God sæsonstart for Stenhusets ungdomshold
- Detaljer
-
Oprettet: 6. september 2010
-
Skrevet af Per Høberg
Stenhusets ungdomshold spillede i weekenden d. 4.-5. september de første kampe i den nye sæson, og dette må man overordnet sige, at de slap godt fra.
Stenhuset førstehold i eliteserien fik en spillemæssigt fantastisk sæsonpræmiere. Med et holdsnit på 200 viste holdet virkelig format under den første runde i Kolding. I de ni kampe blev det til 5407 kegler, men paradoksalt nok rækker dette kun til en delt tredjeplads i den samlede stilling - på trods af at Grindsted BK på 2. pladsen "kun" væltede 5144 kegler.
Stenhuset vandt indledningsvis kampene mod Bowl Team Holstebro, Brasilia og Puds forholdsvis klart. Herefter blev en velspillet og spændende kamp mod Trekanten desværre tabt med 619-631. Det er svært at gøre noget, når én af modstanderne (Jonas Valentin, Trekanten) laver 278. Trekanten fik i øvrigt alle 18 point i hjemmerunden, idet ingen af de andre hold formåede at snuppe point fra koldingenserne.
Herefter var marginalerne på Stenhusets side, da Grindsted BK blev slået 580-578. Også Skive og BK Viking blev slået, inden det i to tætte kampe blev til knebne nederlag mod Smut og Varde BK. Stenhuset leverede dog alt i alt en meget flot præstation, og det skal blive spændende at se, om den første kamprunde er en afspejling af spillernes aktuelle form. I så fald lover det i hvert fald godt for en topplacering i eliteserien.
Også i de regionale ungdomspuljer var der sæsonpræmiere i denne weekend. Resultaterne fra region 1, pulje 1, er desværre endnu ikke modtaget. Runden blev spillet i Hjørring Bowling Center.
Stenhusets fjerdehold var en tur i Frederikshavn, hvor spillerne havde det svært. Alligevel lykkedes det at vinde fire ud af seks kampe, og den ene af de to kampe, som blev tabt, blev tabt med sølle to kegler. Der var debut til Line Dreyer Olsen på holdet, hvor Charlotte Tranum og Kasper K. Kristensen også var med.