Damerne gled i svinget og skuffede på hjemmebane
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Efter flere sublime præstationer i slutningen af 2009 blev den første kamp i det nye år en noget flad fornemmelse for Stenhusets damer. Både spille- og resultatmæssigt blev hjemmekampen mod midterholdet HBK 91 en skuffelse. Det var en kamp, hvor baneforholdene var vanskeligere end ellers. Årsagen var, at banerne blev overtaget klokken 14.00 efter 5 timers landsturnering for ungdom. Det var også en kamp, hvor især sparespillet haltede, og hvor gæsterne spillede en kamp over vanligt niveau.
Det hele startede ellers ganske planmæssigt for Stenhuset. Holdet startede ud i vanlig suveræn stil (232 til Sascha, 210 til Randi og 203 til Heidi). Således blev første serie vundet sikkert med 1139-1055. Det lignede den forventede hjemmesejr. I anden serie spillede Stenhuset væsentligt mere usikkert end i første, og i 9. rude kunne serien gå begge veje. Stenhuset var faktisk bagud gennem hele serien, men efter en god afslutning (bl.a. med en trippel til Charlotte) vandt vi serien med 1036-1028. Trods det halvskidte resultat var der nu virkelig grund til at være ovenpå.
Efter baneskiftet fandt Stenhuset aldrig spillet. Banerne var efterhånden meget tørre, og selv sparekuglerne begyndte at skrue. Stenhuset gled i svinget, mens gæsterne fra HBK 91 profiterede. Tredje serie blev tabt 1015-1057, og således var der 4 point på spil i den sidste serie. Denne serie startede meget tæt, og i 7. rude førte Stenhuset med én enkelt kegle. Dermed var sejren på 8-2 indenfor rækkevidde. Imidlertid blev 8.-10. rude i sidste serie et ret stort mareridt for Stenhuset. Masser af missere endte med at koste ikke alene serien, men også det samlede keglefald. Serien blev tabt 1062-1138, og dermed tabte Stenhuset kampen 4-6 (4252-4278).
Kampen var naturligvis en streg i regningen, men trods alt positivt at hente 4 point på en dag, hvor spillet ikke rigtig fungerede. Der skete ikke de store forskydninger i toppen. HIK tabte 4-6 i Herning, og dermed er der fortsat 6 point mellem Stenhuset og HIK. Viking hentede 2 point, idet de vandt 6-4 i Odense, men de er fortsat 11 point efter Stenhuset. Om to uger er der dobbeltkamp op hjemmebane, hvor Thor 94 og Smut kommer på besøg.
Dagens topscorer: Randi 770.
1. hold herrer vinder sæsonens første 10-0 sejr
- Detaljer
- Skrevet af Lars Møller Jensen
Herrerne var i årets første kamp på besøg i Herning hos Fight. Stenhuset vandt tidligere i sæsonen den modsatte kamp i Løvvang 6-4, efter at have været bagud 0-4, og Fight har generelt ofte været en vanskelig opgave for herrerne.
Første serie blev spillet sikkert hjem. Fra starten sad vi sikkert på spillet og med en komfortabel føring serien igennem. Det endte med en sejr på 60 kegler.
Anden serie blev en gyser. Vi kom bagud med 80 kegler i femte rude, og Fight spillede stærkt. Men holdet ville ikke tabe uden kamp, selvom Fight holdt niveauet, spillede vi endnu bedre, og med 8 i 6., 9 i 7., 10 i 8. og 8 i 9., var vi "kun" bagud med 20 kegler inden 10. rude. Her lukkede vi stærkt og Fight blev overløbet med 11 kegler. Fantastisk flot kampgejst gav fortjent gevinst.
Herefter var det baneskifte, og det har ofte skabt problemer, men ikke i dag. Nu blev der virkeligt spillet bowling, og Fight fulgte med. Hvor mange hold ville lade sig slå ud, blev Fight bare ved. Vi var foran med 80 efter 4. rude, og holdt løbende forspinget, selv om Fight åd sig lidt ind på os. Det sluttede med en serie på 1379 mod Fights 1320.
Nu skulle den svære sidste serie i hus. Vi kom aldrig i problemer, og serien blev kørt hjem med godt 100 kegler. Samlet nåede vi 5094 mod Fights ellers flotte 4862. Fight havde kun en mand under 800 i dagens kamp.
Dagens kamp var en af de bedste holdpræstationer af Stenhusets herrer i lang tid.
Bedste individuelle resultater: Lars "900" Høberg 941, Torben 925, Kløjer 885.
Herrernes 2. hold gav oprykningsaspiranterne kamp til stregen
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Herrernes 2. hold skulle lørdag forsøge at få en god start på den nye halvsæson efter et efterår, der bød på mange skuffelser i 2. division nord. Holder har i julepausen ligget placeret i den nedre halvdel af divisionen, lige over nedrykningsstregen. Modstanderen i dagens kamp var Falcon, der kæmper med om oprykningen til 1. division. Sæsonens første møde med århusianerne endte med et nederlag på 8-2, som gerne skulle revancheres i dagens kamp.
Stenhusets herrer spillede en rigtig god kamp, men var oppe mod en stærk modstander. Den første serie blev spillemæssigt godkendt, men desværre var gæsternes Tony Sørensen i hopla med en serie på 267. Dette gjorde en stor forskel, og således tabte Stenhuset med 1134-1174.
I anden serie kom Stenhuset højere op i gear, og samtlige spillere kæmpede sig over 200, dog undtaget kamptajt Chresten. Dette tog han dog på ingen måde tungt, for holdet vandt 1243-1166. Henning var Stenhusets bedste mand med 246. Stenhuset var nu også en smule foran på kegler.
I tredje serie havde Tony Sørensen nær på ny stukket en kæp i hjulet for Stenhuset, men denne gang lykkedes det ikke. Tony, der totalt nåede flotte 1010, scorede 278 i denne serie, som Stenhuset dog vandt med 1190-1167. I denne serie var Jan P bedste med med hele 238.
Nu var der lagt op til en spændende fjerde serie, hvor Stenhuset havde mulighed for at hente en vigtig sejr. Dette lykkedes desværre ikke, da flere spillere ikke kunne holde det ellers ganske høje niveau, som var blevet lagt i kampens løb. Stenhuset tabte skuffende med 1051-1171, og dermed snuppede Falcon den samlede sejr. Stenhusets nederlag blev på 4-6 (4618 - 4678).
Man må glæde sig over, at Stenhuset spillede en keglemæssigt rigtig god kamp, hvor de gav modstanderen kamp til stregen. Der kom 4 vigtige point på kontoen, hvilket er et godt fundament for de kommende kampe.
Dagens topscorere: Henning (832), Knud Erik (809).
3. holdet herrer nærmer sig toppen efter sejr i topkamp
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Stenhusets 3. hold herrer åbnede lørdag 2. halvsæson med en formiddagskamp i Løvvang mod LBC 2. Før dagens kamp lå Stenhuset på 3. pladsen i serie 2, mens modstanderne fra LBC indtog førstepladsen, 8 point foran Stenhuset.
Stenhusets herrer spillede godt op til topholdet i den første serie, som dog desværre blev tabt med 1035-1052. Orla præsterede en rigtig god serie på 192, men derudover var spillet lidt for meget på det jævne. I anden serie blev det noget bedre, og både Orla og Morten scorede over 200 i denne serie, som Stenhuset vandt med 1087-1018.
Efter baneskiftet faldt niveaeuet, og 3. serie blev meget spændende. Intet var afgjort før i 10. runde, hvor Stenhuset trak det længste strå. Stenhuset vandt med 996-978. I fjerde serie satte Stenhuset tingene på plads, og vandt 1069-995 efter en god solid holdpræstation. Dermed vandt Stenhuset kampen med 8-2 (4187 - 4043). Stenhuset er nu kun 2 point efter LBC, og dermed er der lagt op til et spændende forår i serie 2.
Dagens topscorer: Orla Klujeff 730
Herrernes 1. hold sejrede i Frederikshavn
- Detaljer
- Skrevet af Lars Møller Jensen
Holdet var til dagens kamp i Frederikshavn forstærket med Chresten og Knud Erik i forhold til sidst, og det skulle hurtigt vise sig at den disposition af spilleudvalget var af afgørende betydning for kampen.
Turen nord på er tilsyneladende noget som flere af holdets spillere ikke ser specielt meget frem til, man kan måske ligefrem driste sig til at sige at de helst ville være fri. Udekampen mod Stars & Strikes skulle dog spilles og holdet mødte frem velvidende at det hurtigt kunne blive modgang på grund af spillemæssigt vanskelige vilkår.
Opvarmningen varslede at det ikke ville blive nemt at spille banerne, og vi startede nervøst og usikkert. Efter at de første ruder var lige, faldt vi mere og mere bagud, og var bagefter med 40 efter 7. rude. En god 8. rude i kombination med at modstanderen viste svaghed hjalp os tilbage i kampen, og inden 10. rude var vi kun bagud med 10. Stars & Strikes lukkede serien solidt, men vi var stærkere og med tre doubler sikrede vi seriesejren med 1063 mod 1037. Knudens 233 og Bjørnens 202 kunne vi ikke have undværet, i en situation hvor holdets normalt solide støtter havde det svært.
Successen i første serie gav ro, og anden serie blev mere velspillet. Stars & Strikes startede ellers stærkt, men fra midten af serien åd vi os stille og roligt foran, således at vi førte med firs inden 10. rude, og serien blev vundet sikkert med 117 kegler.
Så kom baneskiftet, og så blev det svært at følge et godt spillede Stars & Strikes hold, som roligt men sikkert udbyggede sit forspring. Det blev pludseligt igen et spil om de samlede kegler, for Stars & Strikes vandt serien med 1149 - dagens højeste serie - mod vore 998. Pu ha - vi havde smidt 151 kegler og var nu samlet bagud med 8.
Sidste serie startede lige, men en svag 5. rude fra modstanderne bragte os foran med 60 kegler efter 5., og dette forspring holdt vi stort set fast i, resten af serien. Sparespillet blev helt afgørende for dette, uden strikes i 6. og 7. rude og med kun 7 sammenhængende strikes i hele serien, er 1120 et rigtigt godt resultat. Vi sluttede med at vinde med 43, og de samlede kegler med 35.
Det er meget tilfredsstillede at holdet fik sig kæmpet tilbage i kampen og fik en 8-2 sejr med hjem. Det var den sjette 8-2 sejr i træk, og holdet holder juleferie på 2. pladsen i 1. division Vest med 62 point.
I det nye år venter en udekamp mod Fight i Herning.
Bedste personlige resultater: Comeback til Knud Erik med 791 og Chresten med 757.
Alle kampens resultater kan ses på infosport.
Stenhusets 2. hold herrer fik sejr i bundkampen
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Herrernes 2. hold spillede søndag en halvskidt kamp, men vandt alligevel den vigtige bundkamp mod BK Skive med 8-2. Kampen blev præget af meget svingende spil fra begge hold, og i almindelighed gik pointene til de hold, der havde færrest missere.
Gæsterne fra Skive kom ganske skidt fra start, og selvom Stenhuset bestemt heller ikke kom godt ud af starthullerne, så kom der en sejr i hus. Hovedforklaringen var en fantomserie af Peter Mølgaard, der slap for 1. holdets tur til Frederikshavn, og i stedet fik han chance for at bevise sit værd mod sin gamle klub. Peter scorede 267 i den første serie, hvilket bragte Stenhuset op på 1099 mod 1026 til gæsterne.
I anden serie blev Stenhusets spil bedre (all-round), og spændingen blev aldrig stor i denne serie. Med 204 var Peter Mølgaard igen holdets bedste, og det blev til en sejr på 1100-979.
Efter baneskiftet faldt Stenhusets spil sammen. Flere af holdets spillere faldt helt igennem i denne serie, hvor Skive bestemt heller ikke spillede fremragende. På trods af mange missere rykkede skibonitterne fra Stenhuset rude for rude, og selvom Stenhuset kæmpede bravt til sidst, så kunne et skuffende nederlag på 1021-1048 ikke forhindres.
I den fjerde serie kom Stenhuset heldigvis godt igen og vandt serien med 1080-1011. Serien var bestemt ikke velspillet, men gav vigtige point på Stenhusets konto.
Samlet blev det en sejr på 8-2 (4300-4064). Dermed fik Stenhuset vigtig luft i bundet af 2. division, idet der nu er skabt et hul til de tre underliggende hold.
Dagens topscorer: Peter M (786)
Damerne på FØRSTEPLADSEN efter storsejr i topkampen
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Stenhusets damer viste i dag stort format, da de vandt topkampen mod HIK Bowling fra Hobro med hele 10-0. Dermed er holdet tilbage på førstepladsen i 1. division damer, og har nu sat ekspreskurs mod sæsonens helt store mål: Oprykning til dameligaen.
Kampen blev særdeles spændende i den første del, mens Stenhuset trak mere fra efter baneskiftet. Den første serie var lige stort set hele vejen igennem, men Randi viste med en serie på 227 vejen til sejr. Stenhuset vandt serien med 1077-1053 og var dermed ovenpå fra starten. Flere af HIK’erne havde svært ved at finde banerne.
I anden serie hævede Stenhuset niveauet, og flere spillere viste nu format. Der var ingen spillere, der hang i dyndet, og så var der ingen tvivl om sejren på 1135-1032. Charlotte var med en serie på 217 holdets bedste i denne serie.
I tredje serie spillede Stenhuset sin absolut bedste serie. Holdet lagde sig i spidsen fra start, og laveste serie på holdet var 180! Serien blev vundet suverænt med 1181-1051, og drømmeresultatet var inden for rækkevidde. I tredje serie var det atter Randi, der med 219 var holdets bedste.
I fjerde serie fulgte HIK godt med i begyndelsen, men Stenhuset trak langsomt mere og mere fra. Serien blev vundet sikkert med 1134-1013, og Sascha sluttede med 234 af med dagens højeste serie.
Samlet blev det en knusende sejr på 10-0 (4527-4149) over de nærmeste konkurrenter i 1. division vest. Stenhuset kan nu holde jul på 1. pladsen i 1. division, seks point foran HIK og minimum 14 point foran Viking på 3. pladsen.
Dagens kamp gav sæsondebut til Janni Holmgren, der efter en sløv start fik sig spillet godt i gang og opnåede 700 kegler.
Dagens topscorere: Sascha (836) og Randi (834)
1. hold herrer holder 2. pladsen
- Detaljer
- Skrevet af Lars Møller Jensen
Herrernes førstehold spillede i dag lokalopgør mod Five o'Clock. Kampen blev ikke specielt velspillet, og var bedst kendetegnet ved, hvilket af holdene som spillede mindst dårligt i hver af serierne.
1. serie startede lige, men Stenhuset trak i løbet af serien fra, og førte inden 10. rude med 100, hvilket holdt serien ud. Holdspillet var usammenhængende, men stærkt spil af Lars og Kløjer gjorde forskellen.
2. serien startede med en to'er, forblev på lavt niveau, samtidigt med at Five o'Clock fandt spillet. Efter 4. rude var vi bagud med 150, og inden 10. rude var deres forspring 120, så selv en god 10. rude kunne ikke forhindre at vi tabte med 53 kegler.
3. serien fortsatte på lavt usammenhængede niveau, og selv om vi i 5. rude var foran med 50, spillede Five o'Clock sig tilbage i kampen, således at kampen inden 10. rude var helt lige. En stærk 10. rude sikrede os serien, som blev vundet med 38 kegler. Igen holdt Kløjer os oppe med en afsluttende femdækker og 257.
Sidste serie forløb med stort spænding, hvor et forsping på 50 i 3. rude, blev sat overstyr, og forvandlet til at vi var bagud med 10 i 6. rude. Herefter fik holdet endeligt fat og serien endte sikker med en seriesejr på 1219 mod 1101.
Usædvanligt blev det 2. serien som vi tabte i dagens kamp, og havde Five o'Clock spillet op til sædvanligt niveau, var vi kommet anderledes skidt ud af kampen. Det er positivt at det var femte kamp i træk med 8-2 sejr, og otte kampe i sæsonen med kun et nederlag.
Næste søndag venter kampen på udebane i Frederikshavn mod Stars & Strikes.
Personlige scorer i dagens kamp: Kløjer med flotte 901 og Lars med 823. Peter sluttede med syv strikes og en serie på 255.
Se kampens resultater på infosport.
Herrernes 2. hold fightede sig til to point mod topholdet
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Herrernes 2. hold har i de seneste måneder været inde i en dårlig stime i 2. division Nord, hvor det ikke alene er blevet til mange nederlag, men også en del kampe, hvor spillet har været skidt. I dag var holdet på sæsonens på papiret sværeste opgave på udebane mod Beach Bowl fra Søndervig, der i sæsonens første syv kampe har høstet hele 60 point. Det lignede på forhånd en kamp, der godt kunne ende med et æg. Men heldigvis gik herrerne frisk til stålet og leverede en ganske hæderlig kamp. Når alt kommer til alt, så er det simpelthen for surt at bruge 2½ time på at køre til Søndervig, hvis man skal tomhændet hjem.
I den første serie startede Stenhuset faktisk bedst ud, eftersom hjemmeholdet fik et par splits fra starten. Vestjyderne fik dog hurtigt styr på spillet, og fik langt flere strikes end Stenhuset. Flere af Stenhusets spillere havde lidt startvanskeligheder på de i øvrigt glimrende baner, og dette førte til et klart nederlag på 1122-1255.
I anden serie var Stenhuset langt bedre med. Beach Bowl holdt hele tiden en knebent forspring, men en overgang formåede Stenhuset at presse hjemmeholdet på ganske glimrende vis. Desværre sluttede vestjyderne klart bedst af med flere sammenhængende strikes, og så vandt de også anden serie med 1172-1136.
Atter i tredje serie spillede Stenhuset fornuftig bowling, og pressede hjemmeholdet i store dele af serien. Men atter en gang satte Beach Bowl tingene på plads i 8. og 9. rude, hvor det blev til flere double strikes. Serien blev tabt 1142-1191.
I fjerde og sidste serie gik hjemmeholdet kraftigt ned i niveau, og dette udnyttede Stenhuset dygtigt til at sikre sig 2 point. Stenhuset var faktisk klart bedst i denne serie, som blev vundet 1157-1059. Det var såre fortjent, at Stenhuset fik sikret sig to point - men samtidig lige så fortjent, at sejren på 8-2 gik til det bedste hold.
Det samlede resultat blev 8-2 til Beach Bowl 4677 - 4557).
Stenhuset kan tage masser af positive ting med fra kampen. Dels naturligvis to vigtige point, dels en positiv og god stemning på holdet og dels et til tider glimrende spil. Efter at BK Skive i dag tabte 2-8 på hjemmebane til Five o'Clock ligger Stenhuset fortsat fri af nedrykningspladserne. Stenhuset har 28 point på 7. pladsen. Herefter følger Skive med 26, Five o'Clock med 22 og BK Split med 14. I næste weekend gælder det en meget vigtig bundkamp, når BK Skive kommer på besøg i Løvvang Bowling Center.
Dagens topscorere: Per H (821), Knud Erik (820)
Damerne vandt i Herning, men mistede førstepladsen
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Stenhusets damer vandt søndagens udekamp mod Fight i Herning Bowlinghal med 6-4, men måtte afgive førstepladsen til HIK Bowling, der hjemme vandt 10-0 over LBC. Dagens kamp i Herning lå ellers længe til en større sejr til Stenhuset, men marginalerne var ikke med os i de afgørende situationer.
Den første serie blev en ulige affære, hvor hjemmeholdet slet ikke kunne komme ordentligt i gang. Stenhuset leverede en all-round jævnt præstation, hvilket var rigeligt til at sikre en sejr på 1048-948.
I anden serie blev spillet en del bedre på begge mandskaber, men især Stenhuset spillede i denne serie ganske fremragende. Selvom hjemmeholdet havde tre spillere over 200, så blev dette afvist af Stenhuset, der præsterede fire serier over 200 (Sanne 218, Charlotte 204, Heidi 216 og Sascha 236). Dermed var en sejr på 1176-1087 en realitet, og forspringet syntes stort nok til at sikre den samlede sejr.
I tredje serie faldt niveauet betragteligt. Stenhuset måtte skifte ud midt i serien, og selvom flere spillere gjorde det ganske fornuftigt, så måtte vi indkassere et ærgerligt nederlag på sølle to kegler: 1053-1051. I fjerde serie faldt spillet yderligere i niveau, og Stenhuset endte med at tabe serien 1039-1012. Dermed blev det en samlet sejr på 6-4 (4287-4127).
I udgangspunktet er det godt at vinde på udebane i Herning, men som kampen formede sig, kan vi ikke være tilfredse med resultatet. En sejr på 8-2 ville have været et mere retvist billede af kampen.
Dagens topscorer: Sascha (823).
I næste weekend venter to særdeles spændende kampe for Stenhusets damer. Lørdag kl. 13.00 gælder det landspokalkampen mod Brasilia fra bowlingligaen, og søndag er der topkamp i 1. division, når HIK kommer på besøg i Løvvang. Efter otte kampe fører HIK divisionen med 60 point, Stenhuset har 56 point. Nærmeste forfølger er Fight, der har 40 point efter otte kampe. Det er værd at bemærke, at Stenhuset har føringen over HIK, når det gælder det samlede keglefald.
Stenhuset 2. hold damer tabte desværre lørdagens udekamp mod HIK 2 med 0-10, hvilket skyldtes, at holdet desværre var en spiller i undertal.