Sejr til Stenhusets damer i topkampen

Stenhusets damer tog i dag imod århusianske Amici i den spændende topkamp i 1. division vest. I forhold til den seneste sejr over Viking måtte holdet i dag undvære Sascha, der er til stævne i Viborg, og Henriette, der var med ungdomsspillerne i Viborg. Men resten af holdet gjorde en glimrende figur og sejrede i en spændende kamp.

Den første serie var langt hen ad vejen kontrolleret af Stenhuset. Spillet var rimeligt fornuftigt, og vi virkede en anelse mere sparesikre end gæsterne. Strikes kom der naturligvis også i ny og næ, og midtvejs i serien var føringen på ca. 40 kegler. Desværre fik holdet et mindre blackout i 8. og 9. rude, hvor hele syv ruder blev misset. Det udnyttede Amici dygtigt til at opbygge et forspring, som ikke kunne hentes ind igen i 10. rude. Serien blev tabt med 986-1002, hvilket naturligvis var meget ærgerligt. Alle var motiverede til at tage revanche i 2. serie.

2. serie startede i højt tempo. Amici lagde rigtig godt fra land uden missere i de to første ruder. Stenhuset kom også fornuftigt fra start, men var efter 2. rude bagud med 20 kegler, og efter 4. rude var gæsternes forspring øget til 40 kegler. Men det var som om holdet havde besluttet sig til, at denne serie skulle vindes. I hvert fald blev der kløet på med krum hals, og da Amici midt i serien gav os små åbninger var vi dygtige til at udnytte den. Susanne præsterede en serie på 221, og dette var stærkt medvirkende til, at vi vandt 1066-1023. Også alle de øvrige spillere holdt et godt niveau i denne serie.

Tredje serie blev meget jævnbyrdig. Stenhuset fik en mindre føring fra starten, men Amici fik den hurtigt hentet. Herefter fulgtes holdene ad, indtil gæsterne skabte sig et forspring mod slutningen af serin, hvor Stenhuset havde alt for mange små slag. I de sidste ruder blev det bedre, men det lykkedes ikke at indhente det tabte. Serien blev tabt 1012-1042. Dermed var der kun 3 kegler i forskel (totalt), og i den sidste serie blev der således tale om en reel 4-points serie.

I 4. serie trådte Stenhuset rigtig i karakter. Vi var foran fra start til slut og holdt Amici i god afstand. Hele holdet spillede fornuftigt og frem for alt fungerede sparespillet. Sejren blev på 1043-985, og dermed blev kampen fortjent vundet 6-4 med den totale score 4107. Således kan Stenhuset nu holde jul på førstepladsen i divisionen, og der venter nogle rigtig spændende kampe i 2. halvsæson.

Dagens topscorer: Susanne (773)

Template Design Ext-joom.com