Begge Stenhusets herrehold slap i weekend d. 1.-2. november gennem 1. runde i jydsk turnering.

Førsteholdet (Kløjer, Kimmy, Rune og Claus) kom videre på en førsteplads.

Andetholdet (Morten, Henrik B og Johan) kom videre på en førsteplads.

I næste runde skal holdene begge spille i samme gruppe, og skal dermed møde hinanden.

Damerne træder først ind i jydsk turnering ultimo november.

Stenhuset - Stars & Strikes: 20 - 28

Det blev et noget underligt forløb i weekendens kamp mod S & S fra Horsens. Vi havde forsøgt at drille dem ved valg af olieprofil, og det gik rigtig godt i de første serie. De var helt rundt på gulvet i de første 2 serier, hvor de ikke kom over 1000 i nogen af serierne. Vi spillede stabilt bowling og efter 2 serier førte vi med 14-2. Og så kunne det endda have været 16-0, men på trods af en double i 10. rude af Anne, så tabte vi en serie med 2 kegler.

3. serie blev eneste serie, hvor de 2 hold spillede nogenlunde på samme niveau, og det blev da også til 4-4. Det blev desværre også til en markant forandring i styrkeforholdet. Pludselig havde vi problemer med at nå de 1000, imens S & S fik styr på banerne. 2 serier uden points, og vi var banket tilbage til start.

Turer i en rutchebane er normalt sjovest, når det går nedad, men sådan er det ikke lige i sport.

I sidste serie i kampen kunne ingen af holdene nå 1000. S & S havde dog en enkelt double, der kunne "holde hele vejen", og de sikrede reelt 4 points til holdet. De 4 sidste points delte holdene, og derved 6-2 til S & S.

Randi spillede en flot kamp, hvor kun en lav sidste serie spolerede helhedsindtrykket, men med 1148 blev Randi topscorer for os.

Stillingen ser - med hvide briller- ikke så godt ud, men modstanderne har ind til videre været hold fra den gode ende - endda har vi nu "overstået" de danske mestre fra Stars & Strikes - så pointsene skal nok komme.

Herrernes førstehold havde i dag lørdag besøg af oprykkerne Stars and Strikes fra Horsens. Dagens modstandere er et stærkt hold og en af oprykningskandidaterne. Vi var til dagens kamp svækket, da der var afbud fra flere af holdets spillere. Vi kunne dog stille op med fuldt hold, og i dagens anledning endda med Janni Guldbæk, som fik sin debut i 1. division herrer, og den første damespiller i klubbens 50 årige historie, som spiller på herrernes førstehold.

Og så fik vi varmet op noget længere tid end sædvanligt. Da vi skulle starte kampen, var teknikken ukampdygtig, og der gik yderligere et kvarter inden vi kom i gang.

Vi fik en rigtig god start på kampen. Normalt spiller vi ikke med særlig høj score i starten af kampen, på den friske olie, men i dag gik det anderledes. Selv med to mand under 150, nåede vi pæne 1222 mod 1144 og vi tog alle 8 points, godt hjulpet af en dobbelt i 10. rude til Per Dennis, der lukkede ned for modstanderne, så vi vandt den double med en kegle.

Næste serie vendte det hele på hovedet. Nu spillede vi under niveau, og med en modstander som gentog de 1144 kom vi i knibe med svage 1055. 0-8, og 8-8 efter to serier.

Den 3. serie blev meget bedre fra vores side. Vi havde nu godt fat i spillet, og med 1227 til os mod 1293 kunne vi være tilfredse med at få 4-4 efter at vi vandt to tætte doubler. Samlet 12-12.

I 4. serie spillede vi fortsat udmærket, men denne gang var dygtighed og lidt held medvirkende til at vore modstandere vandt en double med en kegle, og serien med 2-6. Vi var nu bagud med 14-18.

Den femte serie faldt lidt i niveau på begge sider. Vi havde dog bedst fat, og med 1173 mod 1147 vandt vi 6-2. Det kunne dog let være blevet 8-0, for igen tabte vi en double med en kegle. Samlet inden sidste serie var kampen uafgjort 20-20.

Den sidste serie steg igen i niveau, men desværre var vore modstandere bedre end os, og de vandt relativt sikkert med 2-6, efter 1216 mod 1259. Dermed endte det med et nederlag, sæsonens første, på 22-26. De samlede kegler blev 7103 - 7239.

Bedste personlige resultater blev Erik med stærke 1334. Det ser ud til at han har fundet formen fra sidste sæson. Kimmy nåede flotte 1268, godt hjulpet af en sidsteserie på 276. Per Dennis der var rykket op fra 2. holdet, efter de mange afbud, spillede en rigtig flot kamp med 1195 efter overbevisende spil.

Næste kampe bliver to udekampe i weekenden d. 15. og 16. november, hvor holdet lørdag skal til Hjørring og søndag til Vejle (Enghavens 2. hold). Herefter venter den udsatte udekamp mod Beach Bowl og udekampen mod Viking i Viby, inden vi kan holde juleferie.

I en ikke specielt fremragende bowlingkamp vandt Stenhusets tredjehold søndag en vigtig sejr over BBKL 2 i Løvvang Bowling Center. Efter den katastrofale sæsonstart i Hobro fik herrerne for 14 dage siden oprejsning i Hjørring, og i dag blev det altså til endnu en sejr i sæsonens første hjemmekamp.

Gæsterne fra Brønderslev vandt den første serie med 1002-973, men det var eneste serie, hvor gæsterne nåede over 900 kegler. Derfor havde Stenhuset ikke de store problemer med at vinde de følgende serier med 890-844, 1043-875 og 997-886.

Flere af Stenhusets spillere var meget ustabile i denne kamp, men viste god moral, da man fik slidt sejren i hus efter en skidt start.

Stenhuset er efter dagens kamp på tredjepladsen i serie 1.

Dagens topscorer blev Morten Jacobsen med 682.

Stenhusets 2. hold damer skulle søndag d. 11/10 forsøge at følge op på lørdagens flotte hjemmesejr over Smut. Det skulle ske på udebane mod BK Fight i Herning, og for Carina Enevold blev denne kamp et gensyn med den gamle hjemmebane.

Stenhuset startede kampen fornuftigt. Første serie endte 4-4 efter at Stenhuset med hiv og sving vandt 2/3 doubler, den ene med kun to kegler. Anden serie blev fremragende og dagens bedste. Stenhuset vandt 8-0 med 1019-953, og der var flere spillere, der præsterede serier mellem 180 og 200.

Herefter var der desværre ikke så meget at glæde sig over. Tredje serie blev en nedtur, idet Stenhuset tabte 2-6 med samlet kun 2 kegler. I fjerde serie spillede Stenhuset egentlig fint (1012), men hjemmeholdet skruede bissen på og vandt 8-0.

I de to sidste serie spillede Stenhuset halvskidt og tabte begge serier 2-6. Dermed blev kampen samlet tabt med 30-18, hvilket placerer Stenhuset på en foreløbig fjerdeplads i 1. division.

Dagens topscorer blev Lone med 1036.

Også de to næste kampe for Stenhuset er på udebane, nemlig i weekenden d. 15.-16. november, hvor vi lørdag gæster Viking i Århus, mens turen søndag igen går til Herning mod BK Lucky.

Stenhuset skulle i dag op imod HIK Bowling i Jyllandsserien - en dyst mod bl.a. Marc Ofverlind og Kasper Gerding, som i sidste sæson spillede for Stenhuset. Det var en topkamp, hvor Stenhuset skulle forsøge at forsvare førstepladsen.

Det blev en meget tæt kamp, som Stenhuset desværre endte med at tabe - og det skete på en bitter og unødvendig måde.

Stenhuset kom ellers rigtig fint fra start. Der var debut på 2. holdet til Claus Sørensen og Dion Christensen, og førstnævnte åbnede med fire strikes. Stenhuset fik skabt sig et forspring på næsten 100 kegler, men HIK kom godt igen mod slutningen. I 8. rude var gæsterne helt oppe i hælene i på Stenhuset, men en stærk afslutning af Stenhuset og en del missere til HIK afgjorde sagerne. Stenhuset vandt ca. 1085-1010.

I anden serie kom Stenhuset forfærdeligt fra start. Rigtig mange missere, også simple missere, gav HIK en stor føring hurtigt i kampen. Stenhuset kom godt igen, men HIK vandt serien med ca. 60 kegler. Stenhuset havde i denne serie hele 18 åbne ruder, så der kom godt med penge i misskassen.

Tredje serie blev Stenhusets bedste. Det blev til næsten 1140 kegler, og især Per H var flyvende med 251. Gæsterne spillede også godt, men Stenhuset hev en samlet sejr på 60 kegler i land. Dermed havde vi en føring på 85 kegler før den sidste serie.

I sidste serie spillede gæsterne stærkt, men Stenhuset havde ikke tænkt sig at give op uden kamp. Vi hang godt i, og selvom HIK førte gennem hele serien havde vi i 7.-8 rude så meget momentum, så serien kunne vindes. Desværre fik vi et par splitter i 9. rude, og i 10. rude gik det helt galt. Fire af holdets seks spillere præsterede en åben rude, og så havde HIK pludselig mulighed for at vinde kampen. Det krævede to double strikes i 10. rude, og her var vores tidligere klubkammerat, Kasper, desværre hård ved os. Doublerne kom i hus, og HIK vandt akkurat stort nok til at vinde det samlede keglefald med 3 kegler. Øv!

Med dagens nederlag mister Stenhusets førstepladsen i Jyllandsserien, som overtages af BK Nordkraft, der bankede BK 98 med 10-0. HIK er på 3. pladsen.

Dagens topscorer blev Claus Sørensen med 792, tæt forfulgt af Bastian med 782.

Stenhusets 2. hold damer spillede i dag på hjemmebane i Løvvang Bowling Center mod Smut fra Odense. Holdet skule forsøge at følge op på den seneste flotte sejr på 32-16 over Enghaven.

Stenhuset leverede en flot kamp, og man må sige, at Lone Thomsen med 1248 kegler på 6 serier gjorde en stor forskel. Lone havde afbud til dameligaen pga ferie for nogle uger siden, men indtil videre har dette afbud været til stor gavn i første division.

I første serie var Stenhuset det bedste hold og vandt sikkert med 6-2. De to point til gæsterne kom i hus, da de vandt en double med kun 4 kegler. I anden serie var Stenhuset uheldige. Det blev til et nederlag på 2-6 med sølle 10 kegler samlet (976-986).

I tredje serie var Karen (207) og Lone (244) helt flyvende. De vandt deres double med over 100 kegler. Carina og Tove var uheldige og tabte med 3 kegler, mens Ketty og Grethe i den sidste double spillede uafgjort. Dermed vandt Stenhuset 5-3, hvilket klart var i underkanten, når man ser på det klart bedre keglefald.

I fjerde serie lykkedes det Stenhuset at vinde 8-0. Her var marginalerne virkelig med Stenhuset, idet Grete og Carina vandt med blot én kegle. SÅDAN!

I femte serie spillede gæsterne fra Fyn rigtig skidt på to af doublerne, og Stenhuset vandt forholdsvis sikkert 6-2. Lone var igen flyvende med 231.

Sjette serie blev præget af træthed og var klart dagens dårligste. Stenhuset faldt ned på 895 og tabte desværre 2-6.

Sidste serie ændrer dog ikke ved en flot samlet sejr på 29-19 (5939-5638).

Stenhuset er p.t. på andenpladsen i 1. division og spiller igen i morgen søndag på udebane i Herning.

Efter en katastrofal sæsonstart i Hobro skulle herrernes 3. hold i dag forsøge at revanchere sig mod Hjørring BC 3 i Hjørring Bowling Center.

Det blev en kamp, som blev meget uspændende. Stenhuset vandt kæmpestort med 10-0 (4444-3468).

Ingen af serierne blev vundet med mindre end 200 kegler, så man må sige, at sejren var suveræn.

Topscorere:
Claus Sørensen (771)
Leo Jacobsen (768)

Med sejren er Stenhuset nu en den øverste halvdel af serie 1.

Godt spillet drenge!

Stenhusets 2. hold herrer har nu i en årrække spillet i samme række som BK 98 fra Fjerritslev, og det er aldrig lykkedes os at vinde i Han Herreds Bowling Center. Netop denne hal har i en del år haft ry som Nordjyllands sværeste udebane, men i dag var Stenhusets spillere opsatte på at forsøge igen.

Ved ankomsten til bowlingcentret blev vi budt på gratis kaffe og blev i det hele taget venligt modtaget. Og i opvarmningen stod det klart, at det faktisk var muligt at spille bowling på banerne. Der var derfor ingen grund til ikke at være optimistisk.

Første serie blev en forholdsvis lige affære, men Stenhuset var en tand skarpere end hjemmeholdet i sparespillet. Der blev derfor langsomt men sikkert opbygget et forspring, som holdt serien ud. Sejren blev på 1063-994, og Henrik Binderup var Stenhusets bedste med 191.

I anden serie startede hjemmeholdet bedre ud, men selvom de fik skabt sig et mindre forspring, hang Stenhuset godt på. Afgørelsen faldt i 4. rude, hvor Stenhuset fik 5 strikes. I 5. rude blev der bygget på fire dag disse. Samlet vandt Stenhuset serien med 1091-1035. Per H var seriens bedste med 224, men også Svend Erik K (202) spillede godt.

I 3. serie startede hjemmeholdet rigtig godt ud, mens Stenhuset pludselig lavede mange missere. Midtvejs i serien var vi bagud med 100 kegler og begyndte at frygte et sammenbrud. Men mod slutningen af serien fik vi hanket op i os selv og fik begrænset nederlaget til 1067-1026.

I fjerde serie var Stenhuset klart bedst, og det var kun en meget stærk afslutning af hjemmeholdet (4 doublestrikes i 10. rude), der gjorde serien spændende. Den stærke afslutning var dog ikke nok til at fravriste Stenhuset sejren på 1041-1019.

DERMED ER FORBANDELSEN BRUDT! Stenhuset vandt samlet 8-2 (4221-4115) og ligger helt i toppen af Jyllandsserien.

Dagens topscorer blev Svend Erik Kristensen med 754.

Vi sluttede dagen med en sejrsøl og bowlinghallens frokost: 1 tartelet og 2 håndmadder for 30 kr. En bowlinghal, hvor man kan få en ordentlig og prisrimelig frokost er ikke ligefrem hverdagskost. Så alt i alt: Dejlig oplevelse at besøge Han Herreds Bowling Center denne søndag.

Herrerne spillede lørdag formiddag sæsonens første hjemmekamp mod Smut fra Odense. Vi havde torsdag aften trænet på frisk olie, og havde haft noget besvær med at finde måden at spille banerne på i starten, og dette billede gentog sig i dagens kamp, hvor hjemvendte Kimmy var med på holdet.

Vi startede som nævnt den første serie lidt tøvende, og havde generelt for mange misser og splitter. Vi havde nogle sløje ruder mod slutningen af serien, i modsætning til Smut, som spillede en god afslutning. Konsekvensen blev at nogle lige opgør, alle gik til Smut, og vi var efter den første serie bagud med 0-8.

Anden serie fortsatte på samme måde, men efter nogle ruder fik flere bedre fat i spillet, og vi fik os løftet i niveau. Til gengæld gik Smut helt i stå, så denne gang var det os som gjorde rent bord og vandt 8-0. Dermed var der udlignet til 8-8.

Tredje serie fortsatte som anden sluttede. Smut kom dog meget bedre med. Vores spil var godt, men vi har for mange simple misser. Det skal forbedres til de kommende kampe ! - Vi havde godt fat i kampen, som vi styrede. Vi måtte dog “nøjes” med 6-2, efter en tabt double med 414 mod 426.

Fjerde serie var endnu en fortsættelse. Smut tabte igen niveau og vi snuppede lige endnu en 8-0. Stillingen var nu 22-10.

Femte serie var samme historie. Vi tabte desværre en tæt serie med 375-382, og endnu en 6-2.

Sidste serie blev meget tættere end de øvrige. Jonas fra Smut lavede en stribe, og hjalp sit hold til to points i en double, som vi tabte med 418 mod 436. Derimod modstod vi presset i en anden double hvor vi vandt 389 mod 379. Dermed endnu en 6-2, samlet 34-14 og keglerne 7053-6668.

En overbevisende sejr på en dag, hvor vi blev klart bedre end vores modstander. Vi skal dog have knækket problemet med den halvsløje start til de kommende hjemmekampe.

De bedste personlige resultater blev Lars med 1268 og Kimmy med 1230.

Næste kamp er hjemmekampen lørdag d. 18. oktober kl. 12.00 mod oprykkerne Stars and Strikes fra Horsens.