Herreliga: Klart nederlag mod danmarksmestrene
- Detaljer
- Oprettet: 13. november 2016
- Skrevet af Per Høberg
Der var ingen, der forventede en hjemmesejr, da Stenhuset i dag tog imod Trekanten i herreligaen. Mindre kunne også gøre det! Men desværre blev nederlaget stort, og Stenhuset hænger nu fast i bunden af ligaen.
Stenhuset bed godt fra sig i starten af kampen. Første serie blev tant 0-8, og især en række missere i sparespillet kom til at koste dyrt. Herefter kom Stenhuset godt igen og vandt 6-2 i anden serie med 1216-1148.
I tredje serie faldt Stenhuset ned på 1048 og var heldige med at hente 2 point. Fjerde serie blev langt mere velspillet, men trods 1248 blev det kun til 2 point, da Trekanten lavede 1353.
I de sidste to serier lavede gæsterne 1272 og 1363, og dette havde Stenhuset intet modsvar til. Det blev ikke til point.
Dermed tabte Stenhuset 10-38. Vi ligger placeret lige over nedrykningsstegen, og p.t. ser det ud til, at Center (som ligger nummer 9) bliver en vigtig konkurrent i bundgyseren.
Dagens topscorer var Jeppe med 1007 (5 serier).
Om 14 dage har Stenhuset endnu en dobbeltkamp på hjemmebane, når Stars & Strikes og Enghaven kommer på besøg.