1. division. Stenhuset storsejrer i Odense
- Detaljer
- Oprettet: 17. november 2018
- Skrevet af Per Høberg
Stenhusets bedste herrehold havde lørdag d. 17/11 taget den lange tur til Midtfyn for at spille udekamp mod Smut fra Odense. De to hold har gennem tiderne haft mange spændende opgør mod hinanden, idet begge klubber har spillet i 1. division i ganske mange sæsoner.
Stenhusets mål var at fortsætte stimen som ubesejret på udebane, samt følge den fine udesejr på 30-18 over Amici i den seneste kamp til dørs.
Smut viste i allerhøjeste grad tænder fra kampens start. Bundholdet spillede rigtig god bowling og fik mange sammenhængende strikes. Stenhuset spillede udmærket, men det lykkedes ikke at få de afgørende sammenhængende strikes i hus. Anders Nørgaard startede med 230, og sammen med Kim sikrede han 2 point. De øvrige doubler tabte. Serien sluttede 6-2 (1232-1188)
Herefter kom Stenhuset godt igen og vandt anden serie 0-8 (1051-1187). Kæmpe optur for os. Erik var ustyrlig med en serie på 275, men også Kim (222) spillede et stykke over snittet.
I tredje serie lykkedes det igen Stenhuset at vinde 0-8 (1105-1174). Denne serie gjorde ondt på hjemmeholdet, for doublerne var reelt ret jævnbyrdige og Stenhuset vandt de to doubler med relativt få kegler. Erik fortsatte det blændende spil med 258, og Bo gjorde et godt indhop med 200. Også Nørgaard (209) gjorde det godt.
I fjerde serie tog Stenhuset den tredje 0-8 sejr på stribe, da vi vandt hele 1014-1220). I denne serie var der ikke så megen slinger i valsen. Anders Nørgaard var bedste mand med 236, mens Erik. Per H og Kløjer alle lå mellem 205 og 208.
Femte serie sluttede 2-6 til os. Erik/Per H samt Anders/Kim vandt forholdsvis sikkert. Kløjer/Bo så ud til at tabe klart, men efter et godt comeback (og en svag afslutning af hjemmeholdet) var vi lige ved at overhale indenom. Det blev dog et ærgerligt nederlag med 9 kegler i denne double. Samlet 1080-1182. Kim var i krise med 139, men Anders valgte at kompensere med en serie på 277! Se det er holdspil!
I sidste serie havde Stenhuset selvtilliden i orden, og hjemmeholdet havde ikke meget at komme med. 1130-1269 gav en sikker 0-8 sejr til Stenhuset. Kløjer sluttede fremragende med 257, mens Anders/Kim afviste en flot stime af hjemmeholdets Jean Sørensen. Anders sluttede med 234, mens også Erik med 226 lukkede værdigt af.
Samlet 8-40 til Stenhuset (6612-7220).
Topscorere: Erik (1389) og Anders (1354).
Med sejren overhaler Stenhuset BK Outsiders, som led et kæmpe nederlag til Trekanten 2 på hele 40-8. Stenhuset ligger p.t. nummer 3 i 1. division. I morgen søndag spiller holdet ude mod RBK 90 i Randers.