Stenhusets 1. hold ungdom kvalificerede sig til pokalslutspillet
- Detaljer
- Oprettet: 9. maj 2010
- Skrevet af Per Høberg
Det holdt hårdt! Men da den sidste kugle var spillet i eliteserien ungdom vest (2009/10) var Stenhuset endnu en gang at finde i medaljerækkerne, og adgangen til pokalslutspillet er en realitet. Den sidste spillerunde blev afviklet lørdag d. 8. maj i Løvvang Bowling Center, og her skulle Stenhusets dramatiske parløb med BK Ribe om bronzemedaljerne endeligt afgøres.
Det startede egentlig ganske planmæssigt for Stenhuset! Inden pausen blev det til fire sejre og et enkelt nederlag. I kampen mod BK Skive fungerede spillet optimalt, og Stenhuset vandt 614-514. Også Viking blev slået 532-479, og der var bestemt ingen grund til at være pessimist på dette tidspunkt. Og selvom kampen mod topholdet Grindsted BK blev tabt, så rejste holdet sig ufortrødent og vandt kampene mod Varde og BK Viborg - i begge tilfælde relativt klart (ca. 50 kegler)
BK Ribe vandt også 4 ud af deres første 5 kampe, og dermed var der lagt op til fire særdeles spændende kampe efter pausen, hvor især det indbyrdes opgør mellem de to klubber ville blive spændende! Ribe lagde ud med at slå KBK/Kammeraterne og Smut i de to første kampe, og da Stenhuset samtidig tabte til Trekanten, men slog KBK/Kammeraterne, var det nu pludselig Ribe, der vejrede morgenluft. En sejr i den indbyrdes kamp var således påkrævet. I denne kamp viste Stenhuset sig heldigvis stærkest, og vi vandt kampen 590-550. Således havde Stenhusets elv afgjort duellen, og den sidste kamp var nu betydningsløs.
Kampen mod Smut blev da også noget af en fuser, som Stenhuset tabte klart med 494-582. BK Ribe vandt den sidste kamp mod Skive, og således sluttede vi på 3. pladsen, blot ét point foran sydvestjyderne. PUHA!
Grindsted BK vandt Eliteserien med suveræne 124 point. Trekanten sluttede på 2. pladsen med 109 point. Stenhuset sluttede med 102 point (51 sejre og 39 nederlag), mens BK Ribe sluttede med 101 point. Stenhuset er dermed kvalificeret til eliteseriens pokalslutspil, hvor top-3 fra hhv. øst og vest spiller om pokalen.
Eliteseriemedaljerne fordeles dog efter grundspillet, og nedenfor ses Stenhusets bronzehold.
Kim Knudsen, Erik Kalmar Møller Jensen, Stine N. Johansen