God sæsonstart for Stenhuset i dameligaen
- Detaljer
- Oprettet: 18. september 2011
- Skrevet af Per Høberg
Stenhusets "tøser" fik en rigtig fin start på ligasæsonen, da første spillerunde blev afviklet i Glostrup Bowling Center i weekenden d. 17.-18. september. Stemningen var god, humøret var højt og spillet var til tider fremragende - og de ting til sammen leder frem til konklusionen om en god sæsonstart.
Der var afbud fra Sascha til weekendens første spillerunde, så holdet bestod af Heidi, Charlotte, Stine, Ketty, Randi, Maria og Dorthe. Programmet lagde op til en hård start, idet første modstander var sidste sæsons danske mestre fra Trekanten. Det blev lidt af en ilddåb for Stenhuset. Spillet i de første serier var ganske glimrende, og begge serier lå og balancerede på en knivsæg. Desværre endte den ene serie med at tippe til Trekantens fordel (551-560), mens Stenhuset vandt den anden serie med 633-605 (Dorthe scorede 245 i denne serie). I anden serie fortsatte det høje niveau, og selvom Stenhuset spillede glimrende, så vandt Trekanten begge serier med 545-566 og 570-599. Dermed gik sejren til Trekanten med 2-0 (8-2).
Næste modstander var SISU, der stillede til start med nyerhvervede spillere i truppen, men uden landsholdsspiller Rikke Holm. De første serier gik forholdsvis sikkert til Stenhuset, som vandt 565-540 og 549-512. I anden serie stod det hurtigt klart, at sejren ikke kunne komme i fare. Heidi præsterede en super serie på 238, hvormed det ene hold vandt 608-522. Det lykkedes for SISU at vinde den anden serie med 566-551, men Stenhuset vandt kampen 2-0 (8-2).
Den tredje kamp stod mod Pin-Crackers, der i denne sæson må betegnes som lidt af en outsider til medaljepladserne. I sidste sæson kom københavnerne fra Grøndal ikke med i slutspillet, men i denne sæson kan Pin-Crackers præstere et meget stærkt hold, som nok skal formå at blande sig i toppen af ligaen. I de første serier havde Stenhuset store problemer og tabte begge trio'er forholdsvis klart (med samlet 93 kegler). I anden "halvleg" gjorde Stenhuset et ihærdigt forsøg på at indhente det tabte, og hatten af for vores hold, som leverede en fremragende spurt. Charlotte gjorde med 254 hvad hun kunne, og begge trioer vandt deres serier med et samlet snit på 200. I 9. rude var de 93 kegler faktisk hentet, men i 10. rude var københavnerne bedst, og derfor endte de med at snuppe sejren i kampen med en samlet margin på 31 kegler. Resultatet blev 2-0 (6-4).
Dagens sidste modstander var BK Viborg, der i sidste sæson vandt bronze. Denne kamp blev desværre ikke særligt velspillet for Stenhusets vedkommende, og selvom viborgenserne heller ikke spillede en af deres bedste kampe, så havde de alt for let ved at slå os i denne kamp.De to første serier blev tabt klart med samlet 103 kegler, og i anden omgang lykkedes det for Stenhuset at vinde den ene serie (560-534), mens den anden gik helt i fisk og blev tabt 470-518).
Lørdag aften blev tilbragt i hyggeligt selskab på holdet. Stines 18 års fødselsdag blev behørigt fejret med fødselsdagskage med lys, som Ketty havde bagt. Det blev også til et besøg på Jensens Bøfhus og masser af SUPER hyggelige stunder :-)
Søndagen startede med to kampe mod de to oprykkerhold fra ST Viborg og Politiet IF. Lørdagens kampe viste med stor tydelighed, at oprykkerholdene virker betydeligt bedre end de to hold, som rykkede ned i sidste sæson. Begge oprykkerhold viste rigtig godt spil og fik flere sejre i lørdagens kampe. ST fik to sejre og to knebne nederlag, og Politiet præsterede bl.a. at slå de regerende mestre fra Trekanten mod 10-0.
Første modstander var ST fra Viborg. Det blev en kamp, som startede meget lige, men hurtigt trak Stenhuset fra i den ene serie, som blev vundet 603-526. Den anden serie endte uafgjort 552-552, hvilket Stenhuset ikke var helt uheldige med. I anden serie blev spændingen næsten ulidelig. Stenhusets ene hold kom i store problemer, og endte med at tabe med 528-604. Heldigvis lykkedes det, men hiv og sving, at sikre sejren i den anden serie med 530-517 - og dermed vandt Stenhuset 2-0 (7-3) med en samlet margin på blot 14 kegler. Det var fantastisk dejligt at have marginalerne i denne vigtige kamp.
Herefter fulgte en meget velspillet og særdeles spændende kamp mod hjemmeholdet Politiet IF. I den første serie præsterede Stenhusets ene trio 707 (Stine 227, Randi 201 og Charlotte 279), og det rakte til en storsejr over en ellers velspillende trio fra politiet, der scorede 589. Den anden trio fra Stenhuset spillede derimod rigtig skidt og tabte 477-504. I anden serie var begge serier meget tætte, men Stenhuset var i store perioder bagud i dem begge. Dermed var Stenhuset i reel fare for at vælte flest kegler, men alligevel tabe kampen. Det skete heldigvis ikke, og dette skyldes et næsten utroligt comeback fra Dorthe, Maria og Heidi. Efter en frygtelig start på serie fik trioen spillet sig op og endte med at vinde 625-581 (Maria 200, Heidi 211 og Dorthe 214). Det skal nævnes, at der i de tre første ruder var 5 "åbne". Dette comeback reddede en sejr på 2-0 (6-4) til Stenhuset og en kampscore på 2374. Charlotte var SVIMLENDE tæt på at lave 300 i denne kamp!
Den sidste kamp blev en magtdemonstration fra Stenhusets side. Brasilia blev sat til vægs med 10-0, og Stenhusets seriescorer (584, 599, 587, 588) vidner om et stabilt og meget højt niveau. Spillet var solidt og meget overbevisende i denne kamp.
Dermed endte Stenhuset med 4 sejre og 3 nederlag, hvilket placerer os på andenpladsen i rækken. Alt i alt var det en spillemæssigt meget opmuntrende sæsonstart, og fremfor alt dejligt med en fantastisk stemning og et SUPER sammenhold. En af weekendens store oplevelser var Heidi Bach Madsen, der præsterede et snit på 196 på 14 serier. Heidi spillede noget af det bedste hun nogensinde har gjort i sin lange Stenhuset-karriere. Også Dorthe, Charlotte og Randi lå over 190 i snit, og Stine og Maria var meget tæt på de 190. En glimrende holdpræstation! Stenhuset var faktisk det hold, der væltede flest kegler i weekendens spillerunde. Pointmæssigt blev vi kun overgået af BK Viborg.