Jyllandsserien: Storsejr og sæsonrekord i Brønderslev
- Detaljer
- Oprettet: 17. marts 2014
- Skrevet af Per Høberg
Stenhusets 2. hold herrer var søndag d. 16/3 kørt en tur til Brønderslev Bowling Center for at spille kamp mod BK Outsiders 3. Kampen resulterede i en storsejr til Stenhuset på 10-0. Tilmed præsterede Stenhuset sæsonens hidtil bedste keglefald.
Holdet var forstærket med Peter Mølgaard og Torben Lindstrøm, der begge havde afbud til førsteholdets seneste kamp i Søndervig. Begge spillerede "leverede varen" på andetholdet.
Man kan sige, at kampen var blottet for spænding. Stenhuset vandt den første serie 1167-1002; en serie, hvor Torben åbnede med 263! I anden serie vandt Stenhuset 1184-1005. Torben fortsatte den suveræne stil med 234, men også Peter (224) og Bastian (203) ville lege med.
Tredje serie blev den tætteste, idet Stenhuset "kun" vandt 1173-1085. I denne serie var Peter (227) og Svend Erik Kristensen (201) holdets bedste. Et flot punktum blev sat i fjerde serie, som Stenhuset vandt 1163-1004. Her meldte både Leo (210) og Henrik Binderup (214) sig også ind i kampen.
Alt i alt en super præstation i Stenhusets hold. Det samlede keglefald blev 4687. Topscorere blev Torben (851), Peter (843) og Leo (604 på 3 serier).
Med sejren hænger Stenhuset fast i den bedste halvdel af Jyllandsserien og har gode muligheder for at sikre sig medaljer. Der resterer tre kampe i denne sæson.