1. hold herrer sikrer sig sølv efter to klare sejre
- Detaljer
- Oprettet: 18. marts 2019
- Skrevet af Per Høberg
Stenhusets herrehold har siden jul leveret gode og stabile resultater i herrernes 1. division. Allerede i efteråret stod det klart, at MBK 07 ville sætte sig på førstepladsen, mens sølvmedaljerne lignede en duel mellem Outsiders, Trekanten 2, Fight og Stenhuset. Denne duel trak Stenhuset sig endegyldigt sejrrigt ud af i denne weekend, da vi hentede sejre på både hjemme- og udebane.
Lørdag blev bundholdet RBK 90 sendt hjem til Randers med et klart nederlag på 40-8 (7240-6601). Stenhuset bragte sig foran 16-0 i de første to serier, som vi vandt 1205-1073 og 1306-1100. Claus havde fået turbomüsli til morgenmad og startede med 255 og 226, men resultaterne viser tydeligt, at der var flere andre spillerede fra Stenhuset, der præsterede høje serier.
Niveauet faldt en smule i 3. serie, hvor gæsterne med en double på 414 sikrede sig fire point. Serien sluttede 4-4 (1146-1155). Herefter hentede Stenhuset atter 16 forholdsvis lette point (1147-1018) og (1197-1052), idet gæsterne slet ikke bød op til dans. Alle spillerede leverede på et stabilt højt niveau.
Sidste serie blev spændende, og endte desværre med at RBK 90 "stjal" fire point. Erik og Claus vandt sikkert deres double med dagens højeste resultat (486), mens Henrik og Torben tabte med sølle 14 kegler. Anders / Kløjer lå til at vinde, men en miss i 10. rude til Stenhuset kombineret med en stribe strikes til gæsterne vendte billedet til 374-378 i deres favør.
Dermed sluttede kampen 40-8. Topscorer var Erik med 1264.
Søndag gik turen så til Herning til en udekamp mod Fight. Netop Fight besejrede Stenhuset i begge indbyrdes opgør i sidste sæson, hvor vi var meget tæt på oprykning til ligaen. I år har vi dog haft krammet på herningenserne. Hjemmekampen i februar vandt vi 30-18, og cifrene blev de samme i dagens kamp i Herning.
Stenhuset bragte sig sikkert foran 2-6 i første serie (1175-1261). Torben (243) og Anders (235) startede suverænt. I anden serie var vi ikke uheldige med uafgjort 4-4. Fight havde en double på 477, som de vandt klart. Vi vandt også en double forholdsvis klart på 417. Den sidste var meget tæt, men den faldt ud med en sejr på 420-427 til os. Trods 1265-1171 i keglefald måtte Fight således nøjes med 4-4.
Herefter slappede Fight mere af, og vi kunne på fornuftigt stabilt spil snuppe 3 sejre i træk på 2-6. (1139-1178), (1159-1219) og (1198-1217). Som det fremgår var der ikke stor niveauforskel, men vi lå konsekvent et enkelt skridt foran hjemmeholdet. Sidste serie endte 6-2 til Fight (1162-1146).
Samlet vandt Stenhuset 18-30 (7098-7182). Topscorer var Anders med 1341.
Dermed tør jeg godt udråbe Stenhuset som sølvvindere i dette års 1. division. Det eneste hold, der teoretisk set kan indhente os, er Trekanten 2, som p.t. indtager tredjepladsen. Netop Stenhuset og Trekanten 2 mødes i sidste runde i Løvvang Bowling Center, og selv med et nederlag på 4-44 vil Stenhuset fortsat vinde sølv, eftersom afstanden mellem de to hold nu er på 41 point.