Herrerne fik ligadebut

Stenhusets herrehold fik i dag debut i den bedste herrerække efter 28 års fravær. Dagens kamp var mod Brasilia fra Odense, som vi for år tilbage mødte i en række kampe i den næstbedste række. Brasilia er kandidat til slutspillet, og derfor på papiret en svær modstander.

Vi stillede til kampen i stærkeste opstilling, bortset fra Kimmy, som er langtidsskadet. Kimmy er dog en del af holdet som ass. holdleder.

Vi havde til dagens kamp valgt olieprofilen “Los Angeles”, en relativ kort profil, der er 36’ med en ratio på 2,14 i højre side og 3,00 i venstre.

Vi havde trænet på olieprofilen og havde en plan for hvordan den skulle spilles. Det skulle dog vise sig, at den udviklede sig noget anderledes end forventet.

Vi startede den første rude med et mandehul til reserven og holdlederen, og så var vi godt igang, men desværre formåede vi ikke at følge det op, og spillet blev mere og mere usammenhængende. Brasilia havde dog også svært ved at finde spillet, og derfor blev det til en pointdeling 4-4, efter svage 1003 mod 1054. Vi vandt i denne serie en double med tætte 5 kegler.

I anden serie blev vi kørt over. Vi spillede elendigt, og samtidigt fik Brasilia bedre fat i spillet, godt hjulpet af en spiller på 266. Det blev klare 0-8 efter 984 mod 1243.

I tredje serie fik vi bedre fat i spillet, og var godt med i serien, men nu var det os som tabte en tæt double med 3 kegler. Vi vandt dog en double og fik dermed 2 points efter 1069 mod 1100. Samlet 6-18, og det så ikke godt ud.

I fjerde serie begyndte spillet at flyde og vi fik godt gang i de sammenhængende strikes. samtidigt fik Brasilia en lidt svagere periode. Vi lå til at tage alle otte points, men desværre var marginalerne igen imod os, og vi tabte en double med en kegle (390-391), efter en nervepirrende afslutning. Men den første seriesejr i ligaen kom i hus med 6-2 og 1216 mod 1124.

I femte serie blev det utroligt tæt, og med en rigtig god afslutning fik vi skaffet uafgjort 4-4. Vi vandt en double med 8 kegler og en med 5 kegler. Desværre tabte vi den sidste med 19 kegler og dermed også keglerne med 6 i alt, efter 1108 mod 1114. Nu var det 16-24, og det virkede som at vi havde momentum inden den sidste serie.

Kampens sidste serie blev også den mest velspillede. Nu lignede det bowling. Vi lå til at tage alle points men måtte til sidst se de to points løbe os af hænde. Vi fik dog scoret kampens højeste seriescore på 1295 mod 1184, og det gav god moral på holdet efter en svag indledning på kampen.

Samlet scorede vi 6675 mod 6819, så 22-26 skal vi være tilfredse med set udfra hele kampens forløb. Vi tror at have lært en del om hvordan olieprofilen skal spilles til søndagens kamp mod Suså BC, som også spilles på Los Angeles. Kom os se kampen og støt holdet.

Dagens spiller blev Jeremy der kæmpede sig til 1192 på de seks serier.

Template Design Ext-joom.com