte og Sascha, der skulle deltage i Hammer Bronzen turneringen i Tilburg i Holland. Men lørdag aften stod det klart, at hverken Sascha eller Charlotte skulle spille finaler i den hollandske turnering, og derfor satte de ved midnatstid kursen nordpå. Således var de begge (nogenlunde) spilleklare i Løvvang søndag kl. 12.00. Rie tog plads på tilskuersæderne, og Grethe indvilligede i at tage med 2. holdet til Aars – en kamp som vores hold desværre tabte med 2-8.

Nå, men tilbage til kampen i Løvvang. Før dagens kamp havde Stenhuset vundet alle hjemmekampe med 10-0, hvis man ser bort fra 4-6 nederlaget til HBK 91. Dagens kamp blev ingen undtagelse. Stenhuset leverede en god solid præstation mod et ellers godt spillende LBC-hold, der kæmper for overlevelsen i første division.

I den første serie fandt stort set alle spillere et godt niveau. Ketty startede på bænken, og både Janni, Sascha og Randi fandt hurtigt brugbare linjer i banen. De nåede alle over 200 i denne serie. Sanne var lidt uheldig med et par splitter og en enkelt misser, og hun måtte med 165 lade sig udskifte. Men Stenhusets sejr på 1186-1062 var der ingen tvivl om.

I anden serie fik niveauet endnu en tand opad. Randi fulgte 216 fra første serie op med 221. Charlotte scorede 237, Sascha  202 og både Ketty og Janni lavede solide 194. Humøret var højt, stemningen god og fornemmelsen for endnu en storsejr var til stede. Heidi havde godt fat i førsteslaget, men var præget af sygdom, som drillede i sparespillet. Hun blev udskiftet efter anden serie, som endte med en sejr på 1201-1076.

Efter baneskiftet holdt Stenhuset fast i det gode niveau, men LBC ville bestemt spille med. I store dele af tredje serie lå vi helt lige, og flere af LBCs spillere havde flotte stimer af strikes. Desværre for dem kneb det lidt med nogle afgørende spares, hvilket gjorde, at Stenhuset mod slutningen af serien kunne trække fra. Laveste score var 175, højeste var 205. Det vidner om en god holdpræstation, som endte med en score på 1146 og endnu to point.

I den sidste serie var der grin og humør på holdet – i perioder også så meget, så spillet gik lidt for meget op i hat og briller. Der blev kørt forbi enkeltkegler, og der manglede lidt fokus på førsteslagene. Alligevel var vi ikke i nærheden af at tabe point, og så kan vi være glade for en meget flot serie – dagens højeste – på 254 til Susanne. Sascha scorede 228. Holdscoren blev 1137, sejren på 10-0 kom i hus med en samlet score på 4670. Reelt kunne vi godt have slået klubrekord i dag! De 100 ekstra kegler kunne være fundet med et par spares, samt mere fokus i sidste serie.

Stenhuset er fortsat på førstepladsen i 1. division vest, nu hele 13 point foran Viking, som er de nærmeste forfølgere. Næste opgave for Stenhuset er udekampen mod RBK 90 om 3 uger.

Dagens topscorer: Sascha (868) og Janni (806).