Der blev lørdag afholdt ekstraordinært repræsentantskabsmøde på Fredericia stadion. Baggrunden for at der skulle afholdes et ekstraordinært repræsentantskabsmøde var at budgettet for 2015 ikke blev godkendt på det ordinære møde i maj måned, samt at formanden og et bestyrelsesmedlem ønskede at udtræde af forbundsbestyrelsen.

Forbundsbestyrelsen havde stillet forslag om et ekstraordinært bidrag i 2015 på 50 kr. for hvert medlem over 18 år med licens. Dette forslag blev vedtaget. Stenhuset stemte imod forslaget med den begrundelse at vi ikke ønsker yderligere omkostninger, samt at det er ganske svært at få indsigt i Forbundets økonomiske situation. Der opstod på mødet den usædvanlige situation at JBU's kasserer og ungdomsleder på mødet talte varmt for at støtte det ekstraordinære bidrag, selv om de på et JBU bestyrelsesmøde afholdt for kort tid siden, i følge mødereferatet ikke kunne støtte forslaget.

Budgettet for 2015 blev efterfølgende godkendt.

Der var herefter kampvalg om formandsposten. Kandidater var næstformand Torben V. Andersen, Kim T. Andersen fra den nye klub Break Out, samt den tidligere forbundsformand Frank Rasmussen. Torben V. Andersen blev valgt med 54 stemmer, Kim T. Andersen fik 15 stemmer og Frank Rasmussen fik 2 stemmer.

Posten som næstformand var herefter ledig. Der blev også kampvalg om denne post. Kandidater var Hans Græsvig (kasserer i JBU) og Kim T. Andersen. Resultatet blev at Hans Græsvig blev valgt med 43 stemmer mod 28 stemmer til Kim T. Andersen.

JBU har dermed ikke nogen kasserer, med øjeblikkelig virkning, fordi et medlem af Forbundsbestyrelsen i følge DBwFs love ikke kan være medlem af en unionsbestyrelse. Samtidigt har JBU ingen suppleant til bestyrelsen, så der må forventes at blive indkaldt til et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i JBU snarest muligt, så JBU kan få valgt en kasserer.

Den ledige bestyrelsespost blev også besat efter kampvalg. Kandidater var den hidtidige suppleant Leif Hansen (som også er tidligere kasserer i JBU) og Kim T. Andersen. Resultatet blev at Leif Hansen blev valgt med 43 stemmer mod 28 stemmer til Kim T. Andersen.

Dirigenten besluttede at der ikke skulle vælges en ny suppleant, så vi må håbe at der ikke bliver behov herfor, inden det næste ordinære repræsentantskabsmøde i maj 2015.

SIFA (Samvirkende Idrætsforeninger i Aalborg) overrækker hvert år en talentpris til en ung idrætsudøver mellem 14 og 16 år, som på helt særlig vis har gjort sig bemærket indenfor sin idræt. Der er næsten 50 forskellige idrætsgrene og flere hundrede idrætsforeninger, som kan indstille kandidater til denne pris. I år tilfaldt æren Stenhusets Mika Guldbæk, og vi er meget glade for og stolte over, at SIFA valgte at imødekomme klubbens indstilling.

I forbindelse med klubmesterskabet d. 27/8 fik Mika overrakt pokalen, en gave og en check på kr. 3000,00 af SIFAs næstformand, Tem Frank Andersen.

Begrundelsen for tildelingen følger her i sin fulde længde:

Nørresundby d. 6. april 2014

Indstilling til SIFAs talentpris 2014

Bowlingklubben Stenhuset indstiller hermed Mika Guldbæk (født 10/9 1999) til SIFAs talentpris 2014.

Mika er et usædvanligt bowlingtalent, og har allerede i en alder af 14 år opnået helt unikke resultater. Ud over de sportslige resultater er Mika en livsglad, selvstændig og viljefast pige, som på forbilledlig vis formår at balancere mellem sjov og alvor i sin sport.

Mika har deltaget ved samtlige Danmarks Bowling Forbunds ungdoms-ranking stævner i denne sæson. Ved disse stævner deltager den samlede Danmarkselite på ungdomsfronten – typisk ca. 200 deltagere fra det ganske land. Hun har opnået store resultater ved mere eller mindre samtlige stævner. Hvis man tager de seneste stævner som eksempel kan nævnes, at hun vandt Copenhagen Youth Open i august 2013, samt blev topplaceret ved SMUTs ungdomsstævne i Odense i september, SAMs Ungdomstræf i Løvvang Bowling Center i november og KBUs ungdomsstævne i Rødovre i januar. Hun er således kvalificeret til Danmarks Bowling Forbunds ungdoms-ranking finale i maj 2014, hvor hun skal forsøge at tage det sidste skridt i Danmarks fornemmeste ungdomsturnering. I 2013 lykkedes det hende nemlig at blive nummer 2 i finalen.

Mika har også vundet ganske mange mesterskabsmedaljer i denne sæson. I december 2013 blev Mika Guldbæk således jysk mester i mix sammen med Patrik Jannik Kristensen fra Stars & Strikes Horsens. I januar 2014 var Løvvang Bowling Center i Nørresundby vært for de jyske ungdomsmesterskaber (individuelt og double), og her sikrede Mika sig et dobbelt jysk mesterskab efter en spillemæssigt fremragende præstation. Således har hun i indeværende sæson vundet det jyske mesterskab i samtlige de tre discipliner, som findes.

Mika blev for nylig udtaget til det danske pigelandshold (U18), som består af 4 spillere. Landsholdet skal spille EM i påsken 2014, og det er ganske bemærkelsesværdigt at bevise sig værdig til pigelandsholdet allerede i en alder af 14 år.

Mika har i sæsonen 2013/14 hævet sit spillemæssige niveau til nye højder. Hun har slået utallige jyske og danske rekorder, og er i øjeblikket indehaver af følgende danske rekorder: puslinge mix (2, 3, 4, 5 og 6 serier), junior piger 2-mands hold (3, 5 og 6 serier) og junior mix (4, 5 og 6 serier). Dertil kommer en lang række jyske rekorder.

På holdplan i Stenhuset har Mika gennem hele sæsonen spillet på Stenhusets førstehold i ungdomsligaen.

I sin klub Stenhuset er Mika et stort aktiv. Hun er et stort forbillede for sine klubkammerater, især for Stenhuset mange pigespillere i puslinge- og junioralderen. Når klubben har brug for hjælp stiller Mika gerne op, og hun er meget deltagende i klubbens liv. Én af Stenhusets helt store indtægtsskabende aktiviteter er karneval i Aalborg, og her deltog  Mika i 2013 med heldagsvagt på karnevalslørdagen. Om der skulle samles flasker, fejes eller tælles gæster i indgangene, så gik Mika på med krum hals.

Mika Guldbæk blev i 2013 hædret med Stenhuset ærespokal for ungdom.

Mika yder en ihærdig træningsindsats. Hun træner fast hver tirsdag og torsdag i klubregi. Hver anden mandag deltager hun i Danmarks Bowling Forbunds talentcenter nord, som holder til i Løvvang Bowling Center. Disse træningspas er hver gang på tre timer. Derudover kan hun sagtens være at finde på bowlingbanerne onsdag eller fredag, enten sammen med sine veninder fra klubben eller sammen med sin mor eller far, som også bowler.

Af disse grunde mener vi, at Mika Guldbæk vil være en værdig modtager af SIFAs talentpris 2014.

Onsdag d. 27/8 afvikledes traditionen tro det årlige klubmesterskab i Løvvang. I alt 46 medlemmer var til start i mesterskabet, hvor der spilles om vandrepokaler. Der dystes om klubmesterskaber for hhv. piger, drenge, puslinge, damer og herrer.

Lad os begynde med puslingene: Her var der desværre kun en spiller til start, men til gengæld spillede han nogle gode serier. Klubmester 2014 for puslinge er derfor Victor K. Madsen.

I pigerækken var der 5 deltagere, og her var det Maria, Emma, Charlotte og Line der spillede sig i semifinalen. Her blev Charlotte og Line slået ud, og så stod finalen mellem Emma og Maria. Det blev en tæt og velspillet serie, som Emma vandt 178-171. Tillykke til Emma med klubmesterskabet.

I drengerækken vandt Stefan Schou Larsen finalen over Daniel G. Nielsen med 184-176. Også her var der tale om en tæt finale. De to øvrige semifinalister var Jacob Larsen og Jeppe Jakobsen. Sidstnævnte vandt ellers indledende runde med et flot resultat på 931, men i semifinalen kiksede det for den nye Stenhuset spiller.

Damernes finale blev et sandt festfyrværkeri. I semifinalen gav Lone, Randi, Mika og Karina hinanden en mindeværdig dyst. Det var Lone og Randi, der trods fornuftige serier på 207 og 193 røg ud. Mika (235) og Karina (268) gik videre til finalen, som Karina vandt med 219-182. Sikken en finale og stort tillykke med mesterskabet til Karina.

I herrerækken markerede Lars sin "hjemkomst" til klubben ved at vinde mesterskabet. I finalen blev det en sikker sejr på 224-174 over Erik, og i semifinalen var det Claus og Torben, der måtte bøje sig. Flot præstation af Lars.

Ved den efterfølgende spisning, sammenkomst og præmieoverrækkelse blev der også overrakt en række pokaler:

- Stefan Schou Larsen fik overrakt Stenhusets fiduspokal for et flot snit på 3,55 i sidste sæsons kamppoint.

- Daniel G. Nielsen fik overrakt Stenhusets ærespokal for flotte resultater, god fremgang, godt kammeratskab og en flot indsats for klubben.

- Mika Guldbæk fik af SIFAs næstformand overrakt talentprisen. Det er en pris, som overrækkes årligt til en aalborgensisk idrætsudøver, som har gjort en bemærkelsesværdig indsats. Se særskilt omtale af denne pris andetsteds her på siden.

Tillykke til alle klubmestre, præmietagere og pokalvindere - og tak til alle deltagere for en hyggelig aften.

Ungdomslandstrænerne har netop sat navne på 8 drenge- og 8 pigespillere, som er udtaget til bruttotrupperne for DBwFs ungdomslandshold i sæsonen 2014-15. Stenhuset har fire spillere med i disse bruttotrupper.

I pigetruppen indgår Mika Guldbæk, Christine Hansen og Emma K. M. Jensen

I drengetruppen indgår Jeremy A. Christensen

Stenhuset ønsker hjerteligt tillykke med udtagelserne og held og lykke med forberedelserne til sæsonens spændende opgaver.

Vi har i løbet af sommeren været aktive indenfor triathlonsporten som vejvisere på cykelruten. Det har vi gjort så godt, at arrangørerne takker for vores indsats med følgende tilbagemelding:

"Tusinde tak for jeres formidable indsats endnu en gang. Vi er rigtig glade for jeres arbejde som endnu en gang har fået meget ros fra rigtig mange atleter."

Næste års stævner forventes afviklet på følgende terminer:

·        Kvart Jernmand, lørdag d. 27. juni

·        Halv Jernmand (DM), søndag d. 16. august

Dermed bytter de to stævner termin, sådan at den korte distance gennemføres i juli, mens den lange først er i august.

Jeg vil benytte lejligheden til på Stenhusets vegne, at takke alle som har deltaget som hjælpere til de to stævner. Jeg er enig med arrangørerne, i deres rosende omtale af vores indsats.

Der blev onsdag d. 13. august afholdt det uofficielle klubmesterskab i minigolf. Der var trods et noget vådt vejr om eftermiddagen mødt 10 deltagere op.

Vinder blev Per Høberg der skulle bruge 49 slag, til at komme i de 18 huller. Den forsvarende mester Lars Møller Jensen, blev nummer to med 53 slag.

Per Høberg uofficiel klubmester i minigolf 2014

Her ses den stolte vinder af sommeren minigolfdyst med den nypudsede vandrepokal.

Tillykke til årets vinder.

Der var masser af flot bowling og topplaceringer til Stenhuset, da World Cup Hallen i Rødovre i den forgangne weekend lagde baner til det traditionsrige ungdomsstævne, Copenhagen Youth Open.

Stævnet blev afviklet i fire rækker:

1) Drenge/piger 7-12 år
2) Drenge/piger 13-15 år
3) Drenge/piger 16-18 år
4) Drenge/piger 19-23 år

Erik K.M. Jensen har om nogle ofte været "lige ved og næsten" i de danske stævner. Flere gange har vi set fremragende præstationer i indledende og semifinaler, men manglende skarphed i finalerne. Men i dag ville Erik ikke tage til takke med en andenplads.
Efter suveræne 1317 i indledende runde vandt han en højdramatisk finalen. Sejren kom i hus i finalens sidste serie i meget tæt duel med Mikke Buus Sørensen fra Brasilia.

I række 3 havde Stenhuset to finaledeltagere. Christine Hansen havde spillet en rigtig fin indledende runde med 1239, og med 1181 i finalen (inkl. handicap) sluttede hun på en fin femteplads, i øvrigt som næstbedste pigespiller. Emma K. M. Jensen sluttede som nummer 16 efter 1181 i indledende runde og 1056 i finalen.

I række 2 kunne Mika Guldbæk skrive endnu en suveræn sejr på sit CV. Mika har i denne sæson besluttet fortsat at spille ungdomsstævner, men når det kommer til holdkampe, tørner hun ud for Stenhusets dameligahold. Mika virker spillemæssigt helt klar til denne udfordring. I lørdagens indledende runde scorede hun 1256, hvilket hun fulgte op med 1167 i finalen. Med samlet 2423 sluttede hun 118 kegler foran sin nærmeste forfølger, som i øvrigt var Jeremy Christensen. Han viste stabilitet med 1152 i indledende og 1156 i finalen. Stenhuset nytilkomne spiller, Jeppe Jakobsen, sluttede på 13. pladsen. Han scorede 1018+1014.

Stenhuset havde flere deltagere i stævnet, som gjorde en flot figur, men som desværre ikke nåede finalerne.

Alle resultater kan ses her: http://cyo.dk/pdf/CYO_2014_result.pdf

Stenhuset ønsker hjerteligt tillykke med de mange fine resultater!

Der er nu kommet billeder i galleriet fra både hytteturen og venskabskampen mod Solli

Se dem under kategorien "Sociale arrangementer"

I weekenden d. 9.-11. august havde Stenhuset besøg af vores norske venner fra BK Solli Oslo. Traditionen blev skabt i 2010, og siden har vi en gang årligt mødtes til venskabelig kappestrid.
Resultaterne de foregående år har være som følger:

2010 (Løvvang): Stenhuset vandt
2011 (Veitvet, Oslo): Solli vandt
2012 (Løvvang): Stenhuset vandt
2013 (Veitvet): Stenhuset vandt

I 2014 var der indført nyt format, hvor man får point for at besejre sin direkte modstander inkl. handicap. Det virkede som om nordmændene havde meget svært ved banerne i Løvvang - i hvert fald spillede de samlet set under deres snit. Stenhuset vandt samtlige seks serier, og samlet blev det til en sejr på 131-88.

Stenhusets topscorer blev Erik K. M. Jensen, der i rene kegler scorede 1365.

Lørdag aften mødtes vi til en hyggelig fest i Vangen.

Tak til Solli for besøget og for en hyggelig weekend. Tak også til alle Stenhusets spillere, som stillede op til bowling og fest.

Stenhusets efterhånden mangeårige ungdomsudvalgsmedlem, Henriette Nørgaard Johansen, blev torsdag d. 8. august tildelt Aalborg Kredsens hæderspokal, SAM pokalen.

SAM pokalen har ikke været uddelt i en årrække, men traditionen genoptages fra i år. Pokalen er indstiftet til minde om Ejvind Samuelsen (SAM), en af bowlingens allerstørste ildsjæle i Aalborg gennem tiderne.

Aalborg Kredsens bestyrelse valgte at følge Stenhusets indstilling, som her bringes i sin fulde længde:

"Bowlingklubben Stenhuset ønsker hermed at indstille Henriette Nørgaard Johansen til modtagelse af SAM pokalen 2014.
Vores indstilling har følgende begrundelse.

Henriette Nørgaard Johansen er en ildsjæl og et særdeles kendt ansigt indenfor dansk bowling. Ikke alene er hun mor til to af dansk pigebowlings allerstørste talenter, nemlig Stine og Rikke N. Johansen, hun har også engageret sig i bowlingsporten med liv og sjæl.

Blandt Henriettes mange virkeområder i fortiden kan nævnes, at hun i Bowlingklubben Five o’Clocks storhedstid var ivrig holdleder for dameholdet, med stor succes til følge. Hun har også været aktivt medlem af Five o’Clocks bestyrelse, ligesom hun i en årrække varetog bestyrelses-poster i Aalborg Kredsen. Her var hun bl.a. med til at arrangere Jyllands største ungdomsstævne, Sams ungdomstræf. Også i 2013 var hun aktivt medvirkende ved SAMs ungdomstræf.

I perioden 2010-13 bestred Henriette med stor interesse og dygtighed posten som ungdomsleder i Danmarks Bowling Forbund.

Næsten hver eneste weekend drager hun af sted til ungdomskampe, stævner og turneringer og tilbringer hele døgnet sammen med ungdomsspillerne. Med sin ærlige og ligefremme person ved enhver ungdomsspiller og leder i den danske bowlingverden, at man fra Henriette altid får et åbent og ærligt svar. Hendes humor og bestemthed er meget vigtige egenskaber i arbejdet med ungdomsspillerne.

I sin klub Stenhuset er Henriette et særdeles aktivt medlem af klubbens ungdomsudvalg, hvor hun varetager kasserer- og koordinatorfunktion. Det er en post, som Henriette har varetaget siden 2006, og hun nyder stor påskønnelse blandt såvel ledere som ungdomsspillere.

Henriette stiller ofte op med sin hjælp i en lang række sammenhænge. Således har hun i nyere tid været utrættelig hjælper og medarrangør af f.eks. JM ungdom og DM Ungdom (2013), når disse afvikles i Løvvang. Hun er også ofte holdleder på JBUs unionshold for ungdom. I klubregi er Henriette altid blandt de frivillige til karneval, til arrangementer i Gigantium og andre af Stenhusets indtægtsskabende aktiviteter. Henriette er et menneske, som på fornemmeste vis tegner bowlingsporten i Aalborg.

Af disse grunde mener vi, at Henriette N. Johansen bør hædres med SAM pokalen 2014."

Med SAM pokalen fulgte et gavekort til brunch på restaurant MEAT i Aalborg.

Stenhuset ønsker Henriette hjerteligt tillykke med pokalen og hædren.

 

 

Underkategorier