Jyllandsserien: Stenhuset trak korteste strå i topkamp
- Detaljer
- Oprettet: 11. oktober 2014
- Skrevet af Per Høberg
Stenhuset skulle i dag op imod HIK Bowling i Jyllandsserien - en dyst mod bl.a. Marc Ofverlind og Kasper Gerding, som i sidste sæson spillede for Stenhuset. Det var en topkamp, hvor Stenhuset skulle forsøge at forsvare førstepladsen.
Det blev en meget tæt kamp, som Stenhuset desværre endte med at tabe - og det skete på en bitter og unødvendig måde.
Stenhuset kom ellers rigtig fint fra start. Der var debut på 2. holdet til Claus Sørensen og Dion Christensen, og førstnævnte åbnede med fire strikes. Stenhuset fik skabt sig et forspring på næsten 100 kegler, men HIK kom godt igen mod slutningen. I 8. rude var gæsterne helt oppe i hælene i på Stenhuset, men en stærk afslutning af Stenhuset og en del missere til HIK afgjorde sagerne. Stenhuset vandt ca. 1085-1010.
I anden serie kom Stenhuset forfærdeligt fra start. Rigtig mange missere, også simple missere, gav HIK en stor føring hurtigt i kampen. Stenhuset kom godt igen, men HIK vandt serien med ca. 60 kegler. Stenhuset havde i denne serie hele 18 åbne ruder, så der kom godt med penge i misskassen.
Tredje serie blev Stenhusets bedste. Det blev til næsten 1140 kegler, og især Per H var flyvende med 251. Gæsterne spillede også godt, men Stenhuset hev en samlet sejr på 60 kegler i land. Dermed havde vi en føring på 85 kegler før den sidste serie.
I sidste serie spillede gæsterne stærkt, men Stenhuset havde ikke tænkt sig at give op uden kamp. Vi hang godt i, og selvom HIK førte gennem hele serien havde vi i 7.-8 rude så meget momentum, så serien kunne vindes. Desværre fik vi et par splitter i 9. rude, og i 10. rude gik det helt galt. Fire af holdets seks spillere præsterede en åben rude, og så havde HIK pludselig mulighed for at vinde kampen. Det krævede to double strikes i 10. rude, og her var vores tidligere klubkammerat, Kasper, desværre hård ved os. Doublerne kom i hus, og HIK vandt akkurat stort nok til at vinde det samlede keglefald med 3 kegler. Øv!
Med dagens nederlag mister Stenhusets førstepladsen i Jyllandsserien, som overtages af BK Nordkraft, der bankede BK 98 med 10-0. HIK er på 3. pladsen.
Dagens topscorer blev Claus Sørensen med 792, tæt forfulgt af Bastian med 782.