Dameliga: Sejr over BK Viborg i svag kamp
- Detaljer
- Oprettet: 23. september 2017
- Skrevet af Per Høberg
Stenhuset hentede lørdag d. 23/9 sæsonens tredje sejr af tre mulige. Sejren blev på 32-16 mod BK Viborg. Skal man være kritisk må det dog fremhæves, at sejren over ligaens bundhold burde have været større. Stenhuset havde, præcis som i første kampweeekend, problemer med baneforholdene.
Første serie blev lidt af en katastrofe. Lad os nøjes med at sige at vi tabte 2-6 (975-1007).
Herefter gik det heldigvis fremad. Stenhuset vandt anden serie med 6-2 (1079-905). De to point blev sat med blot 6 kegler.
Tredje serie blev Stenhusets bedste i kampen. Her vandt vi 8-0 (1118-904). Randi (229) og Mika (224) viste vejen, men også Maria (213) spillede rigtig godt i denne serie.
Fjerde serie vandt Stenhuset 6-2 (1066-975). Her var det Charlotte Madsen (230), der var holdets bedste. Charlotte spillede i dag sin første ligakamp efter endt barsel.
Femte serie endte 4-4 (1017-946). Igen blev den tætte double vundet af gæsterne med blot 4 kegler.
Sidste serie vandt Stenhuset 6-2 (1003-932).
Samlet nåede Stenhuset 6258, og dermed er vi fortsat (keglemæssigt) langt fra de normale resultater på hjemmebane i sidste sæson.
Dagens topscorer var Randi med 1211.