Fint udlæg af ungdomsholdet i eliteserien & nordjyllandsserien

Stenhusets 2. hold ungdom indledte lørdag d. 6/9 den nye sæson i eliteserien nord/vest, og man må sige at holdet (Line, Charlotte, Maria og Mika) lagde ud som lyn og torden i Hobro. Den første kamp, som stod mod hjemmeholdet HIK Bowling, blev vundet med hele 677-451. Det er en af de flotteste præstationer i én isoleret kamp, som et ungdomshold fra Stenhuset har leveret i mange år. Line (247), Mika (226) og Maria (204) viste virkelig talentet frem i denne serie.

Efter denne fantomstart blev spillet mere jævnt og svingende. I de i alt 7 kampe blev det til 4 sejre og 3 nederlag. I de to kampe mod Silkeborg Bowling Team blev det til to nederlag, og dermed topper midtjyderne nu eliteserien. Stenhuset ligger på tredjepladsen med 8 point. Ud over hjemmeholdet HIK (x2) lykkedes det Stenhuset at besejre RBK 90 og HUK 96.

I Nordjyllandsserien afvikledes første runde i Frederikshavn Bowling Center, og her fik Stenhuset (3. holdet) et perfekt udlæg. Det blev til sejr i samtlige fem kampe, og dermed kunne 10 point sættes ind på kontoen. Der var sådan set ingen af kampene, der var specielt tætte, så man må sige, at Stenhusets spillere var ret suveræne. Stenhuset var allerbedst i kampen mod BK Skawbo, og her var især Nicklas Johansen flyvende med en flot serie på 193. De øvrige spillere på holdet var Camilla, Tobias og Jacob, som også alle sammen gjorde en god figur.

Template Design Ext-joom.com