2. divsion: Herrerne tabte point mod bundholdet, og damerne måtte bøje sig for ABT
- Detaljer
- Oprettet: 14. marts 2011
- Skrevet af Per Høberg
Søndag d. 13. marts havde Stenhusets herrer i 2. division Nord (2. holdet) hjemmebane mod rækkens absolutte bundhold fra Fight, Herning. Sæsonens 14 foregående kampe havde for herningensernes vedkommende resulteret i lige så mange nederlag, og blot 10 point stod der på kontoen. Det sagde derfor sig selv, at en sejr i søndagens kamp var obligatorisk.
Holdet havde en debutant med, nemlig Søren Sørensen, der bidrog med masser af optimisme og godt humør.
Den første serie var en ynk! I de første fire ruder væltede stort set alt på modstanderens baner, også selvom kuglen ikke ramte forkeglen i førsteslaget. Det betød, at Stenhuset allerede i 4. rude var bagud med ca. 80 kegler. I de efterfølgende ruder spillede Fight væsentligt dårligere og præsterede mange splits og missere. Desværre formåede Stenhuset ikke at udnytte denne håndsrækning til at hente ind, og efter en hel del baneproblemer på begge banesæt (hvilket resulterede i, at kampen måtte flyttes til et andet sted i hallen), stod det klart, at Fight havde vundet første serie 1029-940.
Herefter kom Stenhuset heldigvis i gang. I anden serie kom der helt andre boller på suppen, og en sejr på 1145-969 var knusende sikker. Per Dennis (212) og Chresten (211) vågnede op til dåd og var i denne serie holdets bedste. Tredje serie blev knap så velspillet fra Stenhusets side, og Fight fulgte faktisk godt med, indtil tre tripple-strikes i 5.-7. rude bragte Stenhuset afgørende foran. Cifrene blev 1088-970.
I fjerde serie var både Bastian (225), Kristian J (207), Thomas (203) og Per D (200) i hopla, og Stenhuset vandt knusende sikkert med 1165-850. Selvom holdets bedste blev sorteret fra, ville vi stadig have vundet serien med næsten 100 kegler.
Stenhuset vandt altså 8-2 (4338 - 3798) over Fight og er nu på 6. pladsen, dog fortsat ikke i sikker afstand fra nedrykningsstregen. De indbyrdes kampe mod BK Viborg og Five o'Clock i de kommende uger bliver afgørende. Dagens topcorere var Bastian med 612 på 3 serier og Per H med 769.
Damerne spillede allerede torsdag aften den udsatte kamp mod ABT. Her leverede vores hold en flot præstation. Efter nederlag i første serie kom holdet flot tilbage og vandt den anden serie. Det så længe ud til, at tredje serie også skulle gå til Stenhuset, men ABT overhalede os til slut. Det endte med et nederlag på 2-8 i en kamp, som Stenhuset dog havde stor ære af.