2. division Nord: Stenhuset bankede topholdet i lokalbrag
- Detaljer
- Oprettet: 1. november 2015
- Skrevet af Per Høberg
Denne weekend har budt på mange lokalkampe i Løvvang Bowling Center. Én af dem stod i 2. division Nord mellem Stenhuset 2 og BK Nordkraft. Stenhuset var inden dagens kamp mildest talt i hjemmebanekrise, mens Nordkraft (sidste års sølvvindere) lå på førstepladsen i rækken. Nordkraft var derfor favoritter til kampen og for Stenhuset handlede det meget om at få bevist sit værd på hjemmebane. Sæsonen indtil nu har været en vanvittig rutschebanetur for Stenhuset. Først tabte vi 10-22 hjemme til Viking i en dybt elendig hjemmekamp, hvor vi ikke nåede 4000 kegler. Dernæst overraskede vi alt og alle ved at vinde 24-8 på udebane i Viborg over et stærkt ST2 hold, hvorefter vi leverede en ny forfærdelig kamp hjemme mod LBC 2; en kamp, som vi tabte hele 4-28. På denne baggrund var Stenhuset ikke favoritter til dagens kamp, men man kan også roligt sige, at kampen ikke udviklede sig helt som forventet.
BK Nordkraft stillede til start uden reserve, mens de normalvis stærke spillere Mark Skriver og Ulrik Nielsen så til fra tilskuerpladserne. Stenhuset havde afbud fra Henrik Jensen, der er til Sofia Open. Til gengæld var Henrik Binderup tilbage på andetholdet.
I første serie var Stenhuset bedst. Nordkraft spillede halvskidt, og dette udnyttede Stenhuset fint. Der var god sikkerhed i sparespillet og det var som om nervøsiteten for endnu en fiasko blev overtrumfet af viljen til at rejse sig. Leo og Boye sikrede sig en sejr på ca. 25 kegler, og Per D/Mølgaard vandt med ca. 35 kegler i kraft af en super god start. Per H / Bo lå til at tabe, men var lige ved at indhente til sidst. Torben J var Nordkraft var presset til en strike i 10. rude, hvilket desværre lykkedes. Dermed tabte vi denne serie med 4, men vandt samlet 6-2 (1121-1065).
I anden serie var der lidt mindre spænding. Per H / Bo og Boye/Leo vandt klart, mens Per D og Mølgaard tabte. Dermed vandt Stenhuset igen 6-2 (1120-1054) og førte nu 12-4. Troen på en sejr over topholdet begyndte at sprede sig på holdet; det ville være en god fødselsdagsgave til holdleder Per D.
Tredje serie blev fremragende, set med Stenhuset briller. Nordkraft var ikke i nærheden af point i denne serie, som Stenhuset vandt 8-0 (1209-1061). Peter (244) og Per H (225) spillede rigtig godt i denne serie.
I fjerde serie begyndte frustrationerne at træde frem hos nogle af BK Nordkrafts spillere - og nuvel - i den sidste serie var vi heldige. Flere af Stenhusets spillere fik nogle meget heldige strikes. og mod slutningen endte vi med at vinde den ene double med sølle 1 kegle. Vi troede ellers, at vi havde tabt, da Leo plukkede 2/3 kegler i en spare, men Nordkraft fik ikke lavet den påkrævede strike. Per H/Bo L vandt stort med 440-388 og Per D/Peter tabte desværre med 30. Dermed vandt vi igen 6-2 (1165-1142).
Alt i alt en suveræn kamp set med Stenhuset briller. En kamp, hvor vi spillede bowling på et helt andet niveau end vi har set i de to foregående kampe. Der var humør, spilleglæde og overskud. Vi fik spillet os væk fra bunden og endte med at slå vores lokalrivaler, som ellers er et af rækkens stærkeste hold, med hele 26-6 (4615-4322).
Dagens topscorer: Per H (841) og Peter M (803).
Henrik Binderup kom ikke i kamp, men gjorde en storartet indsats med opbakning.
Stenhuset ligger stadig i den nedre halvdel af 2. division, men optimismen er tilbage efter denne sejr.