1. division herrer: Stærk sæsonstart af Stenhuset

Stenhusets herrehold i 1. division havde en på papiret særdeles vanskelig sæsonstart i denne weekend. Lørdag gjaldt det udekampen i Århus/Viby mod liganedrykkerne fra BK Viking og søndag skulle holdet en tur til Herning, hvor hjemmeholdet Fight har besejret Stenhuset i de seneste to sæsoner.

Stenhuset gav debut til slovakiske Alex Basala, som netop er flyttet til Aalborg for at studere. Alex Basala har en fortid på det slovakiske ungdomslandshold, og man må sige, at både han og Stenhusets øvrige spillere klarede sæsonstarten til UG med kryds og slange.

I lørdagens udekamp mod Viking kom Stenhuset skidt fra start, men denne serie skulle heldigvis vise sig at blive weekendens svageste. Viking vandt første serie 6-2 (1175-1073). Torben (238) gjorde en forskel, således at han og Anders snuppede vores eneste point. Spillet blev meget bedre i anden serie. Her vandt Stenhuset 2-6 (1121-1239) og var kun 6 kegler fra at snuppe alle otte point. Kim Johansen kom på banen og fyrede en serie på 247 af. Fremragende!

Tredje serie blev en serie på det jævne, som Stenhuset vandt 2-6 (1105-1181). Anders (238) og Erik (233) trådte nu i karakter og spillede virkelig god bowling. I fjerde serie faldt niveauet yderligere, men hjemmeholdet spillede også svarere. Atter blev resultatet 2-6 (1037-1127). 

I de to sidste serier, som begge endte 2-6, var Stenhuset klart det bedste hold, og det var faktisk ikke rimeligt, at hjemmeholdet høstede 4 point i de to serier. 1034-1227 og 1083-1235 taler et tydeligt sprog. Kløjer var stærkest i 5. serie med 244, mens Anders med 267 i sidste serie scorede kampens højeste serie. 

Samlet 16-32 til Stenhuset (6555 - 7082). En absolut godkendt sæsonstart af Stenhuset med Anders som topscorer med 1320. 

Endnu bedre blev det så søndag, hvor alle forventede en meget tæt kamp i Herning. Sådan gik det ikke. Stenhuset måtte undvære Anders Nørgaard til kampen og i stedet var Stefan Schou Larsen udtaget. Kampen udviklede sig på en måde, hvor Stenhuset med en stærk kollektiv indsats satte hjemmeholdet fuldstændig til vægs. 

Første serie var tæt, men Stenhuset trak det længste strå med 1114-1154. Torben startede med 234 bedst og gjorde en positiv forskel. 

Herefter trak Stenhuset virkelig fra. Anden serie sluttede 0-8 (986-1252) - en serie, hvor det ikke var så sjovt at være fra Herning. Claus var topscorer med 252. Hjemmeholdet havde store problemer med tilløbene, og derfor måtte kampen kortvarigt afbrydes så der kunne rengøres. Det hjalp dog ikke det store for Fight! Tredje serie sluttede 2-6 (1128-1216) og Stenhuset var fortsat det bedste hold. Alex, som scorede 222 i anden serie, scorede nu 225 og lignede mere og mere en stor gevinst for Stenhuset i denne kamp. 

Fjerde serie blev kampens klart bedste. Fight spillede med 1174 en god serie, men Stenhuset var klart bedre og scorede 1324. Kun Kløjer var med en "sløj" serie på 192 under pari. Super præstation. 

I femte serie vandt Stenhuset 2-6 (1070-1170), inden det i sidste serie lykkedes Fight at snuppe 4 point (1127-1196). 

Dagens topscorer: Claus med 1288 og Alex Basala med 1272. Fremragende debutweekend!

Stenhuset er efter de to svære udekampe på førstepladsen i 1. division. Næste opgave er en dobbeltrunde på hjemmebane mod Sydvesten og Sønderborgs oprykkere.

Template Design Ext-joom.com