1. hold herrer vandt lokalopgøret
- Detaljer
- Oprettet: 16. november 2008
- Skrevet af Lars Møller Jensen
Stenhuset var favoritter i lokalopgøret mod Five o'Clock, dels i kraft af en bedre placering i rækken, dels efter en 200 kegler bedre score i lørdagens kamp. Men alle ved at i lokalopgør kan alt ske, så det var med spænding at holdet gik ind til kampen, som hver gang har en helt speciel intensitet.
Stenhuset kom igang med lyn og torden og første serie blev aldrig spændende. Føringen blev løbende udbygget gennem serien som endte med en sejr på 1296 mod 1143, og dermed var keglerne også godt i Stenhusets favør.
Fra starten af 2. serie var holdet som forvandlet, intet hang sammen. Med Stenhusets lave niveau kunne Five o'Clock pludseligt spille med og de lod ikke chancen gå fra sig. Serien var tæt mod slutningen, med 10 kegler i Five o'Clocks favør inden 10. rude. Her viste Five o'Clock styrke og vi tabte med 43 kegler, med lave 1101.
Efter baneskiftet fortsatte det svage spil, og igen tog Five o'Clock muligheden. Udviklingen i 3. serien lignede til forveksling forrige serie, og endte med en sejr til Five o'Clock på 1152 mod 1122.
I sidste serie spillede Stenhuset sig et niveau op. Det var tydeligt at tænderne blev bidt sammen, og alle gav sig fuldt ud, under svære vilkår. Serien blev tæt med momentum til Stenhuset, og med en stærk slutning endte serien med en sejr til Stenhuset på 1164 mod 1108.
Sejren var dermed i hus, idet Stenhuset vandt keglerne med 136 samlet.
Lasse Thomsen var reserve og blev indskiftet til 3. serie. I en svær situation med holdet i modgang og mod sin tidligere klub, viste Lasse at han er en spiller med stort potentiale. Under betydeligt pres scorede Lasse to serier over pari - 202 og 204 og bidrog dermed væsentligt til den samlede sejr.
Personlige resultater over pari: Jan P. med 818 og Torben med 816.
Næste søndag spiller 1. holdet på hjemmebane mod Apollon kl. 13.00.