Jydske mesterskaber til Stenhuset - fra mikro til makro :-)
- Detaljer
- Oprettet: 2. februar 2015
- Skrevet af Per Høberg
I weekenden d. 31/1 og 1/2 lagde Bowl'n Fun Viby ved Århus baner til de jyske ungdomsmesterskaber i kategorierne mikropuslinge, puslinge, juniorer og ynglinge. Traditionen tro satte en stor delegation af spillere og forældre fra Stenhuset kursen sydpå for at deltage i mesterskabet. Og det blev ikke alene til jyske mesterskaber til Stenhuset, men også til flere andre medaljer.
Lad os begynde med at fremhæve en fantastisk flot GULDmedalje til Stenhuset i rækken for mikropuslinge (drenge). Her lagde Stenhusets Loke Houbo Christensen sig på førstepladsen efter de fire indledende serier med en flot score på 496. Dermed gik han videre til semifinalen, hvor han i to serier vandt over Win Kenmahaea fra BK Viking med 118-77 og 117-80. Finalemodstanderen blev Mikas Jørgensen fra Stars and Strikes Horsens. Det blev en meget spændende kamp. Loke tabte den første serie med 132-151, men vandt den anden serie 16-147. Meget flot spil af de to mikropuslinge. Dermed sluttede finalen helt lige, og skulle afgøres på roll-off. Her lavede Mikas en 7'er, mens Loke imponerede med en strike. Dermed kunne en jublende glad Loke Houbo Christensen kalde sig individuel jysk mester 2015. Stenhuset ønsker stort tillykke.
Også i rækken for junior piger fik Stenhuset en jysk mester. Det var Mika Guldbæk, og det var endda i fejende flot stil! Hun scorede 1095 og lagde sig på førstepladsen efter indledende runde.
I semifinalen skulle Mika møde Cecilie Dam fra Trekanten, som blev besejret 227-188 og 231-188. Meget flot spil af Mika må man sige! Finalemodstanderen blev så Line B. Christiansen, som Mika gennem tiden har haft mange dueller med. Og helt fortjent blev det Mika, der trak sig sejrrigt ud af finalen. Hun vandt den første serie 220-178 og havde så råd til at tabe den anden serie med 188-211. Dermed er Mika individuel jysk mester 2015. Stort tillykke!
I rækken for ynglinge piger var både Christine Hansen og Emma K.M. Jensen med i semifinalen, hvor de begge to fik meget kvalificeret modstand. De lå endda hhv. nummer 1 (1177) og nummer 2 (1134) efter indledende runde - og disse positioner fastholdt de i kvartfinalen.
I semifinalen tabte vandt Christine den første serie med 189-163 over Cecilie Pedersen fra Enghaven, men i anden serie var hun chanceløs, da det blev til et nederlag på 179-245. Også Emma tabte, trods godt spil, sin semifinale med 226-246 og 177-200 til Rikke N. Johansen fra Stars and Strikes. Dermed blev det bronzemedaljer til Emma og Christine.
I pardisciplinen blev det også til Stenhuset-medaljer: Mika Guldbæk blev jysk mester i double for junior piger sammen med Line Christiansen fra Horsens. Camilla Tranum og Maria Jul Jensen blev nummer 4 i samme række. Nicklas Johansen vandt en flot bronzemedalje i rækken for junior drenge sammen med Jonas Dons fra Horsens. I rækken for ynglinge piger blev Christine Hansen jysk mester sammen med Rikke N. Johansen, og Emma K. M. Jensen fik sølv sammen med Cecilie Jensen fra Vejle. Endelig vandt Jeremy Christensen sølv i rækken for ynglinge drenge sammen med Patrik Sørensen fra Enghaven. Daniel G. Nielsen og Jeppe Jakobsen blev nummer 5 i samme række.
Alle resultaterne fra JM 2015 kan ses på http://bowling.erikkalmar.dk/ujm15/. Her kan du også se resultaterne for de mange Stenhuset spillere, der ikke nåede finalespillet.
Slutteligt skal det nævnes, at Maria Jul Jensen kom i B-finalen for juniorer, hvor hun sluttede som nummer 2. I ynglingerækken vandt Line D. Olsen B-finalen efter at have slået Susanne Ravn fra HIK og Sarah Vedersøe fra Puds. Tillykke med det :-)