Stenhusets hold gjorde lørdag d. 3. september en rigtig god figur i Jysk Turnering.

I første runde deltog Stenhuset med 3 herrehold.

I Aars spillede Lars, Peter og Per D. Holdet vandt samtlige fem kampe og er videre til anden runde.

I Sæby spillede Per H, Jan P og Knud Erik. Holdet vandt samtlige fem kampe og er videre til anden runde.

I Skagen spillede Bastian, Casper S og Poul. Holdet vandt fire ud af fem kampe og er videre til anden runde.

Under runden i Skagen vandt vores hold de første fire kampe inden en banefejl opstod, som tog 45 minutter at rette. Herefter kom holdet desværre ikke i gang igen :-)

Onsdag d. 31. august var Løvvang Bowling Center fyldt med hvide trøjer, da Stenhuset afviklede sit årlige klubmesterskab. Der blev spillet i rækkerne damer, herrer, drenge, piger og puslinge - og der blev gået til stålet fra første kugle. Som noget nyt spillede vi 5 serier EU med top-4 adgang til semifinalerne. Derudover var der masser af handicappræmier at spille om.

I herrerækken var der en del overraskelser undervejs. Jacob M. Mikkelsen, der netop er rykket op fra ungdomsafdelinge, viste sit store talent, da han efter indledende runde lå på førstepladsen med 211 i snit. Jacob vandt dermed også herrernes handicaprække. Lige i hælene på Jacob fandt vi klubbens formand Lars Møller Jensen, der også præsterede over 200 i snit, hvillket nok imponerede en del medlemmer. På de sidste to semifinalepladser fandt vi Per Dennis og Jan P - sidstnævnte sneg sig med i semifinalen med en margin på 3 kegler. I semifinalen stod det hurtigt klart, at Jacob ville snuppe den ene finaleplads, men der var dødt løb mellem Lars og Jan om den sidste plads. Da Jan lukkede med en stribe satte han pres på formanden, der skulle præstere en spare i 10. rude, hvilket mislykkedes. Dermed stod finalen mellem Jan og Jacob, og den blev ganske spændende. Det endte med, at Jacob måtte bøje sig for rutinen, og Jan kunne kalde sig klubmester for første gang siden 2002. Stort tillykke med det!

Præcis som i herrerækken var der i damerækken flere spillere, der havde problemer med den nye olieprofil på banerne. Dorthe førte rækken efter indledende runde, og Stine fik overvundet en svag start og spillet sig ind på 2. pladsen. Ketty snuppede tredjepladsen, mens Randi lige akkurat fik kæmpet sig ind på fjerdepladsen. I semifinalen var Randi suveræn og snuppede den ene finaleplads, og mod slutningen af serien stod det klart, at Stine ville snuppe den anden. Dorthe, der har døjet med sygdom hele ugen og stadig havde feber, virkede nærmest lettet over ikke at skulle spille mere :-) Så var der lagt op til en spændende finale mellem Randi og Stine. Sidstnævnte lagde ud med en 6-dækker, og dette kunne Randi ikke svare igen på. Det endte med en suveræn sejr til Stine, der dermed vandt klubmesterskabet præcis 20 år efter, at hendes mor (Henriette) vandt pokalen i 1992.

I drengerækken var Erik Kalmar Møller Jensen suveræn på førstepladsen efter indledende runde, bl.a. efter en enkelt serie over 250. De øvrige semifinalepladser gik til Kim Knudsen, der er tilbage efter et års skadespause, samt Jeremy og Daniel. I semifinalen fik Erik store problemer, og efter en split i 10. rude måtte han sande, at semifinalen blev endestationen i denne omgang. Jeremy og Kim gik videre til finalen, hvor Kim viste sin store styrke og rutine. Dermed vandt han klubmesterskabet 2011 i flot stil.

Hos pigerne var der masser af spænding og gode oplevelser. I finalen spillede Line Dreyer, Rikke, Emma og Charlotte. I dette selskab er det helt klart Rikke, der har stået i flest finaler gennem tiderne, men hun var faktisk tæt på at få store problemer. Line åbnede serien med en tripple og opnåede et rigtig flot resultat. Det var dog lige præcis ikke nok til at vinde over Emma og Rikke, der havde handicap med i kraft af deres placeringer i indledende runde. I finalen gjorde Emma en rigtig flot figur og endte med at vinde sit første klubmesterskab for piger. Stort tillykke med det!

Endelig var der også stor spænding i puslingerækken. I semifinalen præsterede Kira, der spillede sit første bowlingstævne overhovedet, at lave 4 strikes i træk, og dermed sikrede hun sig adgang til finalen sammen med Mika Guldbæk. Og dette selvom de to andre deltagere i semifinalen, Maria og Camilla, også spillede en rigtig fin serie (Maria lavede f.eks. en doublestrike). I finalen var det Mika, der trak det længste strå, og dermed kan hun kalde sig klubmester for puslinge 2011.

Under det efterfølgende sociale arrangement uddeltes Stenhusets tradtionsrige ungdomspokaler:

  • Puslingepokalen gik til Mika Guldbæk. I begrundelsen blev der bl.a. lagt vægt på mange flotte placeringer, ihærdig træning og ekstraordinære resultater for en kun 11-årig spiller.
  • Fiduspokalen gik til Jeremy A. Christensen, som igennem sæsonen havde samlet flest kamppoint, bl.a. fordi han flere gange i sidste sæson var topscorer på 2. holdet i Jylland/Fyn serien.
  • Ærespokalen gik til Erik Kalmar Møller Jensen, bl.a. i kraft af imponerende fremgang, positivt væsen og altid stor hjælpsomhed ved karneval, julestævne, souvenirbod m.v.

Stenhuset ønsker stort tillykke til alle pokalvindere, klubmestre og præmietagere. Tak for et rigtig godt klubmesterskab!

Sæsonens første store stævne blev afviklet i Randers, og flere spillere fra Stenhuset tog turen til det kronjyske for at deltage i stævnet.

I alt otte spillere kvalificerede sig til finalen, og heriblandt var der hele tre deltagere fra Stenhuset. Både Sascha Wedel og Lars Høberg havde gode muligheder for at slutte blandt de allerbedste, men Sascha sluttede på 4. pladsen, mens Lars blev nummer 5. Kasper Gerding Kristensen sluttede på ottendepladsen. Alle tre spillere vandt en pengepræmie, og det blev sågar også til lidt nyt udstyr til bowlingtasken.

Resultaterne i Randers lover godt for den kommende sæson, og for Saschas vedkommende vidner de om, at hun er ved at være VM-klar.

Husk klubmesterskabet onsdag den 31. august. Tilmelding til seniorlederen.

PD

Hej venner, det er ved at være tid at tilmelde sig årets klubmesterskab, der løber af stablen den 31/8. Tilmelding til Seniorlederen.

 

PD

1. hold herrer's første kamp mod Expello forventes flyttet til d. 11-09-11, kl. 11:30 i Skanderborg

Endelig godkendelse afventes

Ungdomssæsonen 2011/12 blev i weekenden skudt i gang, da World Cup Hallen i Rødovre lagde baner til det traditionsrige stævne Copenhagen Youth Open. Stævnet var, udover at være et handicapstævne inddelt i forskellige rækker, også det første i rækken af seks ungdoms-ranking stævner i denne sæson. Der blev givet premiere på ungdoms-ranking turneringens nye pointsystem, som er blevet indført fra denne sæson; førhen blev man noteret for keglefaldet i den første indledende start, men dette er nu ændret til et antal point, baseret på placeringen efter én indledende start. Dermed er ungdoms-ranking turneringen blevet mere baseret på placeringer i de enkelte stævner, ligesom det er tilfældet på Europa Touren. De forskellige baneforhold ved de forskellige stævner får således mindre afgørende betydning for den samlede rangliste.

Lad os efter denne lange indledning slå fast. At Stenhusets spillere klarede sig rigtig fint til Copenhagen Youth Open. Der var sendt en minibus af sted, og mange af spillerne opnåede flotte placeringer. Hos pigerne startede Stine N. Johansen en lovende sæson med at vinde stævnet. Stine scorede 1096 og 1082 i sine to indledende starter, hvilket sikrede adgang til søndagens semifinalespil (i kraft af en syvendeplads). I semifinalen scorede Stine 784, hvilket var nok til at smutte helt op på førstepladsen, og så var udsigterne forud for finalen pludselig meget lyse. Med 747 i finalen (4 serier) var Stines førsteplads aldrig i fare, og dermed sejrede hun i sæsonens første rankingstævne. Stenhuset ønsker stort tillykke.

Hos drengene leverede Erik Kalmar Møller Jensen endnu en præstation, som beviser, at han hører til blandt de absolut bedste drengespillere i Danmark i øjeblikket. I sin første indledende start scorede Erik 1301 kegler. Dette var stævnets næstnøjeste resultat (kun overgået af Morten Vorborg med 1302), og det rakte til en andenplads efter indledende runde i drengerækken for 16-18 årige. I sin re-entry lavede Erik endnu et godt resultat, idet han scorede 1206. Med 834 i semifinalen avancerede Erik til førstepladsen, og lignede dermed en favorit til finalen. Desværre har Erik tidligere været uheldig i finalerne efter store præstationer i indledende, og desværre lykkedes det ikke i denne omgang at vinde CYO. I finalens fire serier kostede et par "hovsa-serier" på 140 og 164 dyrt, og så endte han på tredjepladsen, blot 19 kegler efter vinderen og sølle én kegle efter nummer 2. Dette rokker dog ikke ved en MEGET flot præstation af Erik.

I drengerækken for 7-12 årige var Jeremy A. Christensen med helt fremme i indledende runde, hvor han scorede 961. I semifinalen spillede han sig fra tredje- til andenpladsen, og var dermed med i finalespillet. Denne placering fastholdt han gennem finaleserierne, og var kun overgået at Patrik Jannick Sørensen fra KBK/Kammeraterne, der vandt stævnet i suveræn stil.

I pigerækken for 7-12 årige sluttede Mika Guldbæk på tredjepladsen i indledende runde med en score på 895. Dermed opnåede også Mika adgang til semifinalen, og her scorede hun 668 kegler, hvilket betød, at hun smuttede op på andenpladsen, kun overgået af Kira Hansen fra SISU. Det lykkedes ikke for Mika at indhente Kira i finalen, men til gengæld holdt hun forfølgerne bag sig og fik en flot andenplads.

I pigernes række for 13-15 årige var Rikke N. Johansen den bedste spiller fra Stenhuset med 1030 i indledende. I samme række scorede Emma K. M. Jensen 864, hvilket desværre ikke var nok til at komme med i finalen. Efter semifinalen lå Rikke placeret på femtepladsen, og selvom spillet ikke fungerede som vi tidligere har set, så slap hun med i finalen. Rikke sluttede efter finalen på femtepladsen, og fik desværre slet ikke spillet til at fungere optimalt i dette stævne.

I rækken for 18-23 årige deltog kun Maria Bjørn fra Stenhuset, og hun scorede 1023.

Vi har i spilleudvalget nu fået strikket nogle hold sammen til Aalborg Cup. Turneringen afvikles d. 9. og 11. august 2011
Stenhuset har fået i alt 4 hold med i turneringen (2 herrehold, 1 damehold og 1 ungdomshold).
Vi starter spillet begge dage kl 18:00. Derfor er mødetid senest 17:30 begge dage.
Tirsdag spilles der double og trio. Disse sættes af spilleudvalget senere.

Holdene er som følger:

Herrer 1
Knuden
Kløjer
Lars H
Henning
Jacob Mikkelsen
Rune

Herrer 2
Per H
Kasper Gerding
Jan P
Casper Sidelmann
Bastian
Chresten

Damer
Dorthe
Randi
Sascha
Maria Bak
Maria Bjørn
Ketty

Ungdom

Sættes af Per Høberg, som pt. er på ferie. Spillerne vil blive kontaktet af Per eller Henriette.

De medlemmer som har bestilt tøj i første runde og som ikke fik det udleveret i forbindelse med hytteturen kan afhente tøjet hos mig, eller få det udleveret efter nærmere aftale til sommertræning eller et af klubbens arrangementer i løbet af sommeren. Jeg kan kontaktes på telefon 98 19 17 19 eller Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Der kommer en ny efterbestillingsrunde med deadline søndag d. 31. juli. Der er allerede afgivet bestillinger i forbindelse med hytteturen. Yderligere bestillinger skal afgives direkte til Sascha som har en bestillingsliste, eller kan sendes til mig på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Der er mulighed for at få trykt eget navn på tøjet. Hvis du ønsker det på tøj som ikke er produceret, kan du angive at du ønsker det, sammen med bestillingen. For tøj som er produceret, er det nemmeste for alle parter at du medbringer tøjet i Sportsmann i Slotsgade, hvor det er købt. Prisen for tryk af navn er 20 kr.

 

Stenhusets stortalent, Rikke Nørgaard Johansen, er i 2011 blevet kåret som Årets ungdomsbowler i Danmarks Bowling Forbund. Med udnævnelsen følger en gavecheck til en valgfri proshop, en pokal og naturligvis stor ære. Rikke fik overrakt titlen ved årets ungdoms-ranking finalen, hvor hun i øvrigt sluttede på 2. pladsen i pigernes finale.

Stenhuset ønsker Rikke et stort tillykke med en velfortjent hæder.

Vedr. indstilling af kandidat til Årets Ungdomsbowler

Bowlingklubben Stenhuset indstiller hermed Rikke Nørgaard Johansen (060896-RIJO) til titlen som årets ungdomsbowler 2011. Rikke er et stort bowlingtalent, og har allerede i en alder af 14 år opnået helt unikke resultater. Ud over de sportslige resultater er Rikke en livsglad, selvstændig og viljefast pige, som på forbilledlig vis formår at balancere mellem sjov og alvor i sin sport.

Rikke har deltaget ved samtlige DBwFs ungdoms-ranking stævner i denne sæson. Hun har opnået store resultater ved mere eller mindre samtlige stævner. Hun vandt Copenhagen Youth Open i august 2010, Køge Youth Masters i oktober 2010 i Køge, SAMs Ungdomstræf i Løvvang Bowling Center i november 2010 og KBUs ungdomsstævne i Rødovre i januar 2011. Ved de resterende stævner opnåede hun en andenplads ved Smuts ungdomsstævne i Odense og en tredjeplads ved JBUs ungdomsstævne i Holstebro. Dermed ser Rikke ud til at være storfavorit til at genvinde DBwFs Ungdoms-Ranking, som hun vandt i sommeren 2010.

Rikke har også vundet ganske mange mesterskabsmedaljer i denne sæson. I december 2010 vandt hun guld i JM mix sammen med Nichlas Christensen fra Trekanten-KIF. I februar 2011 vandt hun guld i JM double sammen med Cecilie Simonsen fra BK Ribe. Individuelt måtte hun ”nøjes” med sølv efter et knebent finalenederlag til Mette Hald fra Horsens. Ved de danske ungdomsmesterskaber i Odense i marts 2011 blev Rikke dansk mester i double, mens hun vandt en individuel sølvmedalje.

Rikke blev for nylig udtaget til det danske pigelandshold (U18), som består af 4 spillere. Landsholdet skal spille EM i München i påsken 2011, og det er ganske bemærkelsesværdigt at bevise sig værdig til pigelandsholdet allerede i en alder af 14 år. Dette sætter blot en tyk streg under Rikkes meget store talent.

Rikke har i sæsonen 2010/11 hævet sit spillemæssige niveau fra det virkeligt gode til det sublime. Hun har slået utallige jyske og danske rekorder, og er i øjeblikket indehaver af de individuelle danske ungdomsrekorder for piger over 2 serier (524), 3 serier (759), 4 serier (997), 5 serier (1213) og 6 serier (1452). Hvad angår rekorderne for 3, 4, 5 og 6 serier, så rækker disse rekorder også til at være klubrekorder for damer (18 - ?? år) i Bowlingklubben Stenhuset, og her taler vi altså om en klub, der siden stiftelsen i 1964 har fostret mange landsholdsspillere på såvel ungdoms- som seniorplan, og som har været danske mestre for hold ikke færre end 11 gange. Den tidligere rekordhaver fra Janni Hjelm, der var ligaspiller for Stenhuset og landsholdsspiller i 1990’erne.

På holdplan i Stenhuset har Rikke gennem hele sæsonen spillet på Stenhusets førstehold i eliteserien vest (sammen med Jacob Mikkelsen, 18år, Andreas Ydesen, 18år og Erik K. M. Jensen, 17år). Holdet ligger efter 9/10 spillerunder til at vinde guld i Danmarks bedste ungdomsrække for første gang siden 2002. Rikke deltager også på Stenhusets landsjuniorhold, og har ved flere lejligheder været udtaget til det jyske unionshold. 

I sin klub Stenhuset er Rikke et meget stort aktiv. Hun er et stort forbillede for sine klubkammerater, især for Stenhuset mange pigespillere i puslinge- og junioralderen. Når klubben har brug for hjælp stiller Rikke gerne op, og hun er meget deltagende i klubbens liv. Én af Stenhusets helt store indtægtsskabende aktiviteter er karneval i Aalborg, og her deltager Rikke som regel med heldagsvagt på karnevalslørdagen, ligesom hun også medvirker ved børnekarneval, battle o.s.v. Om der skal samles flasker, fejes eller sælges billetter, så går Rikke på med krum hals.

Af disse grunde mener vi, at Rikke N. Johansen vil være en værdig modtager af titlen som årets ungdomsbowler 2011.

Med sportslig hilsen

Lars Møller Jensen                                     Per Høberg
Formand, Stenhuset                                  Ungdomsleder, Stenhuset

Underkategorier