3. division: Stenhuset cementerer andenpladsen
- Detaljer
- Oprettet: 23. februar 2019
- Skrevet af Per Høberg
Stenhuset tabte i januar udekampen mod BC Royal i Frederikshavn, og i dag var det så frederikshavnerne, der gæstede Løvvang, hvor Stenhuset skulle forsøge at få revanche.
Det startede planmæssigt for Stenhuset, som vandt den første serie stort med 1054-938. Henning startede flot med 202 og var en vigtig del af forklaringen på den store sejr. Desværre blev keglefaldet i første serie også Stenhusets klart bedste serie, og det gik faktisk kun nedad bakke herefter.
Anden serie endte dog også med en klart Stenhuset sejr på 1036-1003. Hele holdet bidrog med især godt sparespil.
Efter baneskiftet faldt Stenhusets niveau en smule yderligere, men vi kunne sætte yderligere to point ind på kontoen. Sejren blev på 1003-960 og i denne serie var Frank med 215 Stenhusets bedste.
I fjerde serie skete det så igen - det der er sket mange gange i denne sæson for Stenhusets 3. hold. Spillet faldt sammen og gæsterne fik foræret 2 point. Serien sluttede 883-934 og der er ikke så meget at fremhæve.
Samlet 8-2 til Stenhuset (3976-3835). Topscorer blev Preben med 726 og stabilt spil over de fire serier.
Dermed er Stenhuset tilbage på 2. pladsen i 3. division. Topholdet BK Skawbo vandt en suveræn hjemmesejr på 10-0 over LBC og ligner efterhånden mere og mere end rækkevinder
Stenhuset møder i marts BK SKawbo på hjemmebane.