Liga: Skidt kamp af damerne i Kolding

Stenhusets damer spillede i dag (lørdag) sæsonens tredje kamp i ligaen,  og det blev desværre til sæsonens andet nederlag; og et forholdsvis klart ét af slagsen. Hjemmeholdet Trekanten, der havde godt opbakning fra hjemmepublikum, var bestemt ikke i topform, men Stenhuset ramte ikke det høje niveau, som vi bestemt ved, at holdet kan præstere. Ingen af de fire serier sneg sig over samlet 1100; for mange missere; kun tre serier over "par" og en del serier i intervallet 140-160. Dette er desværre ikke opskriften på en udesejr over én af sæsonens store medaljefavoritter.

Stenhuset fik den værst tænkelige start på kampen. Første serie var ganske jævnbyrdig, og i 8. rude kunne samtlige tre doubler gå begge veje. Trekanten endte med at snuppe sejren i samtlige tre tilfælde med små marginaler. ØV!

I anden serie spillede Stenhuset rigtig skidt og tabte igen med 8-0. Dermed var vi bagud 0-16, og det var på tide at hæve hovederne, koncentrere sig og afværge katastrofen.

I de to sidste serier blev det heldigvis bedre for Stenhuset. Der kom lidt flere sammenhængende strikes og sparespillet blev en anelse mere sikkert. Det førte til, at Stenhuset vandt 2/3 doubler, men en stribe strikes af Pia Burkal sikrede keglerne til Trekanten. Dermed endte 3. serie med 4-4.

Den sidste serie lykkedes det Stenhuset at vinde med 5-3. Igen vandt vi to doubler, og i denne serie begyndte spillet faktisk at se pænt ud. Keglerne endte uafgjort 1098-1098.

Til dagens kamp havde Trekanten valgt profilen "Mars", som begge hold havde visse problemer med. Der var masser af skru i kuglerne på banens sidste tredjedel, hvilket medførte mange træf midt på 1'eren og ganske mange splits. Trekanten var generelt en smule bedre en Stenhuset til at løse udfordringerne, men selvom Trekantens sejr så stor ud (23-9), så vandt de faktisk kun med 140 kegler samlet.

Dagens Stenhuset topscorer: Rikke N. Johansen 767.

I morgen gælder det en hjemmekamp mod RBK 90 fra Randers, der i dag fik en lussing på 28-4 i Horsens. Begge hold skal forsøge at rejse sig søndag i Løvvang, og vi håber naturligvis, at Stenhuset får mest held med denne opgave.

Template Design Ext-joom.com