Solidt spil af 1. holdet i Grøndal
- Detaljer
- Oprettet: 21. oktober 2012
Efter 3 sejre i lørdagens 4 kampe fortsatte vores piger det solide spil om søndagen. I dagens 3 kampe blev det til 2 sejre og et nederlag.
Stenhuset - Stars and Strikes
Nyoprykkerne fra Stars and Strikes har allerede vist, at det er et hold, vi skal tage alvorligt, og det viste de desværre også mod os i dag. I en fuldstændig lige 1. serie på begge banesæt tabte vi desværre med 6 og 19 kegler. Maria og Randi lukkede ellers med en trible, og på samme banesæt lavede Charlotte en double, men lige lidt hjalp det. Herefter skulle vi vinde på begge banesæt i 2. serie, men det var vi slet ikke i nærheden af. Stars and Strikes sluttede på 2469, og det kunne vi slet ikke matche. Heldigvis har vi et hold, der også er rigtig gode i "modgang", så det bliver vi ikke rystet af.
Stenhuset - Brasília
Brasilia havde en rigtig skidt weekend i Grøndal, og de viste heller ikke "mange tænder" mod os. Så var det i hvert fald ikke mere end mælketænder. Vi fortsatte det solid spil med 2338 og vandt alle 4 serier.
Stenhuset - Trekanten
Rundens sidste kamp og pr. tradition kæmper mange på det tidspunkt med træthed, ømme fingre og hvad der ellers hører med. Dog ikke så meget for os, og slet ikke Heidi, der krydrede en fantastisk dag med at score 473. Selvom hvert hold vandt 2 serier, så havde vi pænt styr på tingene, og med et keglefald på 2324 fik vi den 5. sejr i weekenden.
Samlet udbyggede vi føringen i rækken, så vi har 4 points ned til nr. 2. Men det er tæt i toppen, hvor 4 hold vil lege med om det "sjove" metal.
Heidi var dagens store nydelse og scorede imponerende 1368 - eller 228 i snit. Også Randi spillede godt og sluttede på 1235.
Rundt om weekenden
Det flotte spil i weekenden gjorde ondt på holdlederens tegnebog. Hele 35 "mandehuller" blev han noteret for.
Med 1368 på 6 serier, så laver man mange strikes. Alligevel synes Heidi, at hun havde en mindre krise på et tidspunkt. Hele 3 ruder uden en strike (i øvrigt tre 9 spares), og så skulle holdlederen konsulteres. Han havde ikke en hel masse forslag, og det var heller ikke nødvendigt, for strikesene vendte ret hurtigt tilbage.
Sascha spillede cirka 1,5 weekend med en forstuvet tommelfinger. Konstant is på mellem slagene kunne holde hævelsen lidt nede, men til sidst var selv en størrelse XL tommelprop for lille. Flot fightog stor holdånd.