Herrerne hentede fire point i Fredericia
- Detaljer
- Oprettet: 22. september 2012
- Skrevet af Lars Møller Jensen
Herrernes 1. hold var i dag lørdag på besøg hos oprykkerne BK Pletten i Fredericia. Dagens modstandere er oprindeligt fra Vejle, men da hallen blev lukket valgte klubben at flytte til Fredericia.
BK Pletten spillede sidste sæson med meget høje scorer på hjemmebane. Vi vidste derfor inden kampen at vi med stor sandsynlighed ville få det svært, hvis vi ikke kunne spille banerne sådan at vi kunne udnytte olieringen.
Vi var ligesom i sæsonens første kamp kun seks mand afsted, så alle skulle præstere hele kampen igennem.
Vi startede som sidst med et mandehul i første rude, i øvrigt kampens eneste. Det gik til Erik denne gang. Vi fik det svært i første serie. Ikke mange strikes hang sammen, faktisk var det kun Erik som havde sammenhængende strikes i første serie. Løbende trak Pletten fra, og vi kom aldrig i nærheden af at kunne vinde serien. Vi tabte med 1086 mod 1175.
Men i anden serie kom vi i gang. Nu hang vores strikes sammen, og vi holdt os fra de dårlige ruder. Efter 8. rude var vi foran med ti, men så satte vi trumf på, lukkede stort set ud, så selv om Pletten også lukkede stærkt, afviste vi dem overbevisende. Vi vandt med 1298 mod 1230.
Efter baneskiftet fik vi storbank. Pletten kørte os simpelthen over. Med 1423 rakte vores 1142 ikke til noget. Keglerne var efter 3. serie også tabt.
Vi ville dog ikke give op uden kamp, og i sidste serie gik vi et gear op, mens Pletten gik et eller flere gear ned. Efter 5. rude førte vi med 40 kegler, og selv om Pletten fik bedre fat, holdt vi dem bag os. Inden 10. rude førte vi med 10 kegler, og en suveræn afslutning hvor vi lukkede ud, holdt igen Pletten på afstand. Sidste serie vandt vi med 1206 mod 1175, og kampens keglefald blev 4732 mod 5003.
Kampens bedste individuelle resultater var Erik med 900 og Peter med 810.
Nu venter næste weekends to kampe, lørdag på hjemmebane lokalopgøret mod BK Outsiders fra Brønderslev, og søndag på udebane i Skanderborg kampen mod Expello, rækkens aktuelle tophold.