2. hold herrer fik bøllebank i Viborg
- Detaljer
- Oprettet: 28. september 2008
- Skrevet af Jan Petersen
Men trods nederlaget viste holdet moral til sidst og stjal to point - beviset på, at man aldrig skal give op.
Puha for en slem omgang tæsk Stenhusets herrer fik idag mod BK Viborg. Der var klasseforskel, og Viborgs sejr var velfortjent. Stenhusets eneste chance var et lucky punch som vi ved kan ske mod selv den mest overlegne modstander. Men Stenhusets herrer spillede slet ikke godt i kampens tre første serier, så det var ikke lige til at se hvorfra dette lucky punch skulle komme.
I første og anden serie blev Stenhuset smadret med 1058 mod 1241 og 1032 mod 1244, og selv om BK Viborg blev lidt mere medgørlige i tredie serie, så formåede Stenhuset slet ikke at udnytte svaghederne. BK Viborg vandt tredie serie med 1087 mod sølle 951. Det var næsten ikke til at bære.
Ved starten at fjerde serie talte vi i spøg om, at vores eneste chance for points nok var dette berømte lucky punch, men i seriens start var der ikke tegn på, at det var ved at ske. Der var jævnbyrdighed på et lavt plan helt hen til 7. rude, og så kom forvandlingen. Det er ikke til at sige hvad det er der skete, men pludselig var alle misserne forsvundet, og der blev striket så det var en lyst. Der blev faktisk ikke lavet en eneste misser fra 7. rude og ud, og der blev uddelt 2 mandehuller. Se så er det sjovt at spille på et bowling hold.
Fjerde serie vandt Stenhuset overlegent 1203 mod 1093, og BK Viborg må have ærgret sig gul og grøn, for Stenhuset var langt nede i sækken. Viborg manglede sådan set kun at snørre sækken.
Men sådan kan det gå. Man skal aldrig give op, heller ikke når det ser allerværst ud.
Stenhuset tabte kampen 8 - 2 med 4244 kegler mod 4665.