Herrerne vandt 10-0 over ST
- Detaljer
- Oprettet: 20. marts 2010
- Skrevet af Lars Møller Jensen
Herrerne var farvoritter til dagens kamp mod ST, i kraft af de to holds placering i stillingen, samt at ST kom med et reservespækket hold.
Per Dennis måtte melde afbud kort tid inden kampen. Kampen blev derfor gennemført uden reserve.
Kampen blev indledt med godt spil af Stenhuset, og vi kom hurtigt komfortabelt foran, men det blev en sovepude, og efter en række dårlige slag og et ST hold som fandt spillet, var vi presset. Faktisk troede vi da vi havde spillet færdigt, at vi havde tabt serien, men en plukker til sidst til ST, gav os sejren med 3 kegler.
Anden serie gik meget bedre, og vi var hele serien langt foran. Per Høberg lavede en "Jacob", efter 127 i første serie præsterede Per 244 i den følgende serie. Man kan filosofere over konsekvensen af udskiftninger, når samme spiller i følgende serie præsterer på et helt andet niveau, hvor der normalt var foretaget udskiftning. Anden serie blev vundet med 1350 mod 1116.
Efter baneskiftet gik vi igen i stå, og 3. serie blev tæt, uden at vi dog følte at vi tabte kontrollen. Inden 10. rude var vi foran med 40, men et ST hold som var først færdige og som sluttede med to doubler efter strike i niene, lagde lidt pres på os, som vi dog modstod.
Sidste serie blev igen helt på Stenhusets præmisser, og det sluttede med en sikker sejr på 1318 mod 1146.
Samlet 10-0 og 4941 mod 4497.
Individuelle præstationer der kan fremhæves: Sascha på 900 (der er tre herrer med nogenlunde pæne personlige resultater, men slet ikke på Sascha niveau. De resultater må I se på infosport, sammen med alle andre resultater fra kampen).
Efter at have været hos vagtlægen er Per Dennis beordret i ro, indtil han kan blive yderligere behandlet af sin læge, for hvad der desværre tyder på en begyndende diskusprolaps. Per Dennis kan derfor heller ikke deltage i søndagens kamp mod Brasilia i Løvvang.