Store Stenhuset-præstationer i DM Trio og Brønderslev Cup
- Detaljer
- Oprettet: 18. januar 2010
- Skrevet af Per Høberg
Søndag d. 17. januar 2010 bød på store præstationer af Stenhusets spillere.
På hjemmebane i Løvvang Bowling Center var adskillige af klubbens spillere til start i det danske mesterskab for trio, og det blev et rent Stenhuset-hold, der stjal billedet. Henrik Klujeff og Kimmy Porskrog stillede op sammen med 15-årige Kim Knudsen fra ungdomsafdelingen. I indledende runde leverede de tre spillere en særdeles imponerende præstation. Kimmy blev med 1359 bedste mand, mens Kløjer scorede 1321 og Kim 1279. Med en total på 3959 lagde holdet sig dermed på femtepladsen efter indledende runde.
Også i damerækken var der en bemærkelsesværdig Stenhuset-præstation at glæde sig over, og også her var det en ungdomsspiller, der imponerede. Landsholdsaktuelle Stine Nørgaard Johansen stillede op sammen med Maria F. Pedersen (Grindsted BK) og Louise Jørgensen (SISU). Stine scorede 1200 i de indledende serier, og med i alt 3631 lå holdet på en flot tredjeplads efter indledende.
I semifinalen (top 12) lykkedes det for Kimmy, Kim og Kløjer at sikre sig adgang til finalespillet. Med resultaterne 900 (Kimmy), 873 (Kløjer) og 740 (Kim) dumpede de ganske vist ned på sjettepladsen, men finalepladsen var aldrig i fare. Også Stines hold slap videre til finalespillet, og Stine imponerede igen med 201 i snit. Holdet dumpede dog fra tredje- til femtepladsen.
På finalens første trin måtte Stines hold bøje sig for Pia Burkal (Trekanten), Johanne Justsen (Five o'Clock) og den tidligere Stenhuset-spiller Maiken Christensen (nu Trekanten). Holdet tabte 1140-1281. Herrerne var også oppe mod kompetent modstand, nemlig John Guldbæk & Ole Jørgensen (Trekanten), samt Kim Brøndsted (Sporvejene). Men Stenhuset-holdet lod sig ikke skræmme af de tre ligaspillere, som de sendte til vægs med et nederlag på 1319-1201. Dermed var holdet i semifinalen, og medaljerne var sikret.
I semifinalens første serie kom holdet skidt fra start, men fik sig kæmpet flot tilbage i kampen mod de forsvarende danske mestre (Anders Vorborg, Thomas Larsen & Jesper Agerbo). Første serie blev vundet 656-634 og det tegnede godt. I anden serie fik holdet desværre atter en skidt start, og københavnerne kom pludselig op på formidabelt niveau. Serien blev tabt 586-766, og dermed var der bronze til Stenhuset.
Det er ikke hverdagskost, at Stenhusets herrespillere henter medaljer ved de danske mesterskaber - og det er heller ikke hverdagskost, at vi placerer os foran de øvrige Aalborg-klubber. Der er derfor stor grund til at ønske Kim, Kløjer og Kimmy et kæmpe tillykke med et bemærkelsesværdigt resultat, som alle i Stenhuset kan være stolte af. Se i øvrigt også TV2 Nords omtale af resultatet (tv indslag og artikel).
Mens det ikke blev til finaleplacering i DM trio for Lars Høberg, så var der lejlighed til at spille finaler i Brønderslev Cup. Her imponerede Lars med en 300-serie og en samlet sjetteplads, hvilket udløste en samlet gevinst på 1500 kroner. Stort tillykke med det :-)
I den kommende weekend venter flere spændende bowlingoplevelser. Ungdomsspillerne skal til KBUs ungdomsstævne i Rødovre, mens der er dobbeltkamp i såvel herrernes som damernes 1. division. Damerne skal op imod Thor 94 og Smut, mens herrerne skal op imod Sydjysk Bowling Team og Enghaven.