Herrerne tabte tæt kamp i Odense

Herrernes 1. hold var i dag søndag på besøg hos Brasilia i Odense. Brasilia rykkede sidste sæson ned fra ligaen, og er i denne sæson et af de stærkeste hold i 1. division. Vi var til dagens kamp forstærket med Torben Lindstrøm der er tilbage efter en langvarig skade. Torben spiller efter skaden med en støttende skinne på håndleddet.

Kampen blev en af de mest lige kampe som vi har spillet i lang tid. Faktisk var det først i slutningen af sidste serie at der blev styrkemæssig forskel på de to hold.

Vi startede første serie stærkt og selv om Brasilia viste styrke holdt vi godt fast i dem. En skidt 6. rude satte os lidt tilbage, men vi fik os bragt tilbage og inden 10. rude var vi bagud med 20. Så fik Brasilia lidt gummiarm, og vi fik lukket godt af, og efter en nervepirrende afslutning hvor Peter skulle vælte ni kegler i sit ekstraslag, og det gjorde han så, vandt vi serien med en kegle, 1165 mod 1164.

Den afslutning overraskede Brasilia, og vi havde nu godt fat i kampen. Igen forløb serien helt tæt, og halvvejs var vi helt lige. Mod slutningen bragte vi os marginalt foran, og inden 10. rude førte vi med 10. Brasilia spillede en god 10. rude og vi blev presset til det yderste. Desværre fik vi en 7-10 i lommen efter en strike i niende, og det afgjorde serien, som vi tabte med 1144 mod 1157.

Tredje serie blev usædvanlig tæt. Vi var helt lige i hver rude til og med sjette rude. Herefter trak vi stærkt og sikkert fra, godt hjulpet af to mandehuller i 7. og 8. rude. Inden 10. rude førte vi med 50, men så kollapsede vi desværre, og startede med fire huller. Samtidigt lukkede flere af Brasilia spillerne, og vi tabte med 1174 mod 1186.

Vi havde inden sidste serie fortsat chancen for at vinde kampen, men det virkede som om at kollapset i serien før, stadigt sad i holdet. Brasilia spillede nu stærkt og vi skulle spille til, for at følge dem. Det lykkedes aldrig, og vi blev sat af mod slutning af serien. Vi endte med at tabe dagens svageste serie med 1097 mod 1167. Kampen tabte vi med samlet 4580 mod 4674.

Desværre forvaltede vi i dag ikke vores chancer i kampen særligt godt, og det var med en ærgerlig følelse at vi evaluerede indsatsen efter kampen.

Dagens bedste personlige resultater blev Torben og Erik som begge scorede 843. Flot comeback af Torben, som har været savnet.

Næste kampe er dobbeltrunden om tre uger mod ST hjemme lørdag og Beach-Bowl ude søndag i Søndervig.

Template Design Ext-joom.com