Turneringsplanen for sæsonen 2014/15 er nu åbnet i bowlingportalen. Alle medlemmer kan se den ved at gå ind på www.bowlingportalen.dk. Man skal klikke på "stillinger" i øverste højre hjørne. Stenhuset deltager i følgende rækker:

Herrer:
1. division vest
Jyllandsserien Nord
Serie 1 Nord

Damer:
Dameligaen
1. division vest

Ungdom:
Ungdomsligaen
Eliteserien
Serie 1 (region 1)

I dagene 3.-6. juli 2014 deltog 12 ungdomsspillere i World Sports Festival i Østrigs hovedstad Wien. Her på siden kan du læse om spillernes resultater og oplevelser, samt i øvrigt læse stort og småt om det store idrætsstævne, som omfattede mere end 2300 udøvere fra 34 nationer, som dystede i 12 idrætsgrene, heriblandt bowling.

 

Søndag d. 6. juli

Trinfinalerne

Kl. 14.50: Så er finalerne slut. Det blev desværre også til et nederlag til Mika, som tabte til Sofie Rasmussen med 171-204. Nu kan 1550 kilometers hjemrejse snart begynde - men først medaljeceremoni.

Kl. 14.20
: Drengenes 2. step blev desværre endestationen for Stenhuset. Jeremy tabte til Liam Mudge med 169-205.

Finalerne (3 vs 4) er i gang: Hos pigerne: Christine mod Sofie Rasmussen (Køge). Hos drengene: Daniel mod Jeremy.
Kl. 14.50: Meget værdig kamp mellem Jeremy og Daniel, som gav hinanden en herrekamp: Jeremy vinder 216-185. Jeremy skal nu møde Liam Mudge fra England.
Christine taber desværre sin kamp mod Sofie Rasmussen med 180-181 :-(

Kl. 12.56: Nå da da! Det ser ud til at vi ikke kan regne - eller også var der en regnefejl på en af resultatlisterne. I hvert fald er Daniel G. Nielsen pludselig INDE i trinfinalen med 7 kegler i stedet for at være ude med 8. HIP HURRA. Daniel er nummer 4, Jeremy er nummer 3. Dermed skal de to starte med at mødes i trinfinalen. Hos pigerne er Christine nummer 3 og Mika nummer 1.

Kl. 12.34
: Der var både op- og nedtur i sidste serie. Lad os starte med det gode: Christine scorer 201 og fuldender dermed en god dag, hvilket bringer hende op på andenpladsen. Jeremy scorer 240, hvilket bringer ham op på andenpladsen og dermed i trinfinalen. Mika fastholder sin førsteplads.
Og nu til det mindre gode: Emma scorer 154 og misser både 9. og 10. rude. Dermed mangler hun 6 kegler fra at gå videre til trinfinalen :-( Daniel scorer 224, og da flere af de foranliggende gik ned i sidste serie var han meget tæt på at komme i trinfinalen. Desværre mangler der samlet 8 kegler.
Og lad os så ikke forbigå, at Nicklas scorede sin hidtil bedste serie med 199. Stefan sluttede godt af med 192, men når ikke finalen. De sidste resultater er netop uploadet.
Summa Summarum: Christine og Mika er med i pigernes finale (U19). Jeremy er med i drengenes finale (U19).

Kl. 12.06
: Spændingen er intakt! I næstsidste serie scorer Jeremy 209 og holder sig lige akkurat på fjerdepladsen - men der scores mange kegler nu. Daniel er med 168 sat udenfor top 4 og skal hente næsten 100 kegler i den sidste serie. Det er nok desværre urealistisk :-(
Hos pigerne er Emma med 155 fortsat nummer 3. Christine scorer 171 og skal nu hente 60 kegler i den sidste serie for at komme med i trinfinalen.
Nicklas scorede en god serie på 140, og Charlotte spiller bedre nu end i de foregående 12 serier - senest med 158.

Kl. 11.35
: Der er utroligt tæt duel om finalepladserne i U19 rækkerne. Hos pigerne haler Christine med 192 yderligere ind og er nu meget tæt på fjerdepladsen. Mike scorer 164, men førstepladsen er ikke i fare. Emma bider sig fast i toppen med en serie på 206. Hos drengene er Jeremy ligeledes meget tæt på fjerdepladsen med en serie på 223. Til gengæld taber Daniel desværre terræn med en serie på 157. Spændingen er til at tage at føle på.

Kl. 11.10
: Med 222 i tredje serie til Daniel og 213 til Jeremy har de fortsat begge gode muligheder for at nå U19 finalen. Mika scorede 170 i tredje serie, men kan ikke miste førstepladsen. Med 182 holder Emma fast i toppen, og med 209 nærmer Christine sig førerfeltet.

Kl. 10.45: Anden serie bød også på flere gode resultater: f.eks. 170 til Maria, 245 til Mika og 192 til Marcus. Se alle resultaterne; de er uploadet.

Kl. 10.10: Hæderlig start på mellemrunden med flere gode resultater til Stenhuset: F.eks. 182 til Emma, 225 til Mika, 152 til Camilla, 194 til Christine, 211 til Marcus, 148 til Nicklas og 198 til Jeremy. Alle resultaterne er uoloadet.

kl. 10.03: Nyt tilnavn til Daniel: KONGEN af 10. rude. Ingen har længere tal på, hvor mange gange han har reddet en serie med en flot 10. rude. Igen i denne serie blev 147 i 9. rude til 177!

Så er det individuel finaledag! Teamkonkurrencen blev en stor succes for Stenhuset. Daniel G. Nielsens hold vandt foran Emma K.M. Jensens hold, og på tredjepladsen har vi såmænd Mika Guldbæks hold :-)
I dag spilles der 6 seriers mellemrunde med nyt handicap (baseret på de 12 hidtil spillede serier). Resultatet af de 6 serier lægges oveni det allerede opnåede resultat (12 serier), og på basis af samlet 18 serier findes de 4 x 4 deltagere til trinfinalerne. Samtlige Stenhusets spillere skal spille mellemrunde.
Her er et overblik:
Piger U14: Maria og Camilla har meget langt op til top 4, og kan formentlig ikke nå med i trinfinalen.
Drenge U14: Nicklas har langt op til top 4, og kan formentlig ikke nå med i trinfinalen.
Piger U19: Både Mika og Emma ligger p.t. til at komme med i trinfinalen. Christine har med seks gode serier i dag mulighed for også at spille sig med. Line og Charlotte har meget langt op til top 4, og kan formentlig ikke nå med i trinfinalen.
Drenge U19: Daniel ligger p.t. til at komme med i trinfinalen. Jeremy & Stefan har med 6 gode serier i dag også mulighed for at spille sig indenfor. Marcus er relativt langt fra top 4 og får svært ved at nå det.
Løbende opdateringer følger i dagens løb :-)



Lørdag d. 5. juli

Kl. 23.00: Så er der players party :-) Der er zumba til den store guldmedalje, og efterfølgende åbnede dansegulvet med masser af god musik. Træbenet blev svinget og der blev knyttet mange nye venskaber. Super god aften :-)
Her er et billede af nogle af Stenhusets spillere sammen med Sporty (stævnets maskot)

Kl. 15.45: Dagens sidste kugle er kastet. Sidste serie blev en noget sløj affære. Marcus stod for det bedste resultat med 208. Nu tager vi et par timers hvil, inden der er players party i Pyramiden i aften :-)

Kl. 15.03: Dagens næstsidste serie er færdigspillet. Daniel, Mika og Stefan scorer pæne serier omkring de 200. Trætheden er ved at indfinde sig generelt :-) Vi går nu i gang med dagens sidste serie.

Kl. 14.15: Frokosten ligger åbenbart for tungt i maven. Mange af Stenhusets spillere fik i hvert fald en rigtig øv serie. Men der var undtagelser: Maria "Christmas" Jensen var Stenhusets bedste med 199, og Charlotte Tranum scorede sin hidtil bedste serie (163).

Kl. 13.30: Så er vi klar til de sidste tre serier i teameventen. I stillingen ser det god ud, set med Stenhuset briller. Daniels hold ligger efter 9 serier fortsat på førstepladsen, tæt forfulgt af Emmas hold på andenpladsen. Mikas hold er rykket op på tredjepladsen.
I den individuelle konkurrence ser det efter 9/12 serier ud som følger:
U14 drenge: Nicklas nummer 5
U14 piger: Camilla nummer 6, Maria nummer 7 (men desværre har begge piger meget langt op til top 3.
U19 drenge: Daniel nummer 4, Jeremy nummer 6, Stefan nummer 7, Marcus nummer 14. Der er gode muligheder for, at en eller flere kan nå finalen.
U19 piger: Mika nummer 1, Emma nummer 2, Christine nummer 4, Line nummer 19, Charlotte nummer 21.

Kl. 12.20: Også tredje serie bød på flere gode resultater. Mika (224) og Christine (223) har fortsat rigtig god fat i banerne, men også Daniel fik endnu en gang lukket en serie hjem til fine 213. Jeremy sluttede med to store splitter i 9. og 10. rude, men nåede alligevel 200. Camilla spillede en fin serie og nåede 168. Nu plager sulten, så vi går til frokostpause.

Kl. 11.36: Anden serie er slut - til Stenhusets spillere var der flere fremragende resultater. Mik (275) og Jeremy (269) var helt ustyrlige og spillede imponerende flot bowling. Line fik en flot serie på 179. Christine var uheldig med en 4-6 split i 10. rude, men nåede alligevel 202. Vi går nu i gang med sidste serie inden frokost.

Kl. 10.54: Der er kanonstemning i hallen lørdag formiddag. Især englændernes supportere bidrager til at løfte stemningen med deres "Joggi Joggi Joggi - cheering". Flere af Stenhusets spillere lægger hårdt ud: Christine (227), Emma (222), Daniel (214) og Stefan (200) er frontløberne. Maria kom skidt fra start og havde 50 i 5. runde, men nåede alligevel 150 (flot kommet igen). Daniels serie på 214 kom i hus efter at han lukkede med en 5-dækker. Jow jow, humøret er højt. Vi fortsætter og kæmper for at få de sidste med på vognen. Som Nicklas netop har sagt: "NU smadrer vi dem" :-). Se alle resultater fra første serie ved at klikke på linket ovenfor (den midlertidige platform). NB! Virker IKKE fra mobil eller tablet.

Efter en skøn fredag aften, hvor vi bl.a. hyggede os med åbningsceremoni, spil og VM fodbold, er vi nu klar til andendagen af teameventen.
Flere af Stenhusets spillere er med på topholdene. Den aktuelle stilling kan ses her. Daniel G. Nielsens hold ligger på førstepladsen og Emma KM Jensens hold er på andenpladsen. Camilla Tranums hold ligger nummer 4, mens Mika Guldbæks hold ligger nummer 5. Se alle resultaterne ved at klikke på linket. Nu er Zumba opvarmningen i gang - og så er vi klar til de sidste seks serier i team. GO STENHUSET!

Fredag d. 4. juli

Åbningsceremoni:

Fredag aften var der åbningsceremoni på Admira Wacker Stadion i det sydlige Wien. Det var en festlig fejring af sportens allerbedste værdier. 2300 udøvere fra 34 nationer var en del af ceremonien. Der blev aflagt officiel ed, der blev sunget, danset brasiliansk samba, tændt ild og naturligvis lavet masser af bølge og god stemning. De fleste af spillerne var meget svære at komme i kontakt med under showet; drengene var meget fascinerede af de brasilianske dansere, mens en gruppe fodbold- og basketballspillere tiltrak pigernes opmærksomhed :-)

Hørt i forbindelse med opstilling til indmarch:

Østrigsk official: "I bedes sørge for at stille op alfabetisk til indmarchen"
Line & Maria: "Jamen..... det kommer da til at tage en evighed, hvis vi alle sammen (2300 mennesker, red.) skal stille op alfabetisk".....
NB! Det var landene, ikke de 2300 mennesker, der skulle stille op alfabetisk :-)

Her er et billede fra indmarchen, hvor vi står sammen med nogle af de mange andre deltagere.

Resultatlisten:

Resultatlisten fra de første seks serier i teameventen er kommet: På første pladsen ligger DANIEL G. NIELSENS hold :-)
Der fortsættes på teamkonkurrencen i morgen (der skal spilles 12 serier i alt)
Nu drager vi til åbningsceremoni på Stadion Südstadt

Reportage fra serierne 4-6:

Kl. 16.00: Dagens sidste serie er færdigspillet. Stefan blev topscorer i denne serie med flotte 256!! Dagens samlede topscorer blev Mika med 1170.
Kl. 15.14: Femte serie færdigspillet. Mika stod for det i særklasse mest bemærkelsesværdige resultat, da hun åbnede serien med en -/. Derefter lavede hun 7 strikes og sluttede serien på 265. De øvrige resultater var ikke prangende i denne serie. Nu slutter vi godt af!!!
Kl. 14.37: Fjerde serie er færdigspillet. Christine kommer bedst fra start efter frokost med 202. Dejligt at se højt humør og masser af snak på tværs af nationaliteterne.

Reportage fra frokostpausen:

Kl. 13.04: Eftersøgningen er afblæst. Telefonen var i Christines taske, hvor hun ellers "havde kigget 1000 gange". :-)
Kl. 12.58: Christine leder febrisk. Telefonen er hverken i tasken, i bilen, på banen, i bowlingtasken, på toilettet....
Kl. 12.46: Chokbølger går gennem hallen. Christines telefon er VÆK!!!

Reportage fra de første tre serier:

Kl. 12.35: Tredje serie er færdigspillet - med lidt blandede bolcher blandt resultater. Generelt mange splits og missere. Dog gode serier til Jeremy (216), Christine (195) og Mika (191). Også Camilla fik lavet en god serie med 170. Nu er der frokostpause. De næste tre serier starter kl. 13.45.
Kl. 11.51: Vi har fået væsentligt bedre styr på banerne i anden serie. Det er tøserne, der styrer: Emma (222), Mika (204) og Line (195) var de tre bedste i denne serie. NB! De anførte resultater er rene kegler (uden handicap tillæg)
Kl. 11.07: Første serier er færdigspillet. Banerne (39 fod olie) giver åbenbart visse udfordringer. Marcus starter bedst for Stenhuset med 185.
Kl. 10.15: Starten er netop gået til den første af dagens seks teamserier. Stenhusets spillere er på 12 forskellige hold med spillere fra andre lande. På Skærmene her i hallen står kun de første seks bogstaver i spillerens efternavn. Således spiller Jeremy Christensen nu under navnet "Christ". Lad os håbe han kan frelse os alle :-). Update med resultater fra første serie kommer ca. kl. 11.00.
Kl. 09.30: Zumbaopvarmning på banerne & ledermøde
Kl. 08.45: Vi er netop ankommet til PLUS Bowling Center. Det er samme bowlingcenter, som også danner rammen om Vienna Open. Centrets 32 baner er nu klar til at danne rammen om bowlingturneringen ved World Sports Festival, som har deltagere fra Spanien, Danmark, Østrig, Belgien og England.
info om turneringen: Vi skal spille i alt 12 indledende serier i den såkaldte "Team Event" - 6 serier i dag fredag og 6 serier i morgen lørdag. Der spilles på blandede 3 eller 4-mandshold, og der spilles med handicap. På baggrund af disse 12 serier kvalificerer de 30 bedste U14 og de 30 bedste U19 spillere sig til mellemrunden, hvor der spilles 6 serier. Resultat fra indledende (inkl handicap) medtages. Efter de 6 seriers mellemrunde er finaledeltagerne til den individuelle trinfinale fundet.

Torsdag d. 3. juli
Efter 14 timers fantastisk køretur er vi nu ankommet til Wien. Her er nogle indtryk fra vores første dag:
- Jeremy, Camilla, Charlotte, Line, Nicklas, Daniel og Mika gjorde Stenhuset STOR ÆRE, da de optrådte til karaokee night i players town med et Justin Bieber nummer. Neutrale iagttagere rapporterer, at de ramte indtil flere toner.
- Per, Bastian og de seks passagerer i minibussen fik sig et billigt grin, da de på en østrigsk landevej overhalede Johan, der var i færd med en kammeratlig samtale med politiet. Og så var han ikke engang kriminel.....
- Players Town summer af liv, og vi glæder os rigtig meget til at lære de andre bowlere, samt personer fra andre idrætter at kende.


I weekenden d. 20.-22. juni løber årets hyttetur af stablen. Her følger nogle praktiske informationer til alle tilmeldte (52 personer).

Adresse: Møllegaarden, Nordostvej 40, Voerså, 9300 Sæby.

Her følger en oversigt over transport fra Løvvang Bowling Center, fredag d. 20/6 kl. 18.30.
NB! Ikke alle har angivet transportønsker ved tilmelding, så kontakt Per Høberg, hvis der er fejl i listen nedenfor.

Bil 1: Johan, Stefan, Lilian, Tobias
Bil 2: Svend Erik K, Grete, Karina, Jeppe
Bil 3: Bastian, Jeremy, Line DO, Tristan
Bil 4: Lars, Randi, Anne, Charlotte, Claus S

Følgende kommer selv (mødes ikke ved Løvvang):

Bil A: Susanne
Bil B: Lars M, Lene, Erik, Emma
Bil C: Per, Veronica (fra Sæby)
Bil D: Billy, Annette, Camilla, Charlotte, Maria Jul (kommer senere)
Bil E: Lisbeth, Preben
Bil F: Kirsten L (fra Vodskov)
Bill G: Mika
Bil H: Morten, Karina (fra Blokhus)

Følgende kommer lørdag:
Bil 5: Jan, Carina Enevold,
Bil 6: Bruno, Jonna
Bil 7: Lone, Christine (fra Hjørring)
Bil 8: Peter M, Martin
Bil 9: Kim, Henriette
Bil 10: Leo (fra Hjørring)
Bil 11: Dion (fra Brønderslev)
Bil 12: Chresten, Ruth
Bil 13: Grethe TM, Birger
Bil 14: Daniel (kommer selv)

Søndag d. 8. juni var det ungdomsafdelingens tur til at fejre Stenhusets 50 års jubilæum. 30 ungdomsspillere og forældre havde tilmeldt sig arrangementet, der bestod af fælles frokost på Jensens Bøfhus og efterfølgende besøg i eventhallerne i Fun Center Nørresundby.

Ved eftermiddagens besøg i Fun Center blev der i 6 hold dystet i bowlingfjerne discipliner som rodeotyr, promillehockey, toilet ræs, menneske-bord-fodbold, høvdingebold, zebravædeløb m.v.

Tak til alle deltagerne for en super hyggelig eftermiddag. Der kommer snarest flere billeder i galleriet.

Så er det endeligt lykkedes at få billederne fra 50 års jubilæet lagt på hjemmesiden.

Tak til Jørn Rostgaard Sørensen fra Strike der har taget billederne ved jubilæumseventen, og Lars Høberg fra LBC som har taget billederne ved jubilæumsfesten på hotel Hvide hus.

Du finder billederne i billedgalleriet under menuen "Galleri".

Traditionen tro mødes vi hen over sommeren på minigolfbanen på Skydebanevej.
Tilmelding er ikke nødvendig - alle medlemmer med familier er hjerteligt velkomne.

Onsdag d. 28. maj 2014 kl. 19.00

Tirsdag d. 10. juni 2014 kl. 19.00

Tirsdag d. 01. juli 2014 kl. 19.00

Tirsdag d. 15. juli 2014 kl. 19.00

Tirsdag d. 29. juli 2014 kl. 19.00

Onsdag d. 13. august 2014 kl. 19.00  (UOFFICIELT KLUBMESTERSKAB!!!)

Fire ungdomsspillere fra Stenhuset deltog i denne weekend i ungdoms-ranking finalen 2014 i Odense Bowlinghal. Ungdoms-ranking er en ranglisteturnering, der baserer sig på sæsonens seks store ungdomsstævner. Finaledeltagerne er altså de ungdomsspillerne, der i ungdomsstævnerne til sammen, har været de bedste.

Stenhusets Mika Guldbæk blev nummer 2 i rækken for junior piger, kun overgået af Caitlin Dicay. Der var tale om en samlet margin på under 100 kegler. I samme række blev Emma K. M. Jensen en samlet nummer 5, mens Camilla Tranum blev nummer 6.

I ynglingerækken (drenge) sluttede Marc Ofverlind på den ærgerlige femteplads, der ikke gav adgang til slutspillet.

I pigerækken VANDT den kommende Stenhuset-spiller Christine Hansen.

Stenhuset ønsker tillykke med de flotte resultater.

Der blev i dag lørdag afholdt det årlige ordinære repræsentantskabsmøde i Danmarks Bowling Forbund. Mødet fandt sted i Fredericia idrætcenter. Fra Stenhuset var jeg repræsentant. Mødet startede kl. 10.00 og sluttede ca. kl. 19.15.

Det var et specielt vigtigt møde fordi flere vigtige ting var på dagsordenen. Forbundet har en elendig økonomi med en negativ egenkapital på 2 mio. kr., og der var forslag om at klubbernes bidrag skulle øges i form af forhøjede licensafgifter og kampafgifter. Endvidere skulle et meget vidtgående reformforslag behandles, og der var forslag om at damernes liga og divisionsrækker skulle overgå til 4-mands hold.

Se repræsentantskabsmappen for 2014 her.

Der var mødt 104 stemmer frem ud af 196 mulige.

Beretningerne blev alle godkendt. Disciplinærudvalgets formand Henning Salling trak sig fra sin post under sin beretning. Efter den seneste sag, hvor Forbundsbestyrelsen har overtrådt klubskiftereglerne i §22, stk. 2.1 (reglen om 3 måneders karantæne ved klubskifte midt i sæsonen), hvilket disciplinærudvalgets formand karakteriserede som magtmisbrug, ønskede han ikke at fortsætte på posten.

Regnskabet for 2013 blev godkendt, efter en del debat. Ligeledes blev det reviderede budget for 2014 godkendt.

Herefter blev forslag til ny struktur for Danmarks Bowling Forbund præsenteret. Jan Donde fremlagde planerne, og meddelte at man ønskede en mere realistisk proces, som anvender den nødvendige tid, til at få det ordentligt analyseret og gennemarbejdet. Der fremsættes derfor tidligst et nyt lovkompleks til næste års ordinære repræsentantskabsmøde. Endvidere er der nedsat et strukturudvalg med deltagelse af de to unionsformænd for KBU og JBU, to repræsentanter fra Forbundsbestyrelsen samt udviklingschefen (Jan Donde). Forslaget blev herefter godkendt.

Forslag til ny paragraf om klubfusion (§5, stk. 8) blev vedtaget.

Forslag om ændring af licensperioden til at følge sæsonen fremfor kalenderåret (§6 stk. 5) blev nedstemt.

Forslag om at pensionister skal betale fuld licensafgift (betaler halv licensafgift nu - §6, stk. 6), blev nedstemt.

Forslag om at klubber med 50 licenser eller flere fremover kan møde med enten en eller to repræsentanter (§10, stk. 1.1) blev vedtaget.

Forslag om at repræsentantskabsmøde skal afholdes hvert andet år i vest og øst (§10, stk. 4) blev nedstemt.

Forslag om at repræsentantskabsmateriale først skal ud to uger før (mod nuværende fire uger - §10, stk. 5) blev trukket af forslagsstiller.

Forslag om ny struktur på dagsorden til repræsentantskabsmøde (§10, stk. 7) blev vedtaget.

Forslag om at pris (nu 20 kr.) på erstatningsmedlemskort fastsættes på det årlige repræsentantskabsmøde (§22, stk. 1) blev vedtaget.

Forslag om at ungdomsspillere under 15 år må deltage i seniorstævner (§25, stk. 2) blev efter en lang debat vedtaget.

Forslag om at suspendere reglerne for Danmarksturneringen (så DT-udvalget bestemmer reglerne - §33) blev klart nedstemt.

Forslag om at damer må spille på herrehold i divisionerne (minimum 50% herrer på holdet - §33, stk. 1), blev vedtaget.

Forslag om 4-mands hold i dameligaen og damedivisionerne blev nedstemt. Der spilles fortsat 6-mandshold (§33, stk. 1.3).

Forslag om at der spilles 6 serier i ligaen og 1. division hos både herrer og damer blev vedtaget (§33, stk. 1.4). 2. division er fortsat 4 serier. Konsekvens er at 1. division damer nu skal spille doubler. Der er fremover kun to 2. divisioner hos damerne (øst og vest). Der er maksimalt 10 hold i 1. division og 2. division.

Forslag om at trioer spiller på samme banesæt (§33, stk. 1.7.1) blev trukket af forslagsstiller.

Forslag om nye 3. divisioner (nyt §33, stk. 1.8) blev trukket af forslagsstiller.

Forslag om at suspendere gældende op- og nedrykningsregler (§33, stk. 3 og 11) blev klart nedstemt.

Forslag om at afskaffe specielle liga olieprofiler blev nedstemt.

Det var nu tid til at fastsætte licensgebyr og kampgebyrer. Forbundsbestyrelsen havde stillet forslag om pæne prisstigninger. Jeg stillede forslag om uændrede licensgebyrer og kampgebyrer. Forbundsbestyrelsen trak deres forslag om forhøjelser og bakkede uændrede licensgebyrer op. Herefter forsøgte Forbundsbestyrelsen at få opbakning til ændrede kampgebyrer under dække af der var tale om en hamonisering af en meget kompliceret gebyrstruktur. Det kom dog frem at der var tale om betydelige prisstigninger. Forslaget blev nedstemt, hvilket resulterede i uændrede kampgebyrer. Det viste sig efterfølgende at forskellen mellem de nuværende kampgebyrer og de foreslåede kampgebyrer var 600.000 kr.

Den efterfølgende behandling af budgetforslag for 2015, blev således berørt af at Forbundsbestyrelsen ikke kunne få opbakning til prisforhøjelser. Indtægterne blev reduceret med 750.000 kr., hvilket medførte at budgetforslaget gik fra et overskud på 139.000 kr. til et underskud på 611.000 kr. Forbundsbestyrelsen fik mandat til at finde de nødvendige besparelser, eller om nødvendigt at indkalde til et ekstraordinært repræsentantskabsmøde.

Leif Hansen fra BeachBowl blev valgt som suppleant til Forbundsbestyrelsen. Øvrige poster var genvalg.

Næste års ordinære repræsentantskabsmøde afholdes lørdag d. 9. maj 2015 i nærheden af Fredericia.

Stenhusets Mika Guldbæk sikrede tirsdag, sammen med Caitlin Gales Dicay fra København, dansk succes ved EM i Odense.
De to piger sikrede Danmark en bronzemedalje i double efter et relativt klart semifinalenederlag til Sverige.
Også de danske drenge vandt en bronzemedalje.

Stenhuset ønsker Mika og de øvrige danske medaljetagere ET KÆMPE STORT TILLYKKE, samt held og lykke med de øvrige discipliner.
Se billeder og læs meget mere på www.bowlingsport.dk

Stenhuset har i dag modtaget orientering om, at Jydsk Bowling Union (JBU) har udtaget sit unionshold, der skal dyste mod de øvrige tre unioner i weekenden d. 14.-15. juni i Odense Bowlinghal.

Fra Stenhuset er Mika Guldbæk og Emma Kalmar Møller Jensen udtaget til holdet for junior piger.

Brevene er afsendt fra JBU i dag fredag og lander i spillernes postkasser i morgen lørdag.

På holdet for ynglinge piger er Line D. Olsen endvidere udtaget som hjemmereserve. Det betyder, at hun indtræder på unionsholdet i tilfælde af afbud.

Stenhuset ønsker pigerne tillykke med udtagelsen. JBU har vundet unionskampen stort set hvert år i det seneste årti. Lad os håbe, at denne tendens fortsætter :-)

Underkategorier