Stenhusets damer viste storspil og sejrede mod Fight
- Detaljer
- Oprettet: 14. februar 2009
- Skrevet af Per Høberg
Dagens kamp i 1. division damer i Løvvang Bowling Center stod mellem Stenhuset og Fight fra Herning. Det var en kamp, som ikke alene gav debut til Heidi Bach Madsen - det var også Janni Holmgrens første kamp i denne sæson efter familieforøgelsen. Det skulle vise sig at blive en rigtig god kamp for damerne!
Fra start var det tydeligt, at gæsterne fra Herning ikke havde tænkt sig at give op på forhånd. De bed særdeles godt fra sig, og pressede Stenhuset til det yderste i den første serie. Holdene fulgtes ad gennem stor set hele serien, og i ottende rude havde Fight et mindre forspring. Dette blev dog hentet efter en fremragende slutspurt af Stenhuset, hvor adskillige strikes hang sammen. Det endte med en komfortabel sejr på 1123-1001. Charlotte scorede 236 i denne serie.
I anden serie gentog stort set samme mønster sig. Herningenserne spillede ganske habil bowling og fulgte godt med Stenhuset, som først til slut viste sig som det bedste hold. Igen fik vores hold sluttet serien godt af og endte med at vinde 1080-1018. Sascha, der havde scoret 215 i den første serie, svang sig i denne serie op på 218.
Efter baneskiftet fortsatte Stenhuset det gode spil, men gæsterne skruede nu endnu mere op for blusset. Tredje serie blev overordentlig velspillet, og der var ikke så meget at sige til, at det var Fight, der trak det længste strå. Gæsterne vandt 1159-1113 i en serie, hvor der ikke var en finger at sætte på Stenhusets hold, der spillede solidt og stabilt.
I fjerde serie havde Fight fået blod på tanden og gik målrettet efter yderligere to point. Efter at de to hold havde fulgtes ad i de første fem ruder skabte Stenhuset sig et lille hul, som dog blev lukket efter et par splitter til Stenhuset, mens Fight havde flere dobler og en enkelt 5-dækker. Før 10. rude var Fight foran med 31 kegler, men havde misset 2/6 tienderuder. Kravet til Stenhuset var derfor, at der skulle stilles doublestrikes, mens der ikke var råd til missere. Og man må sige, at holdet sluttede af med manér. Heidi, der havde en strike i 9. rude, lavede de to første i tiende, og også Janni lavede en double (sluttede på 231). Også Grethe præsterede en double, og da alle andre lavede spares lykkedes det at hive en sejr på 1125-1108 i hus.
Kampen blev dermed vundet 8-2 (4441-4286), hvilket er sæsonens hidtil bedste resultat. Da Amici samtidig tabte 2-8 i Hjørring, mens KBK/Kammeraterne hjemme slog HIK med 8-2, er Stenhuset nu alene på førstepladsen, seks point foran Amici og KBK/Kammeraterne, der deler andenpladsen. I morgen gælder det en svær udekamp mod Viking i Århus.
Dagens topscorer: Sascha (843). Janni præsterede 786 i sin første kamp, mens Heidi efter en skidt første serie kom stærkt igen og fik en samlet god debut.