Stenhuset slår SAS i dameligaen
- Detaljer
- Oprettet: 10. september 2017
- Skrevet af Per Høberg
Efter sejr over BK Center i præmierekampen var det søndag d. 10/9 et andet københavnermandskab, der gæstede Løvvang Bowling Center. Oprykkerne SAS, der har landsholdsspillerne Britt Brøndsted og Anja Ginge i spillertruppen, bød Stenhuset op til dans.
Først og fremmest skulle Stenhuset forsøge at revanchere lørdagens kamp, der (trods sejr) blev afviklet på et spillemæssigt lavt niveau. Det blev bedre, men fortsat ikke imponerende godt, i søndagens kamp.
Stenhuset startede bedst, og gæsterne havde det meget svært på Løvvang banerne. Den første serie vandt vi klart med 6-2 (1086-1015). Mika startede bedst med 214. I anden serie blev en smule mere tæt, men Stenhuset vandt igen 6-2 (1084-1046). Ligesom i første serie var det Britt/Anja, der snuppede gæsternes 2 point. Stenhusets spillere spillede alle bemærkelsesværdigt jævnt i denne serie, hvor alle lå omkring 180.
I tredje serie trak Stenhuset igen det længste strå og vandt 1035-985. Mie (235) var sit holds klart bedste i denne serie.
Fjerde serie blev en spillemæssig deroute for Stenhuset, som faldt helt ned på 951 - stort set samme resultat som lørdagens præmiereserie mod Center. Med blot 1070 kunne SAS således sætte 8 point ind på kontoen, og kampen var pludselig helt åben igen.
Heldigvis rejste Stenhuset sig hurtigt igen, og femte serie blev kampens bedste for vores vedkommende. Vi vandt 8-0 (1149-1049), og dermed var den samlede sejr sikker. Sidste serie blev tabt 2-6 (1044-1063) - en serie, hvor Mikas 202 gjorde en forskel for os.
Samlet vandt Stenhuset 28-20 (6349-6218).
Topscorer blev Mika med 1160.
Dermed blev der sat punktum for en weekend med to dejlige sejre til Stenhuset, men også store spillemæssige problemer for flere af holdets spillere. Nu kalder træningsbanerne inden næste ligarunde, hvor Stenhuset forhåbentlig kan snuppe endnu en sejr.