2. division: Stenhuset 3 overraskede i Frederikshavn

Stenhusets 3. hold leverede søndag, for 2. udekamp i træk, en formidabel præstation, da holdet i Terminalen spillede lige op med topholdet Stars & Strikes. 

Kampen sluttede 26-22 til hjemmeholdet, men dette resultat skal ses i lyset af, at Stenhuset var bagud 16-0 efter 2 serier. 1141 og 1128 til frederikshavnerne var nok til at sikre den suveræne føring. Stenhuset kom svagt fra start med 992 og 1035, men herefter kom der andre boller på suppen.

I tredje serie scorede Stenhuset 1222 mod 1140 til hjemmeholdet, og dermed kom vi på tavlen med en 6-2 sejr. Bastian var ildvarm med 257, men også Morten (223) og Preben (207) spillede glimrende bowling. De gode takter fortsatte i fjerde serie. Bastian fyrede endnu en fantastisk serie af (249), og Anne (203), Preben (222), Morten (210) og Leo (200) var også med til at vise Frederikshavnerne, hvor skabet skulle stå. Det blev til endnu en sejr på 6-2. 

I femte serie vandt hjemmeholdet klart 6-2 (1178-1029), men det lykkedes Stenhuset at snuppe 2 point. Før sidste serie måtte hjemmeholdets Carsten Degn udgå med sygdom, og Stenhuset lykkedes med at vinde den sidste serie med 8-0. Anne sluttede fantastisk med 250, og resten af holdet spillede ganske fornuftigt.

Samlet sluttede kampen 26-22 (6565-6633). Stenhusets hold fortjener stor ære og anerkendelse for et fantastisk comeback. 

Med dagens resultat er Stenhuset 2 på førstepladsen i 2. division efter gårsdagens storsejr, mens 3. holdet fortsat er sidst. Men mon ikke de kommende hjemmekampe kan lave om på den stilling.

Dagens topscorer var Bastian med 1227.  

Template Design Ext-joom.com