Stenhuset-spillere i ungdoms-ranking finalen
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
I den forgangne weekend blev Viborg Kredsens ungdomsstævne afviklet - det sjette og sidste i rækken af ungdomsstævner i denne sæson.
Flere Stenhuset spillere er kvalificeret til ungdoms-ranking finalen. Erik Kalmar Møller Jensen indtager en imponerende førsteplads i ynglingenes drengerække. Efter 1378 i det sidste stævne i Viborg har han i denne sæson opnået 225 rankingpoint og skal dermed spille rankingfinale i juni måned mod syv af Danmarks bedste ungdomsbowlere.
Også Rikke Nørgaard Johansen er kvalificeret til finalen. Med 220 rankingpoint blev hun nummer 2 i juniorrækken (piger), og er dermed blandt de seks spillere, der skal spille finale.
Hos drengene (junior) sluttede Jeremy A. Christensen som nummer 10, hvilket desværre ikke giver finaleadgang.
Som navnet siger er ungdoms-ranking en ranglisteturnering, som tæller seks nationale ungdomsstævner i løbet af en sæson. Det er derfor Danmarks bedste bowlere over hele sæsonen, der kvalificerer sig til finalen. Stenhuset ønsker Rikke og Erik tillykke med kvalifikationen og held og lykke i finalen.
Om selve Viborgkredsens ungdomssstævne kan du læse meget mere i en anden artikel her på siden.
Repræsentantskabsmøde i Aalborg Kredsen 2012
- Detaljer
- Skrevet af Lars Møller Jensen
Der er i aften afholdt repræsentantskabsmøde i Aalborg Kredsen. Fra Stenhuset deltog Per Høberg og undertegnede som repræsentanter.
I forbindelse med Formandens beretning blev Aalborg Kredsens økonomiske situation drøftet. Bestyrelsen havde stillet forslag om at:
- Tilskud til ungdom nedsættes til maksimalt 12.000 kr. i 2012 (17.250 kr. i 2011)
- Ekstra betaling til dommerstaben nedsættes til maksimalt 16.000 kr. i 2012 (21.000 kr. i 2011)
- Der indføres kontingentbetaling til Aalborg Kredsen der opkræves via kamppriserne.
Efter en længere diskusion blev det besluttet at tilskuddet til ungdommen bevares på nuværende niveau, at ekstra betaling til dommerstaben nedsættes til maksimalt 16.000 kr., samt at der indføres en afgift pr. spillet serie pr. spiller på hjemmeholdet for turneringskampe afviklet i Løvvang på 3,00 kr. Der er ingen afgift for ungdomshold eller for seniorhold i jysk turnering/pokalturneringen. Aalborg Bowlinghals Fond har påtaget sig vederlagsfrit at opkræve kampafgiften fra klubberne i forbindelse med den øvrige kampafregning og efterfølgende afregne med Aalborg Kredsen.
Ordningen begunstiger ligaklubber fordi der kun medregnes hjemmeholdets serier i en årlig hjemmerunde, så selv om ligahold spiller betydeligt flere serier end rækker med hjemme/ude kampe, bliver der kun betaling for 84 serier pr. sæson for ligahold, mod 216 serier for hold i rækker med 10 hold, som har 9 hjemmekampe med hver 24 serier.
Med de nuværende hold i de nuværende rækker spiller vi knap 1.000 turneringsserier på hjemmebane i en sæson. Beslutningen vil belaste Stenhusets økonomi med ca. 3.000 kr. for sæsonen 2012-2013. Der er ikke budgetteret med denne ekstra omkostning i 2012.
Der er indgået en aftale i mellem Aalborg Bowlinghals Fond og Aalborg Kredsen der indebærer at Kredsen dækker udgifter til skader, i forbindelse med indbrud hvor spilleautomaterne er det primære mål, som ikke dækkes af andre parter. Aalborg Kredsen er med aftalen forpligtet til at dække op til 10.000 kr. årligt.
Seniorlederen lovede at komme med en oversigt til næste års møde der viser de samlede udbetalinger til dommerne, der dels består af de almindelige dommertakster jf. JBU's og DBwF's regler, samt det ekstra vederlag fra Aalborg Kredsen.
Ungdomslederen ønskede en tilkendegivelse om man ønsker at Aalborg Cup skal tilbydes bredere til naboklubberne, i f.eks. Brønderslev og Hobro, eller om det fortsat skal være et arrangement alene for Aalborg klubberne. Der var mest stemning for at Aalborg Cup er for Aalborg klubberne.
Ungdomslederen fortalte at SAM's ungdomstræf i 2012 kan afholdes til samme økonomiske vilkår som i 2011.
Der afholdes ikke Løvvang Easter Challenge i 2012 pga. ungdomseuropamesterskaberne. Det negative økonomiske resultat i 2011, indebærer at det er tvivlsomt om der bliver et stævne i 2013.
Regnskab og budget blev godkendt med de ændringer som følger af beslutningerne vedrørende ungdomstilskud, dommerordning, samt kontingentbetaling via kampafgift.
Regnskabet for SAM's Ungdomspris blev ligeledes godkendt.
Kasserer Lisbeth Bang og sekretær Bastian E. Jensen fra Stenhuset blev genvalgt til deres bestyrelsesposter. Michael G. Hansen fra Stenhuset blev genvalgt som revisor.
Under eventuelt orienterede jeg om Stenhusets forslag om væsentlige ændringer til Aalborg Kredsens love, som ikke er tilstrækkeligt tilpasset, til den nuværende bowlingorganisation, hvor Aalborg Kredsen ikke længere indgår. Forslaget vil blive fremsat i forbindelse med Aalborg Kredsens ordinære repræsentantskabsmøde i 2013.
DBwFs landsturnering: spænding om slutspilspladserne
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Stenhusets junior- og ynglingehold var i den forgangne weekend en tur i Næstved Bowling Center for at spille 2. runde i DBwFs landsynglinge- og landsjuniorturnering. Forud for runden indtog juniorerne sidstepladsen, men ynglingene lå i toppen med gode muligheder for en slutspilsplads.
Stenhusets juniorhold fik som forventet en svær runde, hvor modstanderne er meget stærke. Lørdagen startede dog rigtig godt med en flot 3-2 sejr over SISU (1279-1243). Stenhuset leverede et meget flot comeback i denne kamp. Desværre blev lørdagens to sidste kampe tabt: Først blev det 0-5 mod Ravnsborg (i en kamp, hvor Stenhuset godt kunne have fortjent point), og dernæst et klart 0-5 nederlag til Trekanten.
Søndagens kampe bød på godt spil, men desværre ingen point til Stenhuset. Det blev 0-5 mod Smut (1241-1433) og 0-5 mod Team Østjylland (1196-1393).
Stenhusets ynglingehold var afsted til Næstved uden reservespiller, og det var lige ved at gå galt, da Jeremy Christensen lørdag aften fik en skade i den ene finger. Det lykkedes dog at få lappet det unge talent, så han kunne spille videre.
Stenhuset lagde formidabelt fra land og bankede Smut fra Odense i den første kamp med 3-2 og den flotte score 1567-1472. Dernæst kom vi i menneskehænder mod topholdet Trekanten (0-5 - 1393-1630), men herefter blev det til en sejr på 3-2 over BK Center (1449-1354). Lørdagen sluttede med et overraskende nederlag på 0-5 til NBC (1355-1662). Der er ikke så meget andet at sige end at NBC spillede fremragende i denne kamp.
Søndagen startede med en fremragende præstation og en klar sejr på 5-0 over Ravnsborg (1671-1358), og herefter blev også BK Skawbo besejret 5-0, inden det i den sidste kamp desværre blev 0-5 mod Haslev BK (1389-1457).
Tredje og sidste spillerunde afvikles i Løvvang Bowling Center i slutningen af april, og der er masser af spænding i ynglingerækken. De fire bedste hold går videre til medaljeslutspillet. Trekanten fører med 57 point og Haslev BK er på andenpladsen med 51 point. Disse to klubber kan næppe hentes. Herefter ligger Smut nummer 3 med 43 point, Stenhuset nummer 4 med 41 point, BK Center nummer 5 med 39 point og NBC nummer 6 med 37 point. Alt kan således ske i sidste spillerunde.
Tak for indsatsen til spillere og ledere, som havde en god weekend i Næstved.
Repræsentantskabsmøde i Aalborg Bowlinghals Fond af 16. marts 1970
- Detaljer
- Skrevet af Lars Møller Jensen
Der er i aften afholdt repræsentantskabsmøde i Aalborg Bowlinghals Fond af 16. marts 1970, der er den virksomhed som varetager driften af Løvvang Bowling Center.
Formand Lars C. Jensen orienterede om:
Samarbejdsaftale med Danmarks Bowling Forbund
- Gratis træningsbaner for landsholdsspillere.
- Ingen aftale om garanti for forbundsarrangementer i Løvvang.
- Det forventes at der indgås en større 2-årig aftale inden sommer.
Indbrud i hallen
- Veksleautomat ved spilleautomater er målet.
- Der er indgået en aftale med Aalborg Kredsen om at Kredsen dækker tab på op til 10.000 kr. årligt.
BAI
- Underskud i 2010: 70.000 kr., i 2011: 140.000 kr.
- Selv om der er underskud, er det fortsat en god forretning fordi olieringsmaskiner stilles gratis til rådighed, ligesom det øger muligheden for at blive vært for store internationale mesterskaber.
- Tæt på at indgå 3-årig sponsorat (2013-2015) med Kegel og Bowltech der indebærer gratis nivellering af baner, kontantbeløb 110.000 kr. samt gratis vedligeholdelse af olieringsmaskiner.
Banenivellering
- Er foretaget på baggrund af en elektronisk opmåling, der viste væsentlige problemer på de fleste baner på de første 6 meter.
- Er foresaget af kombinationen af laminat ovenpå træbaner.
- Kegel har udbedret problemer ved nytårtid, og Løvvang har nu Europas mest jævne bowlingbaner.
UEM 2012 og EM for herrer 2015
- UEM afholdes om få uger. Aalborg Kommune støtter med 400.000 kr. Sport Event Danmark med 100.000 kr. God sund økonomi. Der garanteres overskud.
- Det er netop afgjort at Løvvang skal være vært for EM herrer 2015. Aalborg Kommune støtter med 500.000 kr.
Den økonomiske situation
- Underskud i 2010: 625tkr.
- Underskud i 2011: 371tkr.
- Budgetteret underskud i 2012: 525tkr.
- Likviditet er i positiv udvikling, og forventes at fortsætte dette de kommende år.
- Ikke noget stort råderum de kommmende år for investeringer.
- Det blev oplyst at i perioden frem til 2019 forventes positiv egenkapital i hele perioden.
Økonomisk strategi: Stram styring af likviditet. Forsigtighed og tilbageholdenhed. Håber på bedre tider.
Direktør Kim T. Jensen gennemgik regnskab og budget.
Bestyrelsen har genudpeget Formand Lars C. Jensen, og bestyrelsesmedlem Jan Petersen.
Jydsk Bowling Unions repræsentantskabsmøde 2012
- Detaljer
- Skrevet af Lars Møller Jensen
Der blev i dag i Viby ved Århus afholdt ordinært repræsentantskabsmøde i Jydsk Bowling Union. I mødet deltog fra Stenhuset som delegerede: Lars Høberg, Bastian E. Jensen og undertegnede, samt Poul Erik Larsen som licensformand og ansvarlig for resultatformidling vedrørende stævner.
Beretningerne blev behandlet. Der var primært kommentarer og debat til formandens og seniorlederens beretning. Der blev talt om sidste års repræsentantskabsmøde i Danmarks Bowling Forbund, om bowlingportalen samt om scoretavler.
I forbindelse med Formandens beretning annoncerede Per Henriksen fra Expello, at han kandiderer til formandsposten i Danmarks Bowling Forbund, ved det kommende repræsentantskabsmøde i maj måned.
Regnskab og budget blev godkendt.
Der blev vedtaget ændringer til Jydsk Bowling Unions love som konsekvens af sidste års ændringer i Forbundets love, samt en række redaktionelle tilpasninger. Forslaget fra Region 1 om at regionens repræsentant i unionsbestyrelsen skal udpeges af regionen og ikke fast skal være formanden, blev forkastet. Der var tre stemmer for.
Chresten blev genvalgt som ansvarlig for resultatformidling Syd og Poul Erik Larsen blev genvalgt som licensformand og ansvarlig for resultatformidling vedrørende stævner, samt nyvalgt som lovudvalgsformand.
Kurt Jensen fra BKC blev genvalgt som formand for en to-årig periode.
Mødet blev afsluttet hurtigt. Allerede kl. 14.30 var mødet gennemført.
Dorthe og Sascha vandt DM-bronze i trio
- Detaljer
- Skrevet af Lars Møller Jensen
Der er i weekenden afholdt DM i trio i Løvvang. Det har været et mesterskab hvor flere Stenhuset spillere har vist godt spil, og det endte med bronzemedaljer til Dorthe og Sascha, der tabte til de senere guldvindere i semifinalen.
Der blev spillet indledende lørdag. Efter indledende runde gik de otte bedste damehold og de tolv bedste herrehold videre til kvartfinalerne der blev spillet søndag morgen.
Efter de indledende seks serier gik Charlotte, Maria og Randi videre på 2. pladsen, mens Dorthe, Sascha og Pia Burkal fra Trekanten gik videre på 3. pladsen. Stine og Rikke sluttede sammen med Pernille Rasmussen fra Stars and Strikes på 9. pladsen, lige udenfor kvartfinalerne, med kun 16 kegler op, mens Karina sammen med Ninna Larsen fra ABT og Maja Nielsen fra LBC sluttede på 18. pladsen.
Hos herrerne gik Torben og Lars, sammen med Lasse Scherlund fra Trekanten, videre på den sidste plads til kvartfinalen, 12. pladsen, med kun 8 kegler ned. Erik og Rune sluttede sammen med Tony Sørensen fra Falcon på 20. pladsen, med 41 kegler op.
I kvartfinalerne for damerne tabte de to Stenhuset hold terræn, og blev overhalet af to hold fra rivalerne fra BK Viborg. Det blev således kun holdet med Dorthe, Sascha og Pia Burkal fra Trekanten som gik videre til semifinalen, via 4. pladsen. Charlotte, Maria og Randi sluttede på 5. pladsen.
Hos herrerne spillede Torben, Lars og Lasse Scherlund en meget stærk kvartfinale. Med 654, 621, 652 og 600 rykkede de op i klassementet, men desværre rakte det ikke til mere end en ærgerlig 5. plads, lige udenfor semifinalen, med kun 43 kegler op.
I semifinalen skulle Dorthe, Sascha og Pia Burkal møde det bedste hold efter kvartfinalerne, landsholdspigerne fra Game On, som efter 10 serier havde scoret 6376 mod vores 5710. Så det var hårde odds, og vores piger tog kampen op, men desværre tabte vi med 1176 mod 1231 i semifinalen, hvorefter vores rolle var udspillet, og bronzemedaljerne var i hus. Tillykke til Dorthe og Sascha.
De individulle resultater fra indledende:
Charlotte 1222 (3)
Sascha 1171 (9)
Maria 1162 (10)
Stine 1156 (11)
Dorthe 1122 (19)
Randi 1104 (24)
Rikke 1052 (34)
Karina 1005 (43)
Erik 1234 (29)
Torben 1214 (38)
Lars 1204 (42)
Rune 1000 (128)
Stine og Rikke udtaget til europamesterskabet
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
2012 er ikke noget helt normalt bowlingår. Løvvang Bowling Center i Nørresundby skal nemlig i påsken (31. marts - 9. april) være vært ved EYC (European Youth Championships) hvor 25 nationer skal kæmpe om de europæiske mesterskaber.
Landstræner Michael Bai Andersen udtog i denne uge de 4 drenge- og 4 pigespillere, der skal repræsentere Danmark ved denne historiske begivenhed på hjemmebane.
I pigernes trup blev der pas til begge Johansen-søstrene. Stine N. Johansen og Rikke N. Johansen udgør sammen med Pernille Rasmussen (Stars and Strikes Horsens) og Pernille F. Nielsen (Pin-Crackers) det danske pigelandshold. Stenhuset ønsker stort tillykke med den fornemme udtagelse og ønsker endvidere alt mulig held og lykke. Uanset hvad, så bliver EM på hjemmebane en fantastisk oplevelse.
I drengenes trup blev der, trods mange gode resultater og finaleplaceringer i sæsonens løb, ikke plads til Erik Kalmar Møller Jensen.
Se meddelelse vedr. landsholdsudtagelserne på www.bowlingsport.dk og læs alt om europamesterskabet i Løvvang på www.eyc2012.eu
Dobbelte jyske mesterskaber til Mika og Rikke
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Årets udgave af det jyske ungdomsmesterskab var rykket ud på den jyske hede, idet Herning Bowlinghal lagde baner til arrangementet. Det blev et meget vellykket arrangement, både organisatorisk og sportsligt – og især set med Stenhuset briller. Hele 5 Stenhuset-spillere var i den individuelle finale, og her blev det til to guld- og en sølvmedalje. Derudover blev det også til jyske mesterskaber, samt øvrige medaljer, i par. I sandhed et flot mesterskab af Stenhusets ungdomsspillere.
Lad os begynde i puslingerækken. Her var Stenhusets Mika Guldbæk helt og aldeles suveræn i indledende runde, hvor hun scorede imponerende 1145. Det rakte til en meget sikker førsteplads og dermed adgang til semifinalen. Denne adgang fik også en af Stenhusets nyere spillere, nemlig Kira Wittrup Eskildsen. Kira scorede flotte 743 i indledende, hvilket var præcis 10 kegler flere end spilleren på femtepladsen. Også Camilla Tranum deltog i mesterskabet, og hun sluttede på syvendepladsen.
I semifinalen fortsatte Mika og Kira det flotte spil. På fire serier scorede Mika 217, 196, 140 og 169, hvormed hun fastholdt førstepladsen før trinfinalen. Kira scorede 112, 126, 141 og 179 – og dermed blev hun bare bedre og bedre efterhånden som semifinalen skred fremad. I trinfinalens første kamp skulle Kira op mod Katrine Gregersen fra Trekanten, og her var der desværre ikke så meget at stille op: Kolding-pigen vandt med 172-111. Kira var dog særdeles tilfreds med sin flotte fjerdeplads – og dette med rette. På andet trin tabte førnævnte Katrine Gregersen med 127-141 til Line B. Christiansen fra Stars and Strikes, og dermed var Mikas finalemodstander fundet. Efter at have vundet første serie med 172-146 blev Mika pludselig nervøs og tabte 2. serie med 157-167. Men heldigvis fik hun genfundet melodien i tredje serie, som hun vandt 181-128. Dermed kan Mika, i suveræn og fortjent stil, kalde sig individuel jysk mester 2012.
Hos juniorerne fulgte Rikke N. Johansen op på sit flotte resultat i KBUs ungdomsstævne og var i indledende lige så suveræn som Mika var i puslingerækken. Med 1303 kegler var Rikke den klart bedste pige, og da hun i semifinalens fire serier scorede 220, 188, 190 og 248 endte hun med et forspring på næsten 300 kegler til nummer 2 før trinfinalen. Her var Rikke imidlertid lige ved at snuble mod Cecilie Simonsen fra BK Ribe, som var modstanderen i guldfinalen. Rikke tabte den første serie med 139-156, men vandt herefter 2. serie så marginalt som 186-185. Nu havde Rikke overtaget og vandt 3. og afgørende serie 215-172. Dermed kan også Rikke kalde sig individuel jysk mester.
I juniorernes pigerække var også Emma K. M. Jensen og Charlotte Tranum med i semifinalen – de sluttede som hhv. nummer 7 og 8. Flot gået af dem begge!
I juniorernes drengerække scorede Jeremy A. Christensen 1105, hvilket rakte til en syvendeplads efter indledende runde. I semifinalen fik Jeremy imidlertid spillet sig op på fjerdepladsen, og dermed fik han adgang til trinfinalen. Her tabte Jeremy desværre den første serie med 129-173, og dermed sluttede han på fjerdepladsen. Dette er dog en flot placering i en meget stærk række.
I ynglingerækken viste Erik K. M. Jensen endnu en gang prøver på sit meget store talent. Med 1320 kegler i indledende runde lagde han sig i spidsen for drengerækken, og denne placering fastholdt han med godt spil i de fire serier i semifinalen. I trinfinalen blev Eriks modstander i guldfinalen Lars Nedergaard fra BK Skive, og her kunne Erik desværre ikke fuldende et ellers meget flot mesterskab. Første serie blev tabt 200-224, og anden serie blev tabt 157-175. Dermed sluttede Erik med en individuel sølvmedalje. Stort tillykke med det.
Lad os til sidst se på medaljehøsten i par-disciplinen. Her blev der spillet om det jyske mesterskab i 2-mandshold, og også her vandt Stenhuset mange medaljer. Mesterskabet i denne disciplin afgøres ud fra resultaterne i indledende runde, og Stenhuset høstede følgende medaljer:
Ynglinge drenge:
GULD til Erik K. M. Jensen sammen med Marc Ofverlind fra HIK Hobro.
Junior piger:
GULD til Rikke N. Johansen sammen med Mette Hald fra Stars and Strikes Horsens
Puslinge piger:
GULD til Mika Guldbæk sammen med Line Brandt Christiansen fra Stars and Strikes Horsens
sølv til Camilla Tranum sammen med Katrine Gregersen fra Trekanten.
bronze til Kira W. Eskildsen sammen med Laura K. Laugesen fra HBK 91, Horsens.
Dermed kan både Mika og Rikke kalde sig DOBBELTE jyske mestre. Vi skal heller ikke glemme, at Emma K. M. Jensen / Charlotte Tranum sluttede på 4. pladsen i junior piger par. Samme placering fik Jeremy A. Christensen hos drengene sammen med sin makker, Patrik fra KBK/Kammeraterne.
Alle resultaterne fra JM 2012 kan ses på Jydsk Bowling Unions hjemmeside (www.jbwu.dk)
Stenhuset-piger til tops i KBUs ungdomsstævne
- Detaljer
- Skrevet af Per Høberg
Sæsonens næstesidste ungdomsstævne, KBUs ungdomsstævne, blev traditionen tro afviklet den tredje weekend i januar, og World Cup Hallen i Rødovre lagde baner til stævnet. En del Stenhuset-spillere havde taget turen til hovedstaden for at deltage i stævnet, og det blev faktisk en stor sportslig succes.
Lad os begynde hos puslingene. Her spillede Mika Guldbæk en rigtig god indledende runde, idet hun scorede 1076 på 6 serier (hun lagde fra land med en serie på 202). Det rakte til en foreløbig 2. plads i pigernes puslingerække, samt finaleadgang. Til finalen kvalificerede sig de 6 højst scorende puslinge piger, og så skulle der spilles "knock out". De seks piger startede med at spille én serie, hvorefter den laveste score udgik. Således skulle der spilles seks serier. Mika slap sikkert over de første to trin med serier på 212 og 163. Atter i tredje serie var hun bedst med en serie på 176. Nu var der kun tre spillere tilbage, men det gav ikke Mika nerver på. Med en serie på 184 var hun atter bedst på fjerde step, og så fulgte den endelige finale mod Kamille Jørgensen fra NIF (Nordlangeland). Denne serie blev meget spændende, men Mika vandt 168-164, og dermed kom hun øverst på skamlen ved KBUs ungdomsstævne 2012. Stort tillykke.
I pigerækken hos juniorerne viste Rikke N. Johansen, at hun er ved at være tilbage i tidligere tiders storform. 1312 i indledende runde var et suverænt resultat, som bragte hende på førstepladsen efter indledende runde. I finalen (hvor der deltog 8 spillere) slap Rikke sikkert videre var de første to trin (med serier på 192 og 205). På tredje trin var det lige ved at gå galt med en serie på 155, men heldigvis var der én spiller, der med 129 var dårligere. På fjerde trin blev der scoret enormt høje resultater, og med 226 kom Rikke sikkert videre. Ni var der kun Charmaine Wrisberg og Kira Hansen (begge SISU) tilbage i finalen - to af Danmarks absolut bedste pigebowlere. På næstsidste trin var Charmaine suveræn med 235, mens Rikke (195) lige akkurat var bedre end Kira Hansen (191). Finalen blev fantastisk velspillet. Med en sejr på 247-221 viste Rikke, at hun var en meget værdig vinder af KBUs ungdomsstævne 2012. Stort tillykke ønsker Stenhuset også til Rikke.
I ynglingerækken var Stine N. Johansen meget tæt på at stryge til tops. Med 1063 i indledende runde blev hun ganske vist "kun" nummer 8, men i finalen kom Stines store rutine hende til gode. Med serier på 161, 254, 223, 188, 186 og 180 kom hun hele vejen frem til den endelige finale, hvor hun skulle spille mod veninden Pernille W. Rasmussen fra Stars & Strikes (Horsens). Her tabte Stine desværre med 182-211. Dog en meget flot præstation i finalen.
Endelig var også Jeremy A. Christensen i finalen efter flotte 1218 i indledende runde. Desværre blev Jeremy slået ud på finalens 3. trin, endda med en serie på 176.
Stævnet blev (desværre) afviklet med en hel del tekniske problemer på banerne, ligesom det var tilfældet under damernes ligarunde i sidste weekend. Men tak til Henriette (leder og buschauffør), som rapporterer om en rigtig god tur til Rødovre.
Alle resultater fra stævnet kan ses på www.kreds13roedovre.dk
Træning med Torben Nygaard
- Detaljer
Torben Nygaard har selvfølgelig også ret til at herse med vores medlemmer i det nye år. Torben kammmer på følgende datoer:
16/1 - 30/1 - 13/2 - 27/2 - 12/3 - 26/3 - 16/4. Alle datoer er mandage som vanligt, og tidspunktet er også det sædvanlige, nemlig kl. 18-19. God fornøjelse.
Seniorlederen.