1. division: Enghaven fik ørene i maskinen i Løvvang
- Detaljer
- Oprettet: 27. september 2014
- Skrevet af Per Høberg
Stenhusets 2. hold damer gav lørdag d. 27/9 de fremmødte tilskuere en rigtig god bowlingoplevelse, da holdet snuppede sin første sejr siden oprykningen til 1. division: Enghaven blev sendt hjem til Vejle med et nederlag på hele 34-14.
I første serie snuppede Stenhuset en sejr på 6-2 med et samlet keglefald på 938-922. Mindre tæt var det i anden serie, hvor Stenhuset væltede 1002 kegler mod kun 921 til gæsterne. Til gengæld sluttede denne serie 4-4, idet Stenhuset tabte en double med 37 kegler og en anden med kun 5. Øv!
Så fulgte to serier, hvor gæsterne spillede rigtig skidt. Kun 854 blev det til i begge serier, og så rakte det rigeligt, at Stenhuset lavede 941 og 973. Bingo. To sejre på 8-0, og så var Stenhuset langt foran.
I femte serie vågnede gæsterne op, og så var det pludselig deres tur til at vinde 8-0 (1025-932), men Stenhuset lukkede med manér og vandt sjette og sidste serie 8-0 (1034-826). I denne serie præsterede alle holdets spillere på et jævnt eller højt niveau.
Stenhuset væltede samlet 5820 kegler, hvilket er næsten 400 mere end i sæsonens første kamp, hvor det blev til et 31-17 nederlag i Fredericia. Dagens topscorer blev Lone Toft med 1091, men også Ninna (1037) og Karen (1006) spillede rigtig fint.
Tilbage er kun at sige: Godt gået piger!