Herrerne vandt over Viking 2

Herrernes førstehold havde i dag lørdag besøg af Vikings 2. hold, så det var top mod bund. Der var comeback til Kimmy, der er kommet sig efter sin skade, og sikke et comeback. Til gengæld var der afbud fra Jeremy og Rune der er til UEM i Tyskland, samt fra Kløjer der måtte melde afbud af personlige årsager.

 

Vi spillede en god kamp med høje scorer men gik desværre i stå i den sidste serie, som vi tabte.

 

Vi vandt første serie sikkert med 8-0, efter 1249 mod 1128. Ale havde godt fat i spillet, og det blev aldrig tæt.

 

Anden serie fortsatte som i første, men vi tabte desværre lidt niveau, og desværre måtte vi afgive to points på 346 mod 361, eneste double indtil videre under 400. Samlet blev det 1172 mod 1024.

 

I tredje serie fik vi bedre fat igen, og vi kørte serien sikkert hjem 8-0 efter 1251 mod 1067.

 

I fjerde serie blev det uhyggeligt tæt. Vi spillede fortsat godt, men det gjorde Viking pludseligt også, der havde fem mand over 200. Vi tabte en double med 432 mod 456, og en anden med 385 mod 413. Heldigvis vandt vi den sidste double med 440 mod 383, og det var nok til også at tage de samlede kegler med 1257 mod 1252.

 

Femte serie blev vores bedste. Nu kom der strikes i stimer, og alle tre doubler blev vundet sikkert, efter 1375 mod 1063. Dermed stod der 34-6 inden sidste serie.

 

Desværre faldt vores niveau i sidste serie, og Viking spillede igen stærkt, godt hjulpet af en spiller med 257. Det kostede os to doubler samt keglerne, og dermed tabte vi sidste serie med 2-6, efter 1128 mod 1205.

 

Samlede kegler i kampen blev overbevisende 7432 mod 6739. Desværre blev den sidste serie dyr for os, og vi måtte nøjes med 36-12.

 

Bedste personlige resultat blev Kimmy der scorede flotte 1376. Erik, Claus og Lars var over pari.

 

Vi fører fortsat rækken med 523 points foran Stars and Strikes der har 491. På 3. pladsen har Trekanten 2 474 points.

 

Slutprogrammet for de to sidste kampe er:

 

Stenhuset: BK Outsiders ude og LBC 2 hjemme.

Stars and Strikes: Enghaven 2 ude og Smut ude.

Trekanten 2: Smut hjemme og Beach Bowl ude.

 

Vi skal til Brønderslev lørdag d. 18. april kl. 12.00. Der er til kampen afbud fra Kløjer.

Template Design Ext-joom.com