Kirsten er yderst velfortjent blevet hædret med Jydsk Bowling Unions sølvnål. Sølvnålen blev overrakt til Kirsten i forbindelse med Stenhusets generalforsamling.

Kirsten Larsen er indstillet til JBUs sølvnål med følgende begrundelse:

Kirsten Larsen er, og har i mange år været, et meget stort aktiv for Bowlingklubben Stenhuset. Allerede i 1980’erne var hun at finde i bestyrelsesarbejdet i BK Chock, og siden sit skifte til Stenhuset har hun været engageret i mange sider af klubbens virke. I 1990´erne var Kirsten mangeårigt medlem af klubbens spilleudvalg – en post, som er meget væsentlig i enhver klub, men som til tider kan være ”øretævernes holdeplads”. Man kunne dog være sikker på, at Kirsten altid havde fakta på plads, og at hun udførte et velovervejet og dygtigt stykke arbejde.

Igennem de sidste seks sæsoner har Kirsten så atter, efter et par sæsoners pause, været aktiv i bestyrelsesarbejde. Først og fremmest har hun virket som sekretær, men valgte i 2005 at overtage den ledige post som kasserer – Et hverv, som hun både samvittighedsfuldt og dygtigt har varetaget indtil nu.

Kirsten har aldrig ladet sit virke i klubben være begrænset af, hvad hun formelt set var valgt til. Uden Kirstens ihærdige og utrættelige indsats ville klubbens to hovedaktiviteter være en hel del vanskeligere at gennemføre. I forbindelse med Karnevalet i Aalborg har Kirsten ofte påtaget sig et hovedansvar, og har med sit overblik og rolige gemyt sikret, at Stenhuset i dette regi er en stabil og pålidelig samarbejdspartner for karnevalsforeningen. Og i forbindelse med klubbens julestævne har hun i en lang årrække været en af drivkræfterne bag den populære tombola, som er med til at genere overskud til klubbens ungdomsarbejde.

Af disse grunde mener vi så afgjort, at Kirsten Larsen har fortjent at modtage JBUs sølvnål.

Henriette er yderst velfortjent blevet hædret med Jydsk Bowling Unions sølvnål. Sølvnålen blev overrakt til Henriette i forbindelse med Aalborg Kredsens repræsentantskabsmøde.

Henriette Nørgaard Johansen er indstillet til JBUs sølvnål med følgende begrundelse:

Henriette Nørgaard Johansen er et særdeles kendt ansigt indenfor dansk bowling. Ikke alene er hun mor til to af dansk pigebowlings allerstørste talenter, nemlig Stine og Rikke N. Johansen, hun har også engageret sig i bowlingsporten med liv og sjæl.

Blandt Henriettes mange virkeområder kan nævnes, at hun i Bowlingklubben Five o’Clocks storhedstid var ivrig holdleder for dameholdet, med stor succes til følge. Hun har også været aktivt medlem af Five o’Clocks bestyrelse, ligesom hun i en årrække har varetaget bestyrelsesposter i Aalborg Kredsen. Her er hun bl.a. med til at arrangere Jyllands største ungdomsstævne, Sams ungdomstræf.

I de seneste to år har Henriette med stor interesse og dygtighed bestridt posten som ungdomsleder i Danmarks Bowling Forbund. Næsten hver eneste weekend drager hun af sted til ungdomskampe, stævner og turneringer og tilbringer hele døgnet sammen med ungdomsspillerne. Med sin ærlige og ligefremme person ved enhver ungdomsspiller og leder i den danske bowlingverden, at man fra Henriette altid får et åbent, ærligt og seriøst svar.

I sin klub Stenhuset er Henriette et særdeles aktivt medlem af klubbens ungdomsudvalg, hvor hun varetager kasserer- og koordinatorfunktion. Det er en post, som Henriette har varetaget siden 2006, og hun nyder stor påskønnelse blandt såvel ledere som ungdomsspillere.

Henriette stiller ofte op, også under JBUs faner. Således har hun i nyere tid været utrættelig hjælper og medarrangør af JBUs ungdomsstævne, JM ungdom, samt holdleder på JBUs unionshold for ungdom. Når som helst det er muligt er Henriette også selv at finde på bowlingbanerne, hvor hun er reserve på Stenhusets damehold i 1. division vest. Hun har dog aldrig lagt skjul på, at hun prioriterer ledergerningen højere end sit eget spil.

Af disse grunde mener vi, at Henriette N. Johansen bør tildeles JBUs sølvnål.

Lisbeth er yderst velfortjent blevet hædret med Jydsk Bowling Unions sølvnål. Sølvnålen blev overrakt til Lisbeth i forbindelse med Aalborg Kredsens repræsentantskabsmøde.

Lisbeth Bang er indstillet til JBUs sølvnål med følgende begrundelse:

Lisbeth Bang er et kæmpe aktiv for bowlingsporten, ikke alene for Bowlingklubben Stenhuset, men så sandelig også for Aalborg Kredsen og de danske bowlere i almindelighed.

Lisbeth har i en årrække varetaget posten som kasserer i Aalborg Kredsen med stor punktlighed og dygtighed. Hun har været med til at sikre Kredsens fortsatte beståen efter at kredsene blev skrevet ud af JBUs love. Aalborg Kredsen har fortsat en velfungerende dommerordning, er arrangør af ét af Danmarks største ungdomsstævner, nemlig SAMs ungdomstræf, og arrangerer ligeledes Aalborg Cup m.v. Lisbeth er én af hovedkræfterne bag denne stærke sportslige fællesorganisation for bowlingklubberne i Aalborg.

I forbindelse med bowlingaktiviteter i Aalborg nyder bowlerne ofte godt af Lisbeths arbejdsindsats. Lad os tage et par eksempler fra de senere år: Ved Sams ungdomstræf, ved JM ungdom, ved BAI, ved UDM og ved JBUs ungdomsstævne har Lisbeth revet en weekend ud af kalendere for at sælge slagsedler, holde styr på regnskabet og assistere med forefaldende arbejde.

I Stenhuset er Lisbeth altid et stort aktiv, når der holdes klubfester, hyttetur med ungdomsafdelingen eller andre arrangementer, som kræver, at der gives et ekstra nap. Ved karnevalet i Aalborg, som er en af Stenhusets store indtægtsskabende aktiviteter, yder Lisbeth en utrættelig indsats som koordinator. Her helliger hun det meste af en arbejdsuge til klubbens aktiviteter. Lisbeth er også selv en ivrig bowler. Hun træner to gange ugentligt og spiller holdkampe for Stenhuset

Af disse grunde mener vi, at Lisbeth Bang bør hædres med JBUs sølvnål.

Der er i aften afholdt repræsentantskabsmøde i Aalborg Kredsen. Fra Stenhuset deltog Per Høberg og undertegnede som repræsentanter.

Mødet var afsluttet på en halv time. Beretninger og regnskab blev godkendt uden større debat. Der blev afholdt et udvidet formandsmøde for en måneds tid siden, hvilket muligvis medvirkede til at en del drøftelser om Aalborg Kredsens fremtidige udfordringer, allerede var taget.

Mødet blev suspenderet inden beretningerne, og vore klubkammerater Lisbeth Bang og Henriette Nørgaard Johansen fik hver overrakt Jydsk Bowling Unions sølvnål. Hæderstegnene er, efter indstilling fra Stenhuset, tildelt af Jydsk Bowling Union i forbindelse med dets repræsentantskabsmøde i lørdags. Jydsk Bowling Unions seniorleder Svend Erik Larsen varetog overrækkelsen, efter at begrundelsen for indstillingen var læst op.

Fra Stenhuset blev Lisbeth Bang genvalgt som kasserer, Bastian Jensen blev nyvalgt som sekretær og afløser Henriette Nørgaard Johansen som ikke ønskede genvalg. Michael G. Hansen blev genvalgt som revisor.

Der blev i dag i Viby ved Århus afholdt ordinært repræsentantskabsmøde i Jydsk Bowling Union. I mødet deltog fra Stenhuset som delegerede: Lars Høberg, Per Høberg og undertegnede, samt Chresten som ansvarlig for resultatformidling Syd.

Beretningerne blev behandlet uden større debat. Jeg påpegede under formandens beretning, at det er uholdbart at licensadministrationen ikke er foregået efter reglerne, samt at Unionsbestyrelsen ikke har vist vilje til at få rettet op på de begåede fejl.

Regnskab og budget blev godkendt uden bemærkninger. Revisionen bemærker at de sidste års underskud kan give anledning til bekymring om egenkapitalen.

Der blev vedtaget et par præciseringer til Jydsk Bowling Unions love.

Stenhusets forslag om ændrede licensklasser blev fremmmet til Danmarks Bowling Forbunds repræsentantskabsmøde i maj måned, med den ændring at den nuværende E-klasse opretholdes som bedste klasse, idet ændringer i infosport vil koste 35.000 - 50.000 kr.

Der blev behandlet en række ændringsforslag til Danmarks Bowling Forbunds love, med henblik på stillingtagen til Jydsk Bowling Unions holdninger.

De vigtigste ændringsforslag, som alle fik tilslutning fra repræsentantskabet, vedrører:

  • at amatørbegrebet fjernes fra lovene, som følge af ændringer hos WTBA (World Tenpin Bowling Association). Det skal dog sikres at lovene opfylder kravene fra Danmarks Idræts-Forbund vedrørende amatørbestemmelser.
  • at Danmarks Bowling Forbunds repræsentantskab fremover udgøres af klubberne.
  • at der genindføres årlige repræsentantskabsmøder.
  • at Amatør- og Ordensudvalget omdøbes til Ordensudvalget.
  • at Forbundsbestyrelsen fremover skal bestå af fem direkte valgte medlemmer. Dermed skal Unionsformændene ikke længere deltage i Forbundsbestyrelsen.
  • at proportioner for Danmarksturneringen genindskrives i lovene.

Der var debat om hvorledes overgangen til ny Forbundsbestyrelse bør foregå. En vejledende afstemning gav det resultat at en overvægt af repræsentanterne pegede på, at det skal være klubberne der vælger den nye bestyrelse, og ikke Forbundets repræsentantskab, der mødes til repræsentantskabsmødet i maj måned.

Unionsformand Niels Kristian Pedersen ønskede ikke at fortsætte som formand, med den begrundelse at han ikke føler tilstrækkelig opbakning, og meddelte samtidigt at han søger opstilling til Forbundsbestyrelsen ved det kommende repræsentantskabsmøde i Danmarks Bowling Forbund.

Nyvalgt formand blev Kurt Jensen fra BKC Aalborg. Han blev valgt uden modkandidater. Kurt fortalte kort om sig selv, bl.a. om sin lange ledergerning for bowlingsporten, og at han er blikkenslager af uddannelse ligesom Forbundets direktør.

Chresten blev genvalgt som ansvarlig for resultatformidling Syd.

Stenhusets danske mestre i 2009 var i aften fredag d. 5. marts af Aalborg Kommune inviteret til spisning og efterfølgende koncert på Nordkraft.

Der var godt 100 mestre inviteret, og alle mestre fik en gave af Aalborg Kommune og et håndtryk af Borgmester Henning G. Jensen.

Stenhusets danske mestre sammen med Borgmester Henning G. Jensen
Fra venstre Rikke, Erik, Stine, Borgmesteren, Kim, Daniel, Jeremy og Mika.

Efter en lækker tre retters menu fra Restaurant Azzurra Nordkraft, var der adgang til koncert på Skråen, hvor de populære "Hej Matematik" med Søren Rasted i forgrunden, var på besøg.

Koncert med Hej Matematik på Skråen
Hej Matematik med en fucking popsang

Her fik et meget oplagt band præsenteret en lang række hits, og det blev et rigtigt party i provinsen.

Stenhuset har indgået aftale med OK benzin om, at de støtter Stenhuset med et beløb når der tankes med et OK benzinkort som er tilmeldt til støtte af Stenhuset.

Hvis du tanker OK benzin kan du bestille et benzinkort med støtte til Stenhuset, ved at få udleveret en bestillingskupon hos et medlem af bestyrelsen.

OK reklame for støtte til bowlingsporten

OK benzin har for tiden ovenstående reklame hængende på benzinstationen i Nørre Uttrup ved McDonalds.

JBUs ungdomsstævne i weekenden d. 20.-21. februar skulle egentlig have været spillet i Holstebro Bowling Center, men blev grundet misforståelser i bookingen flyttet til Løvvang Bowling Center. Det var således imødeset med stor spænding, og resultaterne ville blive lige så imponerende som ved JM ungdom for tre uger siden. JBUs ungdomsstævne er det syvende og næstsidste i rækken af ungdoms-ranking stævner, og således var hele ungdommens danmarkselite på besøg i Løvvang.

Resultaterne blev ikke lige så skyhøje som ved JM ungdom, og Stenhusets spillere var også knap så højt oppe i skyerne. De bedst placerede blev Rikke N. Johansen, der opnåede en flot andenplads i juniorrækken. Efter 1276 (inkl. handicap på 8 kegler pr. serie) i indledende runde (et superflot resultat, selvom det var over 200 kegler under resultatet fra JM), scorede Rikke 798 i semifinalen og 692 i finalen. Her måtte hun se sig slået af Nichlas Christensen fra Trekanten - men hun var den suverænt bedst placerede junior-pige.

I puslingerækken scorede Jeremy Christensen 1014 i indledende runde, og dette fulgte han op med 736 i semifinalen. Dermed halede han ind på de foranliggende. I finalen blev det "kun" til 639, og dermed sluttede Jeremy på tredjepladsen i stævnet. Flot gået!

Stævnet gav debut til bl.a. Charlotte Tranum, som spillede sit første ungdoms-ranking stævnet. Af andre Stenhuset-resultater kan nævnes Kim Knudsen (1138), Stine N. Johansen (1116), Erik Jensen (1100), Emma Jensen (907).

Se alle resultater fra stævnet på www.jbwu.dk 

I ungdoms-ranking turneringen ligger Kim Knudsen nu på andenpladsen i juniorrækken, og er så godt som sikker på at komme i finalespillet. I juniorernes pigerække ligger Rikke N. Johansen på førstepladsen. Hos ynglingene er Stenhuset langt fra finalepladserne hos drengene, mens Stine N. Johansen ligger på femtepladsen hos pigerne. Med 1078 kom Heidi Bach Madsen også ind i top 6 og ligger nu på sjettepladsen. Se stillingen i ungdoms-ranking på www.spilbowling.dk

Der blev torsdag d. 11. februar 2010 i Løvvang Bowling Center afholdt ordinært repræsentantskabsmøde i Jydsk Bowling Unions Region 1, der omfatter de nordjyske klubber. Hver klub har mulighed for at deltage med to repræsentanter og fra Stenhuset deltog ungdomsleder Per Høberg og undertegnede.

Mødet blev indledt med mandaternes prøvelse og valg af dirigent, hvor Poul Erik Larsen blev valgt.

Forhandlingsprotokollen, som er referatet fra sidste års møde, blev tilføjet et par udeladte udtalelser, på foranledning af undertegnede, vedrørende den debat der var på sidste års møde om den regelstridige måde ungdomspuljespillet blev afviklet på.

Regionens formand Lars Nielsen, som blev nyvalgt på sidste års møde, og som efter min opfattelse har udført et godt arbejde for Regionen, fik mulighed for at uddybe sin holdning til licensadministrationen under JBU, og bortgangen af JBU-info.

Regionens seniorleder Ole Drensgaard talte om procedurer for flytning af kampe, og om planerne for processen for turneringsplanlægningen til den kommende sæson, hvor det påtænkes at inddrage de turneringsansvarlige i hallerne i selve planlægningen. Jeg spurgte til hvorledes Regionen forholder sig til udmeldingen fra Løvvang om søndagslukning, og det blev meddelt at bestyrelsen for Region 1 ikke havde hørt herom. Det blev af øvrige deltagende repræsentanter oplyst at der havde været en dialog mellem Aalborg Kredsen og hallen, og at den udmelding der er givet i informationsbrevet fra hallen skal opfattes således, at der holdes åbent om søndagen når der afvikles turneringskampe.

Regionens ungdomsleder Lars Høberg fik sin beretning godkendt uden bemærkninger.

Der var genvalgt til de bestyrelsesmedlemmer som var på valg.

Der var fremsendt to forslag til ændring af JBU's love. Som følge af usikkerhed om hvem der havde fremsat forslagene og om henvisninger i forslaget til andre dele af JBU's love, blev forslagene ikke behandlet.

Endvidere har Stenhuset fremsat forslag om ændring af Danmark Bowling Forbunds love vedrørende licensklasser. Der blev fremsat ændringsforslag om en lidt anden opdeling mellem klasserne i forslaget, hvilket alle kunne tiltræde. Forslaget blev godkendt, til fremsættelse på JBU's repræsentantskabsmøde i marts måned, og såfremt det her nyder fremme, til fremsættelse på Danmark Bowling Forbunds repræsentantskabsmøde i maj måned.

Herefter blev der orienteret om planer for strukturændringer i dansk bowling af Niels Kr. Pedersen, der er JBU's formand. Der planlægges fremsat forslag på Danmarks Bowling Forbunds repræsentantskabsmøde om, at der fremover afholdes repræsentantskabsmøde årligt, samt at klubberne fra 2011 skal være repræsentanter, fremfor som nu, hvor repræsentanterne vælges på unionernes repræsentantskabsmøder. Endvidere ønskes en ny struktur for forbundsbestyrelsen hvor der ønskes direkte valg af fem personer, dvs. at unionernes formænd ikke automatisk som nu, skal have plads i bestyrelsen. Der planlægges omskrivning af lovene vedrørende ordens- og amatørudvalg. Det blev også nævnt, at der forventes et forslag til ændret turneringsform, men der var ingen nærmere informationer herom. Det forventes at forslagsgrundlaget bliver offentligt indenfor to uger.

Der var efterfølgende en debat om hvorvidt det er hensigtsmæssigt allerede i 2010 at ændre valget til bestyrelsen, eller om dette med fordel kan vente til 2011, hvor klubberne vil udgøre repræsentantskabet.

Der blev valgt delegerede til JBU's repræsentantskabsmøde, og fra Stenhuset blev valgt Per Høberg, Lars Høberg i kraft af ungdomslederposten i Regionen samt undertegnede.

Under eventuelt orienterede Niels Kr. Pedersen om Infosport, og om at DIF om et år ikke længere vil stille systemet gratis til rådighed for forbundene, som herefter selv skal betale. Det forventes at omkostningen hertil bliver så betydelig, at Danmarks Bowling Forbund må finde en anden systemmæsig løsning og forlade Infosport systemet. Der arbejdes videre med en afklaring.

Sascha jysk mester 2010