Stenhusets ungdomshold holder fast i topplaceringer

Stort set samtlige ungdomshold fra Stenhuset har været i kamp denne weekend. Både 1. og 2. holdet var en tur i Odense, hvor der var kamprunde i hhv. eliteserien og Jylland/Fyn serien. 3. og 4. holdet, som var præget af mange afbud, var til kamprunde i pulje 1 i Hobro.

I eliteserien fik vores hold en ret skidt start, men fik sig senere spillet flot tilbage. Det endte med 12 point ud af 18 mulige, hvilket må siges at være tilfredsstillende. I kampen mod Brasilia løb vi panden ind i en mur, idet odenseanderne lavede hele 778 (tre spillere) imod os. Til gengæld lykkedes det at tage pynten af et par af topholdene. Stenhuset er fortsat på tredjepladsen i eliteserien - og denne placering giver adgang til pokalslutspillet, hvis vi vel at mærke kan forsvare den. Dagens topscorer på holdet var Bjørn, der er ved at finde sit gamle storspil frem igen.

I Jylland/Fyn serien lykkedes det kun for vores hold at skrave 6/14 point sammen, hvilket må siges at være en smule skuffende. Flere af holdets spillere kunne ikke rigtig få spillet til at flyde, men på trods heraf bevarede Stenhuset andenpladsen i rækken, omend BK Skive ånder os i nakken.

I Hobro leverede vores 3. hold en flot præstation og skrabede 12 ud af 14 mulige point sammen. Dermed er holdet fortsat på førstepladsen i pulje 1, og der mangler 2 spillerunder. Fjerdeholdet fik fire point.

Template Design Ext-joom.com