Kongerne af Vejle
- Detaljer
- Oprettet: 16. november 2014
- Skrevet af Lars Møller Jensen
Herrernes førstehold var i dag søndag på besøg i Vejle, for at møde Enghavens 2. hold. Vi havde spillet en god kamp lørdag i Hjørring, og havde forventning om, at det ville blive en noget sværere modstander i dagens kamp.
Vi startede kampen godt, og havde godt fat i strike spillet, men havde også en del dårlige førsteslag. Mod slutningen af serien stod det klart at en double var vundet og en var tabt. Den sidste blev først afgjort i sidste rude, og den gik vores vej, og samtidigt vandt vi også keglerne, så det blev 6-2 til os efter 1206 mod 1184.
Næste serie blev spil til et mål. Vi vandt to doubler med over 100 kegler, og den sidste var lidt tæt, men aldrig rigtigt i fare. Vi vandt 8-0 med 1379 mod 1154.
Den 3. serie blev kampens tætteste. Vi vandt to doubler, men tabte den sidste og det samtidigt så stort at vi også tabte keglerne. Det var den eneste serie i denne weekend hvor de samlede seriekegler blev tabt. Det endte med 4-4 og 1174 mod 1199.
Nu var vi igen klart bedst. 4. og 5. serie endte begge med 8-0 til os. To doubler, en i hver serie blev lidt tætte, uden at vi rigtigt kom i fare. I 4. serie blev keglerne 1264 mod 1081, mens i 5. serie blev det 1222 mod 1097.
Nu skulle den sidste serie i hus. Det blev dog nu noget tættere, og desværre kunne vi ikke holde den ene double. Serien endte 6-2 til os, med keglerne 1194 mod 1130. Dermed gentog vi lørdagens resultat med 40-8, og de samlede kegler 7439 mod 6845. Et fantastisk godt resultat mod en normalt vanskelig modstander.
Bedste personlige resultater blev Erik med 1327, Lars med 1284, Rune med 1261 og Kimmy med 1258.
Det blev en forrygende weekend med bowlingspil på absolut topniveau. Vi har i denne weekend bevist, at vi har et hold der hører til i toppen af 1. division.
Holdets næste kampe er om tre uger, hvor vi skal til Søndervig om lørdagen for at møde Beach Bowl, mens søndag går til Viby for at møde Vikings 2. hold. Her vil Jeremy igen være til rådighed, efter at have været til landsholdssamling i denne weekend.