Stenhusets bedste ungdomshold på medaljekurs
- Detaljer
- Oprettet: 16. marts 2009
- Skrevet af Per Høberg
Stenhusets to bedste ungdomshold spiller i henholdsvis eliteserien vest og Jylland/Fyn serien. Søndag var begge hold i kamp: 1. holdet var en tur i Kolding, mens 2. holdet havde hjemmebane i Løvvang Bowling Center.
Stenhusets 1. hold bestod af Bjørn S. Jensen, Randi Christensen, Stine Johansen og Kim Knudsen. De fire spillere var opsatte på at levere en god indsats i Kolding, og samlet set fik de præsteret et rigtig flot resultat. Det blev til 6 sejre og 3 nederlag, samt masser af flotte serier. Desværre blev begge topkampene mod førerholdene Grindsted BK og Trekanten tabt, og ligeledes blev kampen mod vores forfølgere fra BK Ribe tabt. Derudover viste holdet imidlertid stor styrke og vandt rub og stub. Stenhuset er nu så godt som sikre på bronzemedaljer i Eliteserien, samt adgang til pokalslutspillet. Der er 14 point op til andenpladsen og 10 point ned til 4. pladsen. Der skal ske meget underlige ting i den sidste runde, hvis dette skal ændres. Til gengæld er det højspændende, hvem der ender øverst på podiet: Grindsted BK eller Trekanten.
Stenhusets 2. hold bestod af Erik K. M. Jensen, Andreas Ydesen, Rikke N. Johansen og Martin Baun Jensen. Med 5 sejre og 2 nederlag i søndagens runde lykkedes det at konsolidere andenpladsen i Jylland/Fyn serien. Ganske vist tabte Stenhuset knebent til forfølgerne fra BK Skive, men til gengæld satte skibonitterne point til i flere af rundens andre kampe. Der resterer nu kun én spillerunde i Jylland/Fyn serien. Stenhuset er uden muligheder for at hente Grindsted BK på førstepladsen, mens der er seks point ned til forfølgerne fra Skive. Der er således gode muligheder for at sikre sig sølvmedalje.