Nederlag til både 2. og 3. hold herrer
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Stenhusets herrehold fik bestemt ikke den bedste sæsonstart, da de første kampe blev afviklet søndag d. 6/9 2009. Mens førsteholdet var i knæ, men indædt fightede sig tilbage, måtte både 2. og 3. holdet indkassere ærgerlige nederlag.
Herrernes afbudsramte andethold var en tur i Århus Bowlinghal, hvor modstanderen var Falcon. Den hæderkronede århusianske klub er inden for det sidste år kraftigt forstræket med spillere, der er kommet fra andre århusianske klubber, og det lignede på forhånd en meget svær opgave. Men Stenhusets spillere gik frisk til opgaven, og inspireret af lørdagens fodboldlandskamp mod Portugal blev heldet opsøgt i den første serie. Et par heldige strikes blev det til, mens Falcon med meget pæne slag blev snydt gang på gang. Stenhuset førte store dele af serien, og fik med en flot afslutning sikret sig sejren på 1102-1063.
I anden halvleg startede vores hold som lyn og torden med mandehuller og det hele, men hjemmeholdet fulgte beklageligvis trop. Serien blev spillet på godt niveau og med stor tænding, og det var kun de små marginaler, som denne gang tippede Falcons vej, der afgjorde serien. Århusianerne fik et par meget heldige sammenhængene strikes, og selvom Stenhuset var tæt på at slå til mod slutningen, blev det til et nederlag på 1145-1186.
Efter baneskiftet var Stenhuset reduceret til statister. I tredje serie kom vi dårligt fra start, og hjemmeholdet fik lov at spille upresset serien igennem - nederlaget blev på 1093-1193. Begyndelsen på fjerdeserie, som Stenhuset meget gerne ville vinde, blev endnu mere katastrofal. 4/6 ruder blev misset i åbningen, og så kunne hjemmeholdet køre på frihjul. Stenhuset blev mejet ned med 1306-1062. Falcon ligner et godt bud på et hold, der kan gøre sig gældende i oprykningskampen i går - Stenhuset må være tilfredse med 2 point i dag.
Dagens topscorere: Chresten (832) og Thomas (825).
Herrernes 3. hold tabte i Løvvang med 2-8 til LBC 2. Kun i anden serie viste herrerne et stabilt holdresultat, mens LBC i de øvrige serier var et skridt foran os. Ærgerligt! Nederlaget blev på 4015 - 4131. Topscorer blev Kristian med 746.
Hæderlig sæsonstart for Stenhusets damer
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Stenhusets damer i 1. division vest, som håber at kunne gøre sig gældende i kampen om oprykning i denne sæson, var i sæsonpræmieren på en på papiret svær opgave på udebane mod det tidligere ligahold, HBK 91 fra Horsens. Med kampstart klokken 10.00 var det med at være vågen fra start - og det så ud til, at hjemmeholdet havde fået benene bedst ud af sengen.
Efter de to første serie lurede katastrofen i hvert fald for Stenhuset, som var bagud med 0-4. I den første serie var spillet lidt sløjt, og der kunne ikke siges så meget til HBKs sejr på 1051-998. Randi B. Christensen spillede sin første kampserie for Stenhuset som seniorspiller og opnåede 201, hvilket absolut må siges at være godkendt.
I anden serie blev spillet en smule bedre, men fortsat ikke helt godt nok. Serien var meget tæt, og desværre vandt HBK 91 med beskedne 1030-1014.
Men bedst som kampen lå til hjemmeholdets højreben, tog Stenhusets spillere sig sammen og oppede sig. Den tredje serie afgjorde reelt kampen. Stenhuset vandt med klare 1096-948, og overhalede dermed hjemmeholdets kegleforspring. Spillet var godt over hele linjen, men især Ketty, der i tredje serie kom ind igen efter en pause, var flyvende med en serie på 212.
Nu var tanken fuld af selvtillid, og en sejr i den fjerde serie kunne sikre sejren på 6-4. Selvom Stenhuset måtte skifte ud midt i serien, så kom sejren heldigvis i hus. 981 - 964 kom cifrene til at lyde på, og dermed havde damerne vendt en truende fiasko til en sejr. Den samlede sejr blev på 6-4 (4089 - 3989). En godkendt sæsonstart, og altid dejligt at vinde på udebane. Dagens topscorer blev debutanten Randi med 764.
I Løvvang spillede Stenhusets genetablerede 2. hold damer mod BK Skawbo i sæsonpræmieren i Jyllandsserien. Det blev en ret tæt kamp, som gæsterne fra Skagen endte med at vinde med 6-4. Stenhuset spillede skidt i den første serie, som da også blev tabt klart. I anden serie blev spillet bedre, og en smal sejr på 11 kegler kunne hives i hus. Efter baneskiftet blev tredje serie tabt 526-562, mens fjerde serie blev vundet klart 641-581. Spillet var generelt ikke for svært, men fire gode point kom på kontoen. Topscorer var Ruth med 619.
Herrerne sikkert videre i Jydsk Turnering
- Detaljer
- Skrevet af Lars Høberg
4 gæve gutter fra Stenhuset begav sig lørdag til brønderslev for at spille 1. runde i Jysk Turnering.
Som altid møder man interessante baner i denne turnering, hvor Kimmy måtte erfare at han ikke kan skrue en kugle...
Alt i alt blev det til 4 sejre og 1 nederlag, hvilket resultatede i en delt første plads med SffB Sæby, som Stenhuset dog vandt på kegler. Stenhusets herrer er altså sikkert videre til 2. runde, som foregår i enten Hjørring eller Hobro.a
Bjørnebanden tabte sæsonens sidste kamp
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Stenhusets 2. hold herrer fik en skidt afslutning på sæsonen i 2. division nord. På hjemmebane i Løvvang måtte holdet stille op uden reserve, og tabte 2-8 til Beach Bowl. Den første serie blev ikke noget at råbe hurra for - den blev tabt 1036-1106.
Der var dog bestemt også lyspunkter. Den anden serie blev vundet 1145-1087 efter serier på 239 (Jacob), 224 (Per D) og 201 (Thomas). I tredje serie røg holdet igen ned i sølet og tabte 1010 - 1117, og også sidste serie blev tabt 1115-1210.
Bedste personlige resultat: Jacob (828).
Beach Bowl sikrede sig med sejren medalje i 2. division nord. Oprykningskampen står mellem BK Vibirg og Stars & Strikes. Resultaterne var i skrivende stund ikke tastet. Stenhuset slutter på 7. pladsen i 2. division. MBK Stjernen 67 og Cimbrer 2 må ned i Jyllandsserien.
Kanonafslutning på sæsonen for herrerne
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Stenhusets herrer sluttede lørdag d. 25. april sæsonen i 1. division vest af med en udekamp mod allerede nedrykningsdømte Amici. Trekanten har allerede for længst sikret sig oprykning til ligaen, men kampen om sølvet blev hård. Før weekendens sidste kamprunde lå Stenhuset placeret to point foran Brasilia og Sydjydsk Bowling Team. Opgaven til lørdagens kamp var derfor klar: En sejr på 8-2 var påkrævet - vi vidste at pointlighed med Sydjysk Bowling Team og Brasilia ville være til vores fordel, eftersom vi i de indbyrdes kampe har vundet 16-4 mod begge hold.
Stenhuset lagde frisk fra land i kampen, men der kom hurtigt lidt grus i maskineriet. Amici lagde ud som lyn og torden - med slag, der sad på højre side, venstre side, midt på - men det endte alt sammen med strikes. Holdet kunne spille uden nerver, eftersom nedrykningen allerede var en realitet. århusianerne skabte sig et forspring på næsten 70 kegler i 6. rude, men herefter halede Stenhuset ind. Desværre kiksede vi på nogle ret afgørende tidspunkter, og derfor rakte en ellers god afslutning lige akkurat ikke. Amici vandt 1223 - 1212.
Det begyndte at ligne en typisk Stenhuset kamp - en kamp, hvor et bundhold skulle volde os store problemer. Yderligere pointtab kunne koste sølvet.
I anden serie fortsatte problemerne. Stenhuset startede med flere missere, og en udskiftning var næst forestående. Amici førte med 30 kegler i 4. rude. Men herefter begyndte Stenhuset heldigvis at få fat i spillet. Alle spares kom hjem, og de gode lommeslag begyndte at resultere i 10 væltede kegler i stedet for blot 9. Amicis niveau faldt en smule, og de viste sig lidt usikre i sparespillet. Det lykkedes for Stenhuset at vinde 1262 - 1170 - men var det ikke for Kløjers serie på 276 ville vi være kommet i store problemer.
Stillingen var nu 2-2 og det var tid til baneskifte. Hvad Stenhuset herefter præsterede på det nye banesæt var ganske enkelt imponerende. Amici blev reduceret til statister, og Stenhuset spillede sig frem til klubrekorden - det bedste resultat et hold i den hvide trøje nogensinde har præsteret.
Torben blev den helt store helt i 3. serie. 12 perfekte slag i lommen resulterede i 12 strikes, og dermed blev han den blot tredje spiller i Stenhusets historie, der præsterede en 300-serie i en turneringskamp. Jan Petersen åbnede med otte strikes, men måtte "nøjes" med 268. Stenhuset vandt 1416 - 1027 - men bevidstheden blev ikke fjernet fra, at der fortsat var 2 point at spille om.
Stenhuset fortsatte imidlertid det suveræne spil. I 4. serie åbnede Lars med 10 strikes, men fik desværre ikke den elvte. De høje serier supplerede hinanden i en lind strøm - der blev ligefrem talt om "femdækkere på tid". Serien fik ellers en uheldig åbning - Per H åbnede med en strike, men havde et håndklæde liggende på skulderen, som faldt ud på banen. Dermed blev en strike forvandlet til overtrådt. Heldigvis kom fadæsen ikke til at koste point: Stenhuset vandt 1391-1148.
Dermed var en sejr på 8-2 (5281 - 4588) i hus. For anden kamp i træk blev der sat klubrekord. Da Brasilia vandt 10-0 over HIK, og da Sydjydsk Bowling Team vandt 10-0 over Five o'Clock i Løvvang, sluttede hele tre hold med 116 point. Sølvet tilfalder Stenhuset i kraft af sejre i indbyrdes opgør.
Bedste personlige resultater:
Kløjer (1014), Torben (924), Lars (895), Jan P (478 på 2 serier).
Således blev der sat punktum for en - i det store hele - rigtig god sæson for Stenhusets herrer. Næste år går vi efter guldet. Vi glæder os allerede til september.
Sølv til damerne efter flot udesejr
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Målsætningen for Stenhusets damer i denne sæson var at gøre sig gældende i den øverste halvdel af 1. division damer, og måske spille sig ind i medaljerækkerne. Lørdag d. 25. april spillede damerne så sæsonens sidste kamp på udebane mod Amici, der gennem hele sæsonen har været med helt fremme i divisionen. Muligheden for oprykning var kun teoretisk, idet KBK/Kammeraterne før sidste kamp var otte point foran Stenhuset. Opgaven var derfor, at høste fire point i udekampen mod Amici, hvilket ville sikre sølvet.
Stenhusets damer lavede i det store hele en god præstation! Holdet, der havde afbud fra Linda, Sascha og Heidi, var indstillet på, at sæsonen skulle sluttes af på bedste vis. I den første serie var Stenhuset dominerende fra start til slut. Vi var langt mere sikre i sparespillet, og der var god guist på holdet. Susanne (204) og Henriette (200) gik forrest i sejren, der blev på komfortable 1076-993.
I anden serie kom århusianerne langt bedre med, og fik hurtigt skabt sig et forspring. Stenhusets spillere slap dog ikke grebet, og bed sig fast i haserne af hjemmeholdet. Dette skete især i kraft af en flot stribe strikes til Henriette. Men Amici var lige en tand skarpere. Selvom Henriette nåede op på 225, tabte Stenhuset 1072-1083.
I den tredje serie fortsatte de gode takter. På de første seks ruder var der kun ganske enkelte missere - ellers blev alt sparet. Det sikre sparespil lagde grunden til en sejr på 1088-1015. Dermed var opgaven løst, og sølvet i hus. I den sidste serie faldt Stenhusets niveau en smule. Charlotte holdt med en serie på 206 dampen oppe, men der kunne ikke siges noget til Amicis sejr på 1076-1028. Hjemmeholdet var dog aldrig i nærheden af at hente Stenhusets keglefald - det endte med en samlet sejr på 6-4 (4264 - 4167).
Bedste personlige resultater: Henriette (795) og Charlotte (753)
KBK/Kammeraterne sikrede sig oprykning til bowlingligaen efter sejr på 6-4 i Hjørring. Tillykke med det :-) Viking snuppede bronzen for næsen af Amici, men på en skændig baggrund. Viking skulle spille i Randers, hvor hjemmeholdet RBK 90 udmærkede sig ved at udeblive.
Hjørring BC og Thor 94 rykker ud af 1. division, mens Smut og LBC rykker op. Dermed kan vi se frem til spændende lokalopgør mod LBC i Løvvang. Velkommen til de grønne!
Det ligner sølv til damerne
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Stenhusets damer tabte for nylig hjemmekampen mod bundholdet Hjørring BC i 1. division med 4-6, og dermed synes vores rolle i kampen om oprykning udspillet i denne sæson. Dameholdet var uden Sascha (skade), Heidi (deltagelse i UEM) og Linda, men gjorde alligevel hvad de kunne, for at snuppe en sejr mod hjøringenserne. Det blev til sejre i 1. serie (1031-987) og 3. serie (1059-982), mens 2. og 4. serie blev tabt (1061-1106) og (1005-1103). Dermed vandt Hjørring kampen 8-2.
Med blot fire point i den sidste kamp mod Amici på udebane kan Stenhuset sikre sig sølvmedaljerne i årets 1. division. Der er otte point op til KBK/Kammeraterne på 1. pladsen, og således er det kun en sejr på 10-0, samtidig med at århusianerne taber 10-0, der kan fravriste oprykningen fra KBK/Kammeraterne. Dette må anses som usandsynligt.
Topscorere i kampen mod Hjørring: Janni H (763) og Kirsten L (757).
Klubrekord af herrerne i lokalopgør
- Detaljer
- Skrevet af Lars Møller Jensen
Herrerne skulle i dag søndag møde Five o'Clock i sæsonens næstsidste kamp. Kampene mod Five o'Clock plejer at være tætte og intense, og det er forbundet med stor prestige at komme sejrrigt ud af opgørene. Efterårets kamp endte med 6-4 i Stenhusets favør.
Lokalopgøret blev aldrig spændende. Stenhuset havde fuldt styr på hele kampen, og kun midt i sidste serie var Five o'Clock i stand til at udfordre os. En flyvende sko fra Five o'Clock, en tilhørende advarsel og en miss-miss rude, lukkede dog luften endegyldigt ud af kampen. Samlet blev Five o'Clock slået med 515 kegler.
1. holdet spillede en af de bedste kampe længe, og satte med 5205 ny klubrekord for 6-mandshold 4-serier herrer. Serieforløbet blev 1342, 1376, 1260 og 1227. Fire spillere i 900 niveau, viste at det bestemt er muligt at spille med om oprykning i kommende sæson. Den tidligere klubrekord var 5078, så dagens resultat er en forbedring med 127 kegler. Tillykke med den flotte præstation.
Dagens individuelle præstationer: Lars H. 921, Kløjer 900, Torben L. og Henning H. begge 897. Se alle kampens resultater her.
Med dagens resultat har holdet fuld kontrol over sølvmedaljerne inden sidste rundes kamp, på udebane i Viby mod Amici om to uger. Selv om de nærmeste konkurrenter begge også vandt 10-0 i dagens kamp, Brasilia højst overraskende på udebane i Kolding, er Stenhuset foran med 2 point og bedst indbyrdes, så med en 8-2 eller 10-0 sejr mod Amici, kommer sølvmedaljerne fortjent i hus til Stenhuset, uanset resultatet af de øvrige kampe.
Damerne var nede i sækken, men rejste sig til sejr
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Stenhusets damer var søndag d. 22. marts udsat for en farceagtig udekamp mod HIK Bowling fra Hobro. I Bowl'n Fun Hobro, hvor forholdene ellers plejer at være forbilledlige, var kampen en halv time forsinket i forhold til det annoncerede starttidspunkt, eftersom der i den foregående start havde været omfattende baneproblemer (hvilket Stenhusets herrehold blev udsat for). I løbet af de to første serier opstod banefejl på banefejl, og det tog det halve af en krig at løse problemerne grundet de nye sikkerhedsforanstaltninger for behandling af bowlingmaskiner. Dette resulterede i, at det tog en time at afvikle den første serie. Det var selvsagt umuligt at finde nogen rytme i spillet. Da Stenhuset var i 5. rude var hjemmeholdet allerede færdige med at spille, og Stenhuset tabte da også serien klart (966 - 1042).
I anden serie fortsatte baneproblemerne, men dette skal naturligvis ikke undskylde, at Stenhuset i perioder præsterede decideret ringe sparespil. Dette blev dog kompenceret af en god fightervilje. Alligvel blev det også de gule fra Hobro, der vandt den anden serie knebent: Stenhuset var med en god slutspurt tæt på at hente en sejr i hus, men trods et fantastisk godt slag i 10. rude måtte Heidi nøjes med en 9'er. Muligheden for at bygge på en strike fra 9. rude var ellers til stede. Dermed tabte Stenhuset 1053-1075.
Efter baneskiftet holdet Stenhuset fast i et stabilt niveau, mens hjemmeholdets formået faldt betragteligt. I den tredje serie fik Stenhuset hurtigt skabt sig et solidt forspring, og kun med en god slutspurt fik HIK mindsket nederlaget til 970-1049.
Det stod nu klart, at der var 4 point at spille om i den sidste serie. Med en sejr på mindst 25 kegler kunne Stenhuset vinde kampen, mens et nederlag ville betyde farvel til kampen om guldet i 1. division. Heldigvis kontrollerede Stenhuset spillet fra start til slut, og vandt helt fortjent serien med 1042-922. Dermed udviklede damernes kamp sig efter præcis samme mønster som herrernes kamp. Kampene blev begge afviklet på banerne 7-10, og der blev ikke vundet et eneste point på bane 9-10.
Den samlede sejr blev på 6-4 (4110-4009). Amici og Viking tabte i denne weekend afgørene terræn i toppen af rækken. Stenhuset ligger nu nummer 2, blot 2 point efter KBK/Kammeraterne. Der resterer 2 kampe. Desværre rækker pointlighed med KBK/Kammeraterne ikke for Stenhuset. Eftersom vi er dårligst i de indbyrdes opgør skal vi slutte med flere point end århusianerne, hvis guldet skal havne i Løvvang.
Dagens topscorer: Janni H (744)
Bjørnebanden vandt lokalkamp mod Cimbrer
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Stenhusets andethold herrer måtte stille til dagens kamp mod Cimbrer uden reserve, og vanen tro blev det en tæt og spændende kamp mod de gule.
Cimbrer kom klart bedst fra start i en serie, hvor Jacob var den eneste på Stenhusets hold, der med en serie på 222 kom ud af starthullerne. Resten var særdeles middelmådigt, og så vandt Cimbrer 1133-1056.
Heldigvis kom Stenhuset langt bedre med i de efterfølgende serier. Den anden serie blev mere velspillet, og også ganske spændende. En velspillende Kaj Olsen fra Cimbrer (232) sikrede spændingen, men heldigvis var Stenhuset en tand skarpere. Jacob fortsatte de gode takter med en serie på 204, og også Per Dennis kom op i gear med 212. Således blev serien vundet 1101-1073.
Efter baneskiftet gik Cimbrer helt og aldeles i stå. Stenhuset fortsatte det stabile og sikre spil, og havde derfor ingen problemer med at vinde serien 1124-993. Bastian var med 226 en vigtig del af forklaringen på, at Stenhuset i denne serie reelt sikrede 4 point.
Den sidste serie blev atter spændende, idet Cimbrer fik genfundet gnisten. Selvom Stenhuset fulgte godt med lykkedes det de gule at vinde serien med 1147-1123, men den samlede sejr på 6-4 (4404 - 4346) kom aldrig i fare.
Stenhuset ligger med sejren på sjettepladsen i 2. division nord, men kun 3 point efter 3. pladsen. Der er alenlangt ned til de underliggende hold, og dermed kan slutplaceringen blive alt fra en bronzemedalje til en sjetteplads. I toppen af rækken havde Stars & Strikes fra Frederikshavn en så skidt weekend, at de satte deres førsteplads overstyr. BK Viborg ligger nu til oprykning til 1. division.
Dagens topscorer: Jacob (794), Bastian (776) og Per D (770)