Stenhusets damer besejrede Amici i Århus

Stenhuset stillede lørdag til start uden søstrene Madsen, der var lovligt udskyldt af bryllup i familien. Modstanderen var sidste sæsons konkurrenter i topstriden, nemlig Amici. Det lignede på forhånd en svær kamp, hvor det gode spil skulle findes frem, hvis sejren skulle i hus. Betragtet som helhed blev kampen temmelig uskøn og ikke særligt velspillet, men spænding - det fik vi!

Fra starten virkede Stenhusets spillere opsatte på at levere en god kamp. I første serie fungerede spillet ganske glimrende. Alle spillere kom godt fra start, der var sikkerhed i sparespillet, mens Amici viste store svaghedstegn. Banerne virkede særdeles spilbare, bortset fra lidt problemer med tilløbene. Stenhuset vandt serien så stort som 1093-963, og havde dermed skabt sig et stort keglemæssigt forspring.

I anden serie var det også Stenhuset, der startede bedst. Amici havde fortsat store problemer og havde mange missere i de første 3-4 ruder. Desværre fik Stenhuset aldrig de sammenhængende strikes, som kunne have skabt et afgørende hul. I stedet begyndte Amici at få bedre styr på spillet og fik pludselig flere sammenhængende strikes. Efter 6. rude var århusianerne foran, men Stenhuset kom tilbage, og således var de to hold helt lige inden 10. rude. Denne rude slap Amici klart bedst fra, idet Stenhuset løb ind i flere missere og splitter. Amici vandt således serien med 1036 - 997 : et resultat, som vi spillemæssigt bestemt ikke kunne være tilfredse med.

Efter baneskiftet kom Stenhuset skidt fra start i 3. serie, og som serien skred frem, var det som om Stenhuset forsvandt helt ud af kampen. Især de sidste 4 ruder var helt forfærdelige. Splits, uprovokerede missere og hængende muler prægede kampen. Amici, der spillede ganske glimrende i denne serie, vandt 1076-918 og havde dermed et forspring på 65 kegler før den sidste serie.

I fjerde serie skabte Amici sig hurtigt et forspring på 30 kegler, men langsomt fik Stenhuset en smule bedre fat i spillet. I femte rude fik vi indhentet de 30 kegler, men i de følgende ruder blev misserne ved med at forfølge Stenhuset. Samtidig skete der imidlertid det, at Amici pludselig begyndte at spille rystende usikkert. Der blev misset igen og igen, og så fulgte en for Stenhuset ganske formidabel afslutning. I ottende rude stod vi helt lige, efter 9. rude førte vi med 30-40 kegler, og efter en 10. rude med masser af spares havde vi pludselig vundet serien 1019-948. Dermed var en sejr på 6-4 en realitet med samlet 4027-4023.

Generelt må vi sige, at Stenhuset var heldige med dagens sejr. Selvom spillet bestemt ikke var det bedste vi var set, så må holdet alligevel have stor ros for ikke at give op og lave et comeback i sidste serie, der skulle vise sig at sikre sejren. Dagens topscorer var Grethe med 728. Stenhuset holdt med sejren fast i toppen af 1. division. Efter de første fire kampe (som alle har været på udebane) er Stenhuset 4 point efter HIK Bowling, som fører. I morgen søndag gælder det sæsonens første kamp på hjemmebane - modstanderen er LBC.

Template Design Ext-joom.com